AMD har afvist at gå ind i smartphone-markedet, men deres Radeon grafikteknologi kan alligevel finde vej til din næste smartphone. Taiwanske Mediatek og AMD samarbejder om at bringe sidstnævntes grafikteknologier i en Mediatek SoC, skriver Fudzilla.
Mediatek er verdens andenstørste uafhængige applikationsprocessorleverandør til smartphonemarkedet efter Qualcomm, men er afhængig af grafikløsninger fra de to britiske firmaer Imaginations Technologies med deres PowerVR eller ARM's Mali.
Den aggressive taiwanesiske chipproducent har de seneste år halet ind på Qualcomm på processor og trådløs teknologi, men har modsat Qualcomm ikke fleksibiliteten til at erstatte standardløsninger fra Imaginations Technologies og ARM med egen teknologi.
Mediatek har brug for AMD's løsning for at kunne skille sig yderligere ud fra andre applikationsprocessorproducenter, som bruger ARM eller Imaginations Technologies standardløsninger til at udfordre Mediatek på prisen ligesom de selv har gjort mod Qualcomm. Mediatek har dog i første omgang mere brug for at kunne udfordre Qualcomm i den dyre ende af markedet og måske bruge AMD til at presse grafikleverandørerne.
Hvilken type samarbejde der er tale om og hvor tilgængelig AMD's Radeon teknologi bliver for andre applikationsprocessorproducenter er ukendt, men samarbejdet er ikke nyt ifølge Fudzilla's kilder.
Det er yderst interessant, hvilken tilgang AMD tager, og hvilken indflydelse det har på deres desktop og notebook grafikteknologi. NVIDIA har allerede ændret deres udviklingspraksis, og udvikler deres grafikteknologi til mobilmarkedet, men producerer dem til desktop og notebooks først for så at finpudse dem til mobilmarkedet senere. De har ligeledes forsøgt at sælge deres designs til applikationsprocessorproducenterne som f.eks. Mediatek.
Der er ingen indikationer om, hvilken Radeon generation samarbejdet tager udgangspunkt i, men AMD's løsninger har ikke just vist sig at være førende på strømforbruget sammenlignet med NVIDIA's Kepler og Maxwell generationer, som begge er lanceret til mobilmarkedet. Vi må dermed formode, at de enten går mere radikalt til værks og laver andet end bare en mobiltilpasning eller tager udgangspunkt i den forestående opdatering af deres CGN arkitektur.
AMD har tidligere leveret grafik til håndholdte platforme under navnet Imageon, men valgte at sælge grafikafdelingen i 2009 til Qualcomm, som brugte AMD's teknologier i deres Adreno serie.