Sættet gør sig bemærket med det samme det kommer ud af æsken i kraft af sit aggressive, og alt andet end diskrete design, og at selve anlægget er overraskende småt set forfra, men subwooferen er til gengæld en relativ dyb