Seneste forumindlæg
Køb / Salg
 * Uofficiel Black/White liste V3
Login / opret bruger


Fra Drengedrøm til Simracing: Min Rejse og Guide til Dit Eget Setup

Af Thomas Eriksen | 27-09-2024 | 1830 visninger | 1 kommentarer

Fra Drengedrøm til Simracing

Hvis der er én type spil, som jeg altid har været glad for, så er det bilspil. Det startede helt tilbage på mit drengeværelse i 80'erne, hvor jeg spillede Pitstop II på min Commodore 64. Man kan ikke ligefrem kalde det for simracing, men der var grænser for, hvad computere kunne dengang – en Commodore 64 havde trods alt en CPU, der kørte lige under 1 MHz og 64 kb RAM. 

Senere fulgte mange andre bilspil, og jeg husker Grand Prix 2 som værende det første spil, jeg spillede, som lugtede lidt af simracing. Det havde mulighed for at sætte bilerne op, og i modsætning til mange af de tidligere spil kunne man også spille fra cockpittet. På et tidspunkt i de sene 90'ere købte jeg mig et rat, og det løftede oplevelsen til helt nye højder. Men som med hardware dengang, var det ikke ligefrem plug-and-play. Jeg husker, at jeg skulle rode en del med det for at få det til at virke. Derudover var det et simpelt rat, hvor det eneste feedback var, at det blev hårdere, jo mere man styrede. Da jeg samtidig ikke havde plads til et ordentligt setup, hvor pedaler og rat kunne sidde fast, gled det i baggrunden. 



 

Jeg spillede stadig bilspil, men som tiden gik, blev det mindre og mindre. Ikke fordi jeg ikke havde lyst, men fordi jeg ikke havde et ordentligt setup at spille på. Lysten forsvandt aldrig, og jeg har hele tiden sagt, at når mine børn blev store og flyttede hjemmefra, så skulle jeg bygge mig et setup, så jeg kunne spille bilspil igen. Op gennem 10'erne begyndte jeg at se, at simracing-verdenen voksede, og når jeg var på messer, benyttede jeg de fleste lejligheder til at prøve et cockpit eller andet. Jeg syntes, det gik rimelig godt – jeg har da også vundet en enkelt konkurrence til en fest og placeret mig fornuftigt i andre, jeg har prøvet. Men pladsen var stadig et problem – mit kontor var 6½ m2, og med skrivebord og reoler var det ikke muligt at bygge noget. Så det blev ved drømmen. 

Men sidste år skete det – min datter flyttede hjemmefra, og pludselig havde jeg mulighed for at flytte mit kontor ind på hendes gamle værelse. Der var plads til både mit skrivebord og til at brygge et setup til noget simracing. Min første tanke var at bygge noget selv og finde et Logitech- eller Thrustmaster-pedalsæt. Men jo mere jeg tænkte over det, jo mere kunne jeg mærke, at det her faktisk var noget, jeg virkelig havde glædet mig til. Efter jeg testede Moza R5 i Heinis simracing-cockpit, voksede tankerne. Skulle jeg bygge et cockpit af nogle skillerumsprofiler og et gammelt bilsæde fra en autoophugger, eller skulle jeg tage hele skridtet og købe et cockpit i aluminiumprofiler til alt for mange penge? 




Den tanke hang ved mig i flere måneder hen over sommeren, indtil jeg en dag i starten af august tog en beslutning. Det skulle være et ”rigtigt” cockpit, der kunne holde til lidt mere end et Logitech G29. Så jeg satte jagten ind på det perfekte cockpit. Eller rettere – jeg begyndte at finde ud af, hvor jeg kunne få mest for pengene. For selvom det har været en drøm i mange år, nærede jeg ingen illusioner om, at jeg ville blive en topkører eller bruge mange timer på det. Nej, det skulle være noget hygge, og jeg kommer nok ikke til at køre mere end maksimalt en time om dagen. Jeg har trods alt en kone, et fuldtidsjob, en hjemmeside, børn, jeg stadig gerne vil se, og så skal have og golf også passes. Så kort sagt: Jeg ville på ingen måde bruge alt for mange penge på det – eller det var i hvert fald det, jeg startede med at tænke. 

