Headsettet i brug

Som jeg tidligere skrev, så har jeg brugt headsettet stort set hver dag den sidste måneds tid, og det betyder også at jeg har haft rig mulighed for at gennemlytte den spilleliste jeg normalt bruger til at teste headsets og højttalere med. Til hverdag har jeg brugt headsettet trådløst sammen med min iPhone, men jeg har også brugt det trådløst sammen med min computer.

Klassisk

Jeg lægger ud med den klassiske musik, og her er det som altid ”Morning from Peer Gynt” af Edward Grieg jeg starter med at afspille, da dette er et nummer som dækker et utroligt bredt spektrum af lyde, lige fra de dybe toner fra paukerne og gulv-strygerne til de helt lyse toner fra violiner og klokkespil. Sennheiser selv markedsfører Urbanite XL som et headset der har masser af bas, og at man ”tager klubben med sig” når man bruger det, og ja, headsettet KAN levere en yderst dyb bas, men kun hvis man virkelig beder om den. Hvis ikke det ligger til nummeret, så er lyden overraskende neutral. Næste nummer er endnu et Grieg nummer, nemlig ”In the Halls of the Mountain King”, et nummer der starter med en dejlig dyb rundgang på cello/bas samt blæsere, og igen viser headsettet, at det KAN levere bas, men kun hvis man virkelig efterspørger det. Ellers er lyden endnu en gang kontrolleret og præcis, bassen er til stede uden at være dominerende, og man kan tydeligt skelne de lyse instrumenter fra hinanden. Næste nummer er Apocalypticas version af ”In the halls of the Mountain King” og her er lyden endnu en gang overraskende præcis. Nummeret er jo dybt præget af metal, og dermed heftig brug af distortion og generelt dybe toner, og Urbanite XL leverer absolut varen. Bassen er dejlig dyb og kontant med masser af punch og overskud, men samtidig kan man tydeligt høre de skrigende violiner, der nærmeste lyder som om de bliver pint og plaget for at ramme de høje toner. Imponerende nok, så lyder Urbanite XL’s gengivelse af nummeret som noget jeg ville forvente af et stereo-anlæg.

Jazz

Næste kategori er jazz, og som altid starter jeg med at lytte til Frank Sinatras ”Fly me to the Moon” og Urbanite XL gengiver lyden så præcist, at jeg helt tydeligt kan høre hvordan trommeslagerens whiskers rammer trommeskindende, kan høre en der står i baggrunden og knipser, og anslagene på bassens strenge. Nummeret bliver helt generelt gengivet med den samme præcision og klarhed som jeg allerede har oplevet med den klassiske musik, men igen også som noget som jeg ville forvente at høre på mit normale anlæg inde i stuen, og ikke fra et headset. Det samme gør sig gældende for ”Love and Marriage” også med Frank Sinatra, samt ”Cheek to Cheek” med Fred Astaire. Bassen er kontant og tilstedeværende, men langt fra dominerende, vokaler står meget tydeligt frem og de høje lyde er tydelige uden af være skingre på nogen måde.

Rock

Næste genre er rock, og det som ligger tættest på hvad jeg hører til hverdag. Første nummer på listen er en live og akustisk udgave af ”Hotel California” med The Eagles fra deres Hell Freezes Over tour anno 1994. Stortrommen der bruges meget kort inde i nummeret bliver leveret med så overbevisende et punch, samtidig med at man stadig har de fine detaljer med fra både kantslagene, maracas og de akustiske guitarer med, og ingen af delene lyder på noget tidspunkt dominerende eller underspillet.
Næste nummer er Metallicas ”Nothing Else Matters” i en live-udgave sammen med San Fransisco Symphony, og ligesom med The Eagles, jazzen og den klassiske musik, så fremstår Hetfields vokal klart og tydeligt, Lars Ulrichs trommer har masser af power, det sammen har Newstead’s bass, mens Hetfields og Hammets guitarer også fremstår klart og tydeligt. Kombineret med symfoniorkesteret, jamen så er det bare at lukke øjnene, og så er det næsten som om man er med til koncerten.

Elektronisk

Sidste genre jeg vil kaste mig over er den elektroniske, og her er der som bekendt tit masser af bas samt skingre diskantlyde at komme efter. Jeg starter med at lytte til Punkbusters ”What?” i et club mix og her er der stort set fra start af fuld smæk på bassen, og Urbanite XL formår endnu en gang at levere, uden at det bliver overdrevet eller virker mudret. De små lyde som Punkbuster har lagt ind, bl.a. små whistles, høres ganske tydeligt uden igen at være skingert eller malplaceret. Næste, og sidste, nummer er Roberto Molinaros ”Superman” i en extended concept udgave. Også her får jeg bas for alle pengene, igen uden at den er dominerende, og det lykkedes stadig Urbanite XL at gengive selv de mindste detaljer i musikken ganske præcist, og igen må jeg tage hatten af, her er en detaljegrad som jeg kun havde forventet af et Hi-fi anlæg.

Side « forrige 1 2 3 4 næste »