Til sidste års CeBIT berettede vi om hvordan, vores egen BOFH, i form af Thomas Eriksen, spillede UT2004 ved hjælp af sine tanker og OCZ's Neural Impulse Actuator. De spøjse gutter i OCZ har siden arbejdet videre med projektet, og har netop annonceret, at produktet er på vej i handlen.
Designet er siden blevet tweaket, og bedømt ud fra billederne, er Neural Impulse Actuator blevet mere brugervenligt, præsentabelt og slidstærkt siden prototypen fra sidste år.
Produktet bliver tilsluttet computeren via et USB2.0 stik, og er ifølge OCZ ikke tiltænkt som erstatning til kombinationen af mus og tastatur, men som en udvidelse af de eksisterende enheder, og vil byde på en helt unik tilføjelse til gaming.
Kender man ikke i forvejen OCZ Neural Impulse Actuator, virker det ved, at enheden reagere på ens hjerneimpulser, som bliver opfanget og identificeret af Neural Impulse Actuator, som derefter benyttes til at skyde, hoppe, gå, løbe osv. i ens favorit spil - og gør det uden at bevæge fingrene, men kun ved tankens kraft.
OCZ Neural Impulse Actuator kræver ikke speciel software understøttelse af de individuelle spil, men kan konfigureres til de enkelte spil af OCZ's egen software. Dette kræver dog en tilpasning til den enkelte person, samt opsætning af de forskellige reaktioner i det enkelte spil.
OCZ nævner desværre ingen pris, men skriver, at produktet vil blive solgt til distributører i forbindelse med CeBIT, og skulle derfor være på vej på hylderne. Sidste år forventede OCZ en pris omkring 300 USD, men meget kan have ændret sig siden da.