Side
1 2 3 4 5 næste »
Gå til:
SpeedLink Kudos Z-9
Af Kaare H | 24-07-2017 | 49728 visninger | 1 kommentarer
IntroduktionJeg kiggede for ikke så længe siden på Parthica tastaturet fra SpeedLink, og det overraskede mig meget positivt, i forhold til hvad jeg havde forventet af et mærke som SpeedLink, som netop ikke just er kendt for at levere high-end gear. Tastaturet var super behageligt at bruge, både hvad angik selve tasterne, men også komforten af det, med den store håndledsstøtte og den let gummierede overflade, så det havde en meget blød overflade.
Samtidig med at jeg testede tastaturet kastede jeg mig også en af deres mus, og jeg valgte at lægge ud med den første og bedste jeg trak op af kassen jeg har modtaget fra SpeedLink, og ja, jeg har modtaget mange produkter fra dem. Det var så topmodellen af deres gaming mus kaldet Kudos Z-9 som jeg fik fat i, og jeg var ærligt talt, ligesom med tastaturet, meget nervøs for hvordan den ville være at bruge, for dens design er en lille smule mere kantet end jeg ellers har været vant til det sidste lange stykke tid, hvor jeg har benyttet mig af en SteelSeries Rival 500, som har en rigtig lækker ergonomi.
Med denne korte introduktion, så er der ikke så meget andet at gøre, end at springe direkte ud i reviewet, og så vil jeg prøve som altid at komme rundt om alle aspekter af det produkt jeg sidder med, så i som læsere forhåbentlig kan danne jer et indtryk af, hvad det er for et produkt jeg har med at gøre.
Specifikationer
For at kaste os direkte ud i det, så kommer der her de specifikationer som SpeedLink har valgt at offentliggøre, og det vil sige at nedenstående er kopieret direkte fra deres hjemmeside.
- Professionel gaming-mus
- Individuel programmerbar
- Perfekt ergonomi
- Ni programmerbare knapper, nøjagtig rastereret 4-vejs-musehjul plus dpi- og profil-kontakt
- Ekstrem præcis lasersensor med indstillelig nøjagtighed fra 50 til 8.200dpi
- Nem og enkel konfigurationssoftware og internt lager til profiler og makroer
- Zero-Response-Time-tasterne giver forsinkelsesfri overførsel
- 64 indstillelige farver til profil-indikator-listen
- Musehjul med rød belysning
- Musehjul med 4-vejs-modus
- Ergonomisk formet tommelfingerstøtte til højrehåndede
- Bøjeligt, coatet USB-kabel med en længde på 1,8m
Som det fremgår af specifikationerne, så er der altså tale om en lasermus med en følsomhed på op til 8.200dpi, og med 9 programmerbare knapper, så der skulle være rig mulighed for at tilpasse musen til ens eget behov. Ligesom med Parthica tastaturet, så er der også fem profiler at vælge imellem på Kudos Z-9, og det giver altså mulighed for at få lavet spil-specifikke profiler til musen.