Er mand. Og dansk men udenlandske forældre. Havde lidt svært ved at finde en rammende overskrift, men sagen er den at jeg ikke har nogen kæreste og aldrig har haft en. Jeg er 32-33 år så det er en anelse kritisk for at sige det mildt. Jeg har ALTID haft den opfattelse at alle(næsten alle på nær super-multihandicappede og måske folk med 100% brandskader i ansigtet dvs meget svære tilfælde), kan finde nogle der gerne vil være kæreste med én. Jeg ser da også alle mulige par overalt i København hvor jeg bor. Og det virker til at specielt ALLE kvinder kan finde en kæreste, sådan er det bare. Kvinder har det bare lettere end os mænd med at finde kæreste og sexpartnere. Mænd er mere ja villige og åbne på den front og langt fra selektive og kritiske og mange mænd kan ikke vælge og vrage så de må stille sig tilfredse med hvad de kan få. Men sagen er den at jeg aldrig har fundet kærlighed, har aldrig haft andet sex end det jeg har betalt for de sidste par år. Og at der aldrig er nogen der virker interesserede i mig når jeg er byen osv. Hvad ville i gøre hvis i var mig, og i igennem et helt liv har lært at i ikke er ønskede at det andet køn? At i ALDRIG oplever nogen interesse, ingen gør sig lækre, ingen smiler, og der bare ikke sker noget? Jeg tænker måske at finde noget udenlandsk på en eller anden måde, det tror jeg godt kan lykkes. Men har meget svært ved at acceptere i dette land jeg er vokset op i, har boet hele mit liv, og skriver og taler flydende dansk, ikke at kunne finde nogle der ja ønsker mig. Jeg kan bare ikke finde nogen løsning på det. Jeg føler mig magtesløs, og tiden går og går og intet sker. Jeg har ikke noget at arbejde med. Jeg er for at sige det mildt DESPERAT. Skal jeg droppe tanken om nogensinde at finde mig en dansk kæreste? Det har bare været fyldt med afvisninger og frustrationer hele mit liv, og det kan jo ikke blive ved på denne måde. Jeg har aldrig rigtigt fundet ud af hvad der skal til for at nogen elsker mig og holder af mig, og ja det er som om der bare ikke er nogen som jeg også skriver længere oppe. I ved jeg prøver at tabe mig, være positiv, smile til piger, vise interesse osv osv. Alt det "normale" mænd gør. Ja gå i ok tøj, gøre mig attraktiv. Men hvordan skal jeg tro på det når jeg ikke kender til andet end afvisning og lukkethed og ingen der VIRKELIG har interesse for mig? Kan opleve at være steder hvor jeg bare feks skal købe drinks, hvor pigerne så feks går væk som om de skal undgå mig. Uden at jeg har taget kontakt på nogen måde. Desværre er det ALTID af negativ karakter aldrig af positiv. Det vil sige damerne for hovedparten ja de kan ikke lide hvad de ser. Det kan jeg jo ikke rigtigt gøre noget ved. Så er der jo heller ingen der giver mig noget seksuelt nogensinde. Der tyer jeg til købesexmarkedet, men det er jo ikke noget der kan afløse kærestesex på nogen måde. Hvis jeg havde nogle venner at vende og dreje det med havde jeg gjort det, men de venner jeg havde har jeg droppet da de ikke var rigtige dybe venner. Så har desværre heller ikke nogen at hjælpe mig og guide mig, min familie er heller ingen hjælp, og er desværre også enebarn så har ingen søskende at trække på. Det ville hjælpe hvis jeg smed nogle billeder op af mig selv, men vil helst være anonym. Jeg tænker jo at det vil være en idé at finde andre i samme båd, det plejer at være en god idé. Så kan man hjælpe hinanden og finde ligesindede. Men hvor pokker skal jeg finde dem? Kan vel ikke være den eneste der bare er livsdumped.
--

Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.