Side
« forrige 1 2 3 4
Gå til:
Corsair H105
Af Kaare H | 15-05-2014 | 39176 visninger | 1 kommentarer
Testresultater
Det er på tide at kigge på testresultaterne af mine benchmarks med OCCT og RealTemp.
Det er ikke fordi forskellen er voldsomt stor, men der dog alligevel en tydelig forskel på de to kølere. Idle-temperaturerne er næsten identiske, dog med en marginal fordel til Noctua NH-U14S som holder vores nye Haswell CPU helt nede på rumtemperatur. Dette er meget imponerende, uanset køler, og det viser samtidig at med denne fjerde generation af Core processorer fra Intel, så er deres varmeafledning og dermed strømforbrug kraftigt reduceret i idle-tilstand. Corsairs H105 køler har en laveste temperatur bare en enkelt grad over rumtemperaturen. Men hvis vand er en bedre varmeleder end luft, hvilket jo netop er grunden til at man vil vælge vandkøling, hvorfor er Noctua kølerens idle-temperatur så laver end H105? Nu har hverken jeg selv eller HardwareOnline et isoleret miljø, hvor vi har fuld kontrol over temperatur, fugtighed, luftstrømning eller andet, og derfor vil der helt naturligt være nogle variationer i vores måleresultater, selvom vi bestræber os på at lave alt så ens som muligt, for at have gode sammenligningsgrundlag. Den anden faktor kan være den anvendte kølepasta. Noctua NH-U14S er monteret med Noctua NH-1 kølepastaen, som den netop også bliver leveret sammen med. På samme måde er Corsair H105 blevet monteret som den bliver leveret, altså med den af Corsair i forvejen benyttede kølepasta. Hvorfor har jeg så ikke brugt samme kølepasta? Fordi det giver ikke et retvisende billede af, hvordan køleren præsterer som leveret fra producenten, sammenlignet med hvordan den ellers kan præstere, vælger man at bruge en tredjeparts kølepasta.
Kigger vi nærmere på temperaturerne under full load, viser H105 sig hurtigt at være bedre i stand til at aflede varmen hurtigere og mere effektivt. Gennemsnitligt lå vores let overclockede 4770K på 56° C hvilket er ganske fornuftigt. Det giver en temperaturvariation på 31° C. Samme test med luftkøleren gav mig en gennemsnitlig temperatur på 62° C, altså en variation på 38° C mellem idle og full load, og 6° C varmere end ved Corsair H105. Den nye Corsair køler yder som forventet, og den er stadig bedre end en af de bedre luftkølere, uanset valget af kølepasta. Jeg forventer selv, at ved skift af kølepasta fra den standardmonterede til eks. Arctic Silver 5 eller NT-H1 fra Noctua, så vil det være muligt at opnå lavere temperaturer, og hvis man samtidig vælger at sætte nogle andre blæsere på radiatoren, eller ligefrem sætte den op til at køre i en push-pull konfiguration, burde der være lidt mere at hente på særligt full load temperaturerne, da det ikke vil være muligt at komme under den omgivende temperatur.
Konklusion
Corsair H105 gør arbejdet rigtig godt med at holde CPU’en kold, og det er fremgået tydeligt under testen, at blæserne ikke har været tvunget til at rotere ved høje hastigheder, med deraf meget larm til følge, for at holde temperaturen på vores i7-4770K CPU nede, og det viser at H105 har masser af overskud og dermed potentiale til også at holde meget overclockede samt over-voltede CPU’er kølige. Hvis man vil have den absolut bedste ydelse, så vil jeg anbefale en bedre kølepasta, blæsere der er optimeret til at sidde på en vandkølingsradiator samt at købe ekstra skruer fra Corsair, således at man kan lave en push-pull opsætning.
Monteringen er stadig meget nem at have med at gøre, da bagpladen nemt lægges an mod bagsiden af bundkortet, og der skrues fire gevindstag i pladen. Ligesom jeg har oplevet tidligere med Corsairs bagplader, så sidder den løst når kun de fire stag er skruet fast i pladen. Dette er altså ikke en fejl, da pladen er lavet således at den fjedrer en smule og dermed bliver spændt til, når man monterer kølehovedet. Kølehovedet sættes ned over de fire stag og spændes fast med nogle store fingermøtrikker, hvor er der lavet kærv i, så det er muligt at spænde dem ekstra til med en stjerneskruetrækker.
Som noget nyt er Corsair gået væk fra en integreret blæserstyring i pumpen, og personligt er det noget jeg syntes er en god ting, da det betyder at man enten kan koble de to 120 mm blæsere direkte til bundkortet vha. af PWM-splitteren der er med og dermed lade bundkortet styre hastigheden efter behov, eller man kan sætte dem til en fancontroller og selv styre hastigheden og dermed støjen fra de to blæsere. Ved fuld hastighed tager blæserne omkring 2600 rpm, og støjniveauet følger naturligvis med ved de hastigheder, og de to blæsere larmer alligevel så meget, så det ikke er behageligt at sidde i rummet med dem, i hvert fald ikke hvis man ikke bruger et headset. Dette skyldes delvist det høje støjniveau, men også selve den lyd som blæserne kommer med ved de høje omdrejninger, den er yderst irriterende, i hvert fald for mine ører. Anbefalingen fra min side vil umiddelbart være at lade ens bundkort styre hastigheden på det to blæsere ud fra temperaturen på CPU.
Alt i alt er Corsair H105 et rigtig godt valg af køler, hvis man gerne vil have et lukket vandkølingskit der tilbyder bedre køleevne end de andre. Den tykkere radiator er absolut med til at sikre dette. Det lader til at Corsair har fået styr på deres støjende pumper, for der var intet af den slags i vores review-sample i hvert fald, og så længe man holder de to medfølgende blæsere nede i omdrejninger, så er køleren så godt som lydløs.
Prismæssigt befinder H105 sig i samme område som de største modeller af luftkølere fra Noctua og0 ThermalRight, og den koster i skrivende stund knap 800,- hvilket i mine øjne er en ganske fornuftig pris, kølerens ydelse taget i betragtning.
Se den bedste pris på Corsair Hydro H105 hos Edbpriser.dk
Fordele
- Tykkere radiator giver større køleevne
- Meget stille pumpe
- Let at montere
- God ydelse uanset belastning
Ulemper
- Blæserne larmer meget ved fulde omdrejninger
- Slangerne er som altid en lille smule korte i forhold til monteringsmuligheder
Der er stadig ikke skruer med til at man kan lave et push-pull setup. Disse skal købes hjem specielt fra Corsair.