Online spilpusheren og udvikleren VALVE har endt flere ugers spekulation og annonceret, at Steam og flere egenudviklede spil er klar til Mac brugerne fra april.
Steam servicen er intet værd uden spil, og til Mac OS udrulningen i april er Gabe Newell's tropper klar med Left 4 Dead 2, Team Fortress 2, Counter-Strike, Portal og hele Half-Life serien. Det er ikke bare spillene, men Valve's nyeste om end knapt så avancerede Source engine, Source, som er klar til Mac OS brugerne, så der er udsigt til flere spil fra tredjeparts-spiludviklerne.
Mest interessant for eksisterende Steam brugere og essentielt for opstartsfasen af Steam på den ellers yderst lukkede Apple platform er, at den fælles klient deler indhold. Køber man et spil på sin æblemaskine kan den bruges på PC'en og omvendt. Det kræver dog support fra det enkelte spil, og er ikke automatisk indbygget.
For at tage skridtet fra PC til Mac OS har VALVE inkluderet en OpenGL renderer, så spil bygget over Source enginen kan afvikles under Mac OS uden emulering, som vil koste ekstra ydelse foruden kræve tilpasning. Ligeledes krævede det en portning af egne API'er så vel som et farvel til Internet Explorer, som siden Steam startede har været motoren bag fremvisningen af spilklienten.
Det første nye VALVE spil på STEAM, som bliver frigivet både til PC og Mac OS er Portal 2. Præcist hvornår i april Steam bliver tilgængeligt for Mac OS brugerne, melder VALVE desværre intet om.
- Relaterede nyheder: