ASUS har allerede fremvist en prototype af en enhed, der indeholder et desktop grafikkort, som sammen med en almindelig notebook kan booste spil ydelsen op på desktop niveau, men det bliver i stedet AMD, som er den første til at bringe det eksterne grafikkort til notebook brugerne.
Til Computex har AMD frigivet ATI XGP, en enhed med integreret grafikkort, som kan kobles til notebooken, og overtage 3D arbejdet fra onboard grafikkortet. De første modeller er udstyret med Radeon HD 3800 grafikkort, så spilydelsen fejler ikke noget.
På denne måde klargøres selv den transportable notebook til spil, så spilydelsen er fornuftig uden man skal købe en stor og tung notebook, som er knapt så smart ved transport. Vil man have det eksterne grafikkort med på farten, skal dette selvsagt medbringes, men det giver mulighed for at mixe imellem en transportabel notebook og en fornuftig løsning til spil derhjemme eller til LAN.
Desværre har AMD ikke benyttet samme tilgang som ASUS, da ATI XGP kommer med en MXM/AXIOM chip ligesom traditionelle notebook løsninger, og ikke et egentlig add-in grafikkort. Enheden kan dermed ikke opgraderes, og ligesom på notebook'en, er brugerne fortsat tvunget til at opgradere hele enheden, hvis man ønsker mere power.
Enheden vil blive solgt igennem AMD's notebook partnere, som så kan lave forskellige modeller i stil med grafikkort producenterne gør med add-in grafikkort. Har man allerede et Radeon HD 3800 grafikkort i sin notebook, skulle ATI XGP kunne forbedre ydelsen yderligere via CrossFire.
AMD har endnu ikke offentliggjort kravene for, hvad enheden kræver af notebook'en for at virke, men skriver, at alle deres nye Puma baserede notebook's er klar til ATI XGP.