Side
« forrige 1 2 3 4 næste »
Gå til:
Logitech G502 Mus og G815 Tastatur
Af Heini Nielsen | 28-11-2021 | 10086 visninger | 1 kommentarer
Test
Logitech G502 Hero:
I og med, at dette er en samlet anmeldelse af to produkter, så vælger jeg – ligesom ved gennemgangen – at dele anmeldelsen op i to dele, og vi starter med musen.
Der er ingen tvivl om, at G502 gør det, den skal. Den ligger udmærket i hånden, og knapperne er, hvor man forventer, at de skal være. Der er en OK respons, men højre- og venstre musetast kan godt være en smule træge at aktivere og trykke i bund. Det er ikke meget, og man vænner sig måske en smule til det, men ikke desto mindre kan det godt være udslagsgivende for den enkelte.
I forhold til de fysiske dimensioner på musen, så vil det i den grad være en smagssag. G502 er nemlig det, man med rette kan kalde for en smal mus, og proportionaliteten mellem bredde og længde kan for flere brugere vise sig ikke at stemme helt overens. Det skal rettelig siges, at denne anmelder til daglig sidder med en Logitech MX Master, der jo er mere hen imod 1:1 mellem bredde og længde. Faktum er bare, at når man har musen på hånden, så har lillefingeren det med at trække hen over musemåtten, hvilket kan være et irritationspunkt.
Når det så er sagt, så er G502 ikke nogen dårlig mus. Denne test er udført på en Corsair MM200 måtte, og sensoren er skarp og præcis. Især tommelfingerknappen, der som standard er valgt til at være en quick setting til høj DPI, har vist sig meget nyttig. Derudover er det en fed, men dog ikke original feature, at man selv kan justere vægten af musen ved hjælp af de medfølgende vægte.
Endelig skal Logitech også have en tommel op for byggekvaliteten. Musen virker utroligt solid, og der er ingen knirkelyde at spore – og en tommel op får Logitech også for at have gjort samtlige knapper programmerbare – endda højre- og venstre musetast!
Logitech G815:
Lad os kigge på G815, der jo som nævnt er et mekanisk tastatur med hele RGB-palletten. Vi har indtil flere default settings, per-key lighting og meget, meget mere, der alt sammen styres via Logitech G HUB-softwaren. Det virker, der er endeløse muligheder for personliggørelse, men om det bærer nogen funktion kan jeg være mere i tvivl om. Men tommel op for, at Logitech har gjort det på en måde, der er lækker og bare virker!
Videre til selve tastaturets funktion, for Logitech G815 er i og for sig et meget lækkert tastatur. Nu nævnte jeg tidligere, at lyden af klik er meget ens de klassiske MX Brown-taster, men i brug virker de en anelse lettere at trykke ned, og aktiveringspunktet ligger også en lillebitte smule længere oppe end MX Brown. Altså ligger oplevelsen af tastefunktionen et sted mellem klassiske membrantaster og MX Brown. Det samme gør sig gældende, når man kigger på tasterne, der har en lav profil, og egentlig godt kunne ligne chiclet keycaps, som vi kender dem fra tastaturer på bærbare PC’er samt visse andre tastaturer.
Udformningen på G815 er, som man gerne vil have, at den skal være. Tasterne er, hvor man forventer, de skal være, men jeg vil alligevel gerne fremhæve, at makrotasterne mod venstre er placeret med lidt afstand til caps lock- og tabulatortasten, og det er en god ting. Så er man nemlig ikke i tvivl om, hvor fingrene er.
En lille notits skal også sættes på udformningen af selve tasterne. De er nemlig let konvekse højre-venstre vendt, men ikke i en grad, der gør, at fingrene forhindres synderligt, når de vandrer fra tast til tast, og det virker til, at Logitech har fundet en god middelvej her. Var de for flade, ville fingrene nemlig også nemt komme til at glide mellem tasterne.
Software – Logitech G HUB
Jeg vil også gerne lige hurtigt vende softwaren Logitech G HUB, da det er her, man foretager ændringer for mus og tastatur i forhold til både form og funktion.
Softwaren er let at finde rundt i, og den virker gennemarbejdet. Skift mellem profiler, lys med mere sker med det samme, og den er i det hele taget et skoleeksempel på, hvordan sådan noget skal strikkes sammen.