Under samtlige lydtests har min iPhone været tilsluttet dock-connectoren, da dette giver den absolut bedste lydkvalitet. Jeg har testet samtlige numre med Bluetooth-tilslutning også, og det er ikke fordi lydkvaliteten er direkte dårlig, men der er en smule forvrængning af lyden, akkurat som Hifi-Klubben også skriver på deres produktblad for docken, at der kan være. Alle EQ-indstillinger og andre lydindstillinger har enten været slået fra eller været neutrale, for at gengive lyden, som den er indspillet og ufarvet.

Klassisk musik

Jeg vil lægge ud med den klassiske musik, og her har jeg lyttet til Griegs Morning fra ’Peer Gynt’. Allerede fra første strofe imponerer Viso 1. Den har masser af bund og fylde i lyden. Både fløjten og klarinetten i starten af nummeret fremtræder meget klart og tydeligt, og når man kommer lidt længere ind i nummeret, og de dybe strygere kommer på, levere Viso 1 altså også lyden ganske imponerende her med rigtig god bund i de dybe toner.

Jeg gik videre med at lytte til Griegs ”Hall of the Mountain King” fremført af Berliner Philharmoniker, da dette nummer primært er båret frem af de dybe toner, og igen leverer Viso 1 lyd, der langt overgår mine forventninger til en iPod dock, og leverer i stedet lyd, som jeg ville have forventet af et mellemstørrelse anlæg. For sjov skyld prøvede jeg at spille samme nummer, men fremført af Apocalyptica i stedet for, da de formår at blande celloer med trommer, el-guitarer og distortion-effekter. Jeg kan varmt anbefale at høre begge versioner, men lige netop Apocalypticas er gennemsyret af en dyb og meget tung bas, som jeg efterhånden har oplevet, at visse højttalere eller anlæg ikke kan gengive tilfredsstillende, men Viso 1 viser endnu en gang, at den kan bære sit NAD-logo med en vis stolthed, og at den ikke bare lever på navnet, men rent faktisk kan yde, som man forventer af NAD.

Jazz

Jeg bevæger mig væk fra den klassiske musik og over til jazz-musikken. Det betyder, at der skal spilles noget Frank Sinatra, og jeg har valgt klassikeren ”Love and Marriage”, da det har en tilpas blanding af de lidt dybere toner, de lidt højere toner samt et meget klart område med stemme, da Frank Sinatras stemme ligger lige i det optimale frekvensområde for stemmer, og det er også i dette område, at nogle højttalere falder, da de slet ikke kan gengive stemmer ordentligt. Igen bliver lyden gengivet på niveau som med mit store anlæg, jeg har stående i stuen, og jeg kan ikke være andet end imponeret af lyden, som Viso 1 kan levere.

Som andet nummer i denne genre, valgte jeg Fred Astaires ”Cheek to Cheek” fra albummet ”200 Jazz Standards”, og igen kommer vokalen klart og tydeligt igennem. Nummeret lyder som om, det er indspillet direkte fra en LP, og det slører lyden en smule, men det er ikke på nogen måde svært at skelne mellem lydene, og docken lyder overraskende meget, som er det en gammel LP, der står og spiller og ikke en iPhone.

Rock

Jeg har valgt at lytte til en live og akustisk version af The Eagles ”Hotel California”, da jeg synes, det er et fantastisk nummer, som både rammer de rigtig dybe toner hver gang stortrommen slås an i introen, men også rammer de højere toner med guitarerne og ellers er det meste af nummeret meget domineret af mellemtonerne. Nummeret lyder endnu en gang, som hvis jeg spiller det på mit store anlæg i stuen, og det var mens jeg spillede dette nummer, at min kone kommer ind, kigger på det store anlæg, ser det er slukket og kigger så spørgende på mig, da hun så siger, at hun er overbevist om, at jeg har hele tiden har hørt musik på det store anlæg inde i stuen.

Jeg har også valgt at høre Metallicas ”Nothing Else Matters” sammen med San Fransisco Symphoni, og blandingen af det klassiske orkester og Metallicas tunge rock er noget nær en perfekt blanding i mine ører, og igen leverer Viso 1 et fantastisk lydbillede med masser af dynamik og fylde i lyden, og den lyder som om, det er et langt større anlæg som spiller. I slutningen af nummeret, hvor man kan høre publikum, er det lige før det lyder som om, man er der selv, da højttaleren virkelig formår at sprede lyden godt foran sig.

Elektronisk

I denne genre har jeg valgt at høre Jean-Michel Jarres ”Second Rendez-Vous pt. 1” og i den lidt ”tungere” ende af skalaen har jeg lyttet til en gang Punk Buster med nummeret ”What?”. Jarres musik er meget lys og kører meget på mellemtonerne og diskanten, mens Punkbuster nummeret har meget mere dyb bas med i nummeret. Igen formår højttaleren at levere en fantastisk lyd, og bassen på særligt nummeret ”Superman” er yderst overbevisende, og igen kan man godt fornemme, at den indbyggede subwoofer virkelig gør underværker for lyden.

Side « forrige 1 2 3 4 næste »