Jeg har haft Z2 stående i et stykke tid, så jeg har haft rig mulighed til at teste den af med forskellige musiknumre, og jeg har de sidste mange gange jeg har testet lyd-produkter lavet en spilleliste på Spotify, udelukkende til det formål at bruge den til lydtests for HardwareOnline, hvor jeg kommer lidt rundt i den musikalske verden.

Klassisk

Jeg lægger blødt ud med ”Morning from Peer Gynt” af Edward Grieg, et dejligt stille nummer, hvor fløjterne blidt indleder nummeret, inden resten af blæserne og strygerne kommer med på nummeret. Højttaleren formår, trods sin ringe størrelse, at levere et bredt lydbillede med ”højt til loftet” forstået på den måde, at der kommer masser af dynamik i musikken. Lige så snart strygerne kommer med ind i nummeret, så kommer der også en del afbræk ned i dybere toner, og selv her følger den lille Z2 ganske imponerende med. Der er en god bund i lyden, men dog ikke på den samme måde som hvis et sæt langt større højttalere spillede, men alligevel nok bund, til at man ikke føler der mangler noget af nummeret.

Jeg går videre med endnu et Grieg nummer, nemlig ”In the hall of the Mountain King”, og dette starter som bekendt med en række dybe strygere, pauker og enkelt blæsere, og allerede her får man igen en god fornemmelse af, at selv bunden er med, men igen uden at den sætter sig i mellemgulvet som ved større højttalere. De lysere toner kommer også meget flot igennem, og igen får man en klar fornemmelse af et bredt lydbillede med højt til loftet, noget der igen imponerer mig, når man tager højttalerens størrelse og bestykning i betragtning.

For sjovs skyld har jeg valgt også at høre Apocalypticas udgave af ”In the hall of the Mountain King”, da nummeret er mere dystert end Griegs, og rent lydmæssigt langt mere udfordrende, da Apocalyptica leger meget med forvrængning af deres celloer, de spiller meget mere aggressivt og de bruger også lidt andre instrumenter end hvad man lige vil forbinde med klassisk musik. Ligesom med de to foregående numre, så formår Z2 igen at levere tilpas med bund, til at man ikke føler at den mangler.

Jazz

Fra den klassiske musik bevæger vi os over i Jazzens verden, og her lægger jeg ud med Frank Sinatras ”Fly me to the Moon” og den meget stille start med whiskers på lilletrommen og de lette slag på bassens strenge går meget rent igennem. Franks stemme går meget rent igennem, men jeg mistænker lidt højttalerens DSP her hjælper den på vej, da den går klarere igennem på Z2, end den gør på mit store anlæg i stuen. Dette gør mig ikke noget, men jeg havde ikke regnet med at det var muligt at gøre meget mere ved, hvordan nummeret nu engang lyder. Det er trods alt et digitalt, streamet musiknummer.

Næste nummer i rækken er også med Frank Sinatra, denne gang med nummeret ”Love and marriage” som jo også var titelnummeret til Tv-serien ”Vores Værste År”. Igen er lyden meget klar og højttaleren virker nærmest overskudsagtig.

Sidste nummer i jazz-kategorien er Louis Armstrongs ”What a Wonderful World”, og dette nummer har jeg valgt ud til brug i tests, da Armstrongs stemme er meget dyb, og den kan derfor være problematisk at gengive på en troværdig måde. Samtidig har jeg valgt en udgave af nummeret hvor der også er klassisk LP-støj på, altså en smule knas og hvid støj, udelukkende for at prøve hvordan dette bliver gengivet, samtidig med det egentlige lyttemateriale, og Z2 klarer sig endnu en gang til topkarakterer. Selve musikken og Armstrongs stemme bliver gengivet utrolig nøjagtigt, og lydgengivelsen af støjen fra LP’en er så livagtigt, at min kæreste på et tidspunkt kommer ind og spørger mig om vi har fået en LP.

Rock

Jeg rykker videre i den musikalske verden, og skal nu lytte til noget rockmusik. Første nummer på min spilleliste er en akustisk, live-version af ”Hotel California” med The Eagles. Lige netop dette nummers intro indeholder en god mængde anslag på en stortromme, og på mit normale stereoanlæg er tonerne fra stortrommen så dybe, at de kan få mine glas og tallerkener til at klirre med og man tydeligt kan mærke anslagene i mellemgulvet når man skruer op for anlægget. Dette er dog ikke tilfældet med Z2, da de to 3,5” enheder den er bestykket med fysisk ikke kan lave så stor en trykpåvirkning, men der er igen så meget bund i lyden, at den ikke bliver tam.

Næste nummer er intet andet end ”Nothing Else Matters” med Metallica, Michael Kamen og The San Fransisco Symphony Orchestra, altså igen et live-nummer. Lydbilledet er igen så tilpas stort, at det lyder som om det er en meget større højttaler der spiller. James Hetfields lidt raspede stemme gengives utrolig klart, og mens symfoniorkesteret både dybde og højde på nummeret, så får jeg alligevel lidt af en wauv-oplevelse af hvordan Lars Ulrichs trommer lyder, da de gengives meget livagtigt og den anden wauv-oplevelse kommer under Hetfields guitarsolo næsten sidst i nummeret, hvor den forvrængede guitarer virkelig presser højttalerens enheder alt i mens symfoniorkesteret stadig lægger den lidt dybere bund, men Z2 klarer også dette ganske godt.

Elektronisk

Det er nu her at jeg endnu en gang skifter genre, og turen er nu kommet til den elektroniske musik. Først nummer på listen er Jean Michel Jarre med nummeret ”Second rendez-vous” fra albummet ”Images”. Jarre har om nogen forstået at gøre meget med den elektroniske musik, og dette nummer er ingen undtagelse. Der er nogle meget høje lyde som tit skal gengives samtidig med de langt dybere toner fra det elektroniske orgel, og ligesom med de forgående numre, så følger Z2 rigtig med, men denne gang føler jeg at der faktisk mangler lidt bund i lyden. Nogle af de helt dybe toner er ikke lige så skarpt gengivet som på større højttalere, men igen, Z2 har kun to stk. 3,5” fuldtoner at gøre godt med. Det er dog en noget anden fornemmelse jeg får når laserorgelet kommer i brug… Her er lyden rigtig sprød og lækker, men der ligger vi også oppe i det lidt højere frekvensområde, og der har Z2 sin helt klare force.

Næste nummer i rækken er Punk Buster med ”What?”, et typisk hardstyle nummer med masser af inverteret bas, og lige netop dette nummer arbejder meget i de lave frekvenser. Der går ikke længe før det står klart for mig, at jeg endelig har fundet Z2’erens helt klare svaghed. Det meget dybe basspor fra Punkbuster kan slet ikke gengives ordentligt, der mangler virkelig det sidste ”omphf!” for at nummeret lyder som det er tiltænkt.

Det sidste nummer jeg vil prøve at lytte til er Roberto Molinaro’s ”Superman” og jeg valgte simpelthen at stoppe nummeret efter kort tid, da de næsten var voldtægt at Z2’eren at fortsætte med at spille lige netop dette nummer på den. Det er igen et hardstylenummer der benytter sig meget af inverteret bass, og dette er simpelthen for meget for den lille højttaler.

Side « forrige 1 2 3 4 5 næste »