Der har været buzz omkring NVIDIA's kommende PhysX samt CUDA support i Geforce 8 og 9 grafikkortene, og med den forestående lancering af Geforce 9800 GTX+, bliver det endelig en realitet, og UT3 bliver det første spil, som udnytter grafikkortenes udregningskraft til fysik.
Geforce 9800 GTX/GTX+ så vel som de nye Geforce GTX 260/280 grafikkort får nemlig i forbindelse med lanceringen af det nye GTX+ kort mulighed for, at accelerere fysikken i UT3 til juli, skriver Hot Hardware.
Det sker med ForceWare 177.39 driveren, som forleden blev lækket til Geforce GTX 200 grafikkortene på nettet og bl.a. kan hentes hos Guru3D. For at tappe grafikkortenes hestekræfter kræver det dog også en opdatering til PhysX System driver 8.04.25.
Indtil videre er det kun Geforce GTX 200 kortene, som kan prøve dette med BETA driveren, men til juli kommer Geforce 9800 GTX kortene også med på legen, og derfra vil de andre Geforce 8 og 9 grafikkort gradvist blive tilføjet.
Ideen står og falder med, hvorvidt udviklerne finder det interessant, at bruge grafikkort til fysik accelerering, noget de hidtil har været tøvende overfor. Det bliver ligeledes interessant at se, hvor store forbedringerne er i UT3 så vel som, hvordan forbedringerne kommer både single og multi grafikkort brugerne til gode.