på opfordring af cookie vil jeg nu oprette min egen lille tråd her.. here goes... Tror lige jeg retter en lille bøn til THE LOVE PANEL, håber at den kan forklares... :) Jeg havde i en alder af 22 somre fundet en pige,,, hun var fantastisk på alle måder, og vi kom hurtigt til at snakke, og igennem disse samtaler fandt jeg ud af meget om hende, hun har været udsat for meget psykisk pres og lign, en træls barndom og sådan... men det er ikke det store problem, hendes tidligere kærester havde alle været svin over for hende... og dem som hun havde mens jeg lærte hende at kende ( 2 stk faktisk ) var også svin,,, jeg holdte på at hun bare var elendig til at finde fyre, hun fandt altid voldsmænd,narkomaner og lign... indtil der var en interesse for mig... Så følte jeg mig som en stor og stærk mand lige pludselig, for jeg vidste jeg kunne hjælpe hende, vil ikke prale med at jeg er god til alle problemer, men er djævlens god til at lytte, og komme med gode holdbare forslag til ændringer... Der gik ca 5 måneder, hvor vi stille og roligt fandt sammen, dog ikke som kærester, men som bedste venner... og også mere vil jeg vurdere det til... Det skal siges at jeg har hele tiden fortalt hvor meget jeg holdte af hende, og hun kan ingen måde være i tvivl om at jeg elskede hende,,, men hun villle ikke binde sig på det tidspunkt, hun sagde at hun ville have styr på sit liv og at jeg skulle være der for at hjælpe hende... hvilket jeg så gjorde... Så kommer vi til tidspunktet hvor hun flyttede ind hos mig... Jeg tog det som et rigtigt godt tegn... nu havde jeg jo hende hos mig hele tiden... og kunne hjælpe hende 24 timer i døgnet... Hendes familie havde taget mig til sig som en svigersøn, og de var overbevist om at vi var kærester... Hvilket vi dog ikke var endnu... Sådan gik det i ydeligere 5 måneder ( 10 måneder i alt havde jeg så kendt hende )... og jeg må indrømme jeg stille og roligt ville til at have et svar... havde gået og støttet hende både med penge og tag over hovedet... Så man var stille og roligt begyndt at være bange for at hun skulle pludselig finde en anden og så skride ud af ens liv, så jalousien spillede lidt ind, men kunne holde den nede... Indtil en aften hun tog afsted en hel weekend, jeg var lidt af et nervevrag, men stadigt stolede jeg på hende... Så jeg brugte tiden på at skrive et langt og godt brev til hende, sørgede for at få det hele med hvordan jeg følte for hende og lign, og sluttede af med et spørgsmål, om vi skulle være kærester eller ikke... Den blev god syntes jeg selv... Da hun kom hjem fik hun det, og hun fik det læst, men det var først senere på aftenen vi kunne komme til at snakke privat om det... Og der blev mit hjerte knust, jeg fik at vide at hun i løbet af weekenden, havde tænkt sig lidt om og snakket med hendes veninde, en pige der er 6 år yngre en hende... og de var blevet enig om at hun ikke havde den samme attitude, og følelser for mig som hun har haft for de andre kærester hun har haft... I al den tid vi havde haft sammen, kunne ens kærlighed afgøres på kun en weekend... men det endte med at hun smuttede ud af mit hus og mit liv på kun en dag... Jeg var og er stadig knust over det, men vi har da fundet kontakten igen, bare ikke på samme måde... Så er det jeg gerne vil vide... Tror i på en second chance her? eller er jeg bare blevet spillet?... kan bare ikke tro hun kunne finde på at spille mig... Det siger hjertet, mens hjernen siger noget andet... ps.. jeg ved det er langt dette indlæg,,, men ville bare lige have det ud :) håber i forstår
--

Regards ArachNo Luk anus Asger, jeg har skabt den udødelige kano!!