Nu skal det være 

Jagten gik i gang, og der findes rigtigt mange setups – lige fra en simpel stand til rattet til monsterdyre setups, som også kan have motionssystemer monteret. Min umiddelbare tanke havde været noget i entry-level- til mellemklassen, hvor rattet måske monteres på en pind mellem benene, eller et af de simple sæt, hvor man har et relativt billigt sæde, som rat og pedaler monteres på. 

Da jeg allerede havde lavet research, syntes jeg, at det var en god idé at dele mine erfaringer med jer og håbe, at det måske også kan komme jer til gavn. Derfor vil jeg i den kommende del af artiklen gennemgå nogle af de løsninger, som var en del af mine overvejelser. Det er ikke en decideret test, og jeg har heller ikke siddet i alle de sæt, jeg omtaler, men jeg har lavet en del research og set mange videoer om dem. Jeg har valgt produkter fra tre producenter, men der findes naturligvis mange alternativer – både dyrere og billigere. Ingen af de tre producenter har sponsoreret artiklen, men to af dem har den fordel, at deres produkter kan købes i danske butikker og ikke skal sendes fra udlandet. 

 

Entry level 1500-2500 kr 

Et eksempel på et entry-level cockpit kunne være Next Level Racing GT Lite, som har en meget lav pris på omkring 1500 kr. Men efter at have prøvet Moza R5, må jeg indrømme, at Logitech G29, som jeg til tider låner af min søn, ikke længere virker så tiltalende. At montere kraftigere wheelbases på et sæt som GT Lite føltes heller ikke som en god løsning for mig. Hvis du er tilfreds med bare at hygge lidt eller har begrænset plads, er det dog stadig meget bedre end at sidde på en kontorstol ved skrivebordet. Men det var ikke det, jeg havde forestillet mig. 


 

Næste skridt kunne være et sæt som Playseat Evolution. Det føles meget mere som et rigtigt cockpit og er stadig rimeligt overkommeligt prismæssigt. Det står til ca. 2400 kr og vil uden tvivl give en mere autentisk simracing-oplevelse. Men en ulempe er den enkeltstående stang, som rattet er monteret på, hvilket kan give en del flex under kørsel. Pedalerne kan også rykke sig over tid, og du skal måske ofte stramme skruerne. Det største problem er dog, at hvis du senere vil opgradere til et 12 nm wheelbase, vil Playseat Evolution sandsynligvis ikke kunne følge med. 

Medium range 3000-5000 kr 

Det ville være ideelt, hvis næste trin op ad stigen kun kostede 1000 kr ekstra, men desværre findes der få løsninger i det prisleje. Et eksempel kunne være Next Level Racing GT Racer Cockpit til ca. 3400 kr. Det er et skridt op med et rigtigt sæde og en ramme, der er mere stabil end de billigere løsninger. Det vil fungere fint med et Logitech- eller Thrustmaster-rat, men konstruktionen består stadig af relativt tynde rør, hvilket kan resultere i noget flex, især ved kraftige bremsninger eller med et direct drive rat, hvor vibrationer også kan mærkes. 

Hvis du er villig til at betale omkring 1000 kr mere, kan du overveje et sæde som Playseat® Trophy. Det er et solidt valg og kan klare lidt kraftigere direct drive enheder. Kørestillingen er meget formelagtig, og selvom rattet ikke er superjusterbart, er placeringen fornuftig. Du har gode muligheder for forskellige wheelbases, og designet gør det nemt at montere forskellige pedaler. Folk rapporterer, at det ikke giver meget flex, og efter at have prøvet det selv, kan jeg bekræfte, at det føles solidt. Dog er der få justeringsmuligheder, og det kræver værktøj at justere sædet. Sædet er heller ikke det mest komfortable i længden. Den billigste version, jeg har fundet, er Logitech-udgaven til lige under 4100 kr. 

High til Top range 5500 kr og op 

Nu er vi nået til toppen af de færdige sæt, og næste skridt er de modulært opbyggede rigs, som fås i mange prisklasser. Det billigste, jeg har set, starter omkring 3500 kr ekskl. fragt og uden sæde. Med et sæde, som typisk starter ved 2000 kr, lander prisen mindst på 5500 kr. Her begynder cockpittet at kunne klare de største wheelbases og tilbyder masser af udvidelsesmuligheder. For eksempel kan du få Next Level Racing GT Elite Lite til lige omkring 5000 kr i Danmark, plus ca. 2000 kr for et sæde. Det er en højere pris, men du får et stabilt setup med mulighed for fremtidige opgraderinger. Der er stort set intet flex i denne klasse. 

Hvis du vil have noget endnu kraftigere, er der rigs som Track Racer TR160 Mk4, der bruger aluminiumprofiler på 160x40 mm. Det kan håndtere motion rigs og de mest kraftfulde wheelbases. Disse rigs tilbyder også mange flere udvidelsesmuligheder, men her skyder prisen hurtigt op over 10.000 kr. Hvis du går all-in med bucket-sæde, mounts til flere skærme osv., kan du nemt lande på omkring 2000 euro (ca. 15.000 kr). 

Hvad skal du vælge? 

Valget afhænger naturligvis af dit budget og dine behov. Jeg vil klart anbefale en dedikeret løsning, hvor du sidder korrekt foran skærmen, da det giver den bedste oplevelse. Det kræver selvfølgelig, at du har plads til det, hvilket ikke er tilfældet for alle. 

Jeg har ikke prøvet alle de cockpits, jeg nævner her, men jeg har gjort nok research til at have en god idé om, hvad du får for pengene. Hvis du er nybegynder, vil jeg anbefale at starte småt. Find et brugt rat og måske et entry-level cockpit som Playseat Evolution. Det kan findes for omkring 2500 kr og giver en god fornemmelse af, om simracing er noget for dig. Hvis det ikke er tilfældet, kan du sælge sættet videre uden at tabe mange penge. 

Er du mere seriøs og overvejer et direct drive wheelbase, synes jeg faktisk, at Playseat® Trophy er et rigtig godt bud. Det er solidt og giver en kørestilling, som de fleste vil være tilfredse med. De 4100 kr er selvfølgelig mange penge, når man ikke får et rat med, men jeg vil hellere spille med et brugt Logitech G29 og et Playseat end med et dyrere rat på et skrivebord. Den følelse, man får, når man sidder godt, er bare på et helt andet niveau. 

Hvis dit budget tillader det, så gå et skridt opad. Med både Next Level Racing og Track Racer får du en base, som kan opgraderes over tid, og byggekvaliteten gør, at de kan holde i mange år frem. 

Mit valg af rig 

Jeg har prøvet en række rigs på messer, og nogle af dem var gode, andre mindre gode. De fleste af de rigs, jeg har nævnt, har jeg ikke prøvet, men jeg har testet rigs, der ligner dem. Jeg havde en idé om, hvad jeg ville have, og hvor mange penge jeg ville bruge. Men efterhånden som jeg undersøgte markedet, gik det op for mig, at jeg virkelig havde savnet simracing, og jeg vil fremover forsøge at teste så meget simracingudstyr som muligt. Derfor skulle jeg også have et rig, der kan holde til udstyret. 

Jeg endte med at vælge Next Level Racing GT Elite Lite med ERS3-sædet. Det kostede 7100 kr, men til gengæld er det solidt, og jeg kan købe tilbehør og opgradere det over tid. Jeg har haft det installeret på mit kontor i en måneds tid, og jeg er rigtig glad for mit valg. Jeg bruger stadig et Logitech G29, så jeg er ikke tæt på at udnytte det fulde potentiale, men det er robust nok til at jeg kan bruge rammen som støtte, når jeg rejser mig op, uden at noget rykker rundt. 

 




Skal jeg have et andet rat? Ja, helt sikkert. Det er faktisk min søns G29, jeg har "lånt," så han vil gerne have det tilbage. Men jeg er ikke i tvivl: Hellere et solidt cockpit med et billigere rat end et dyrt rat på et skrivebord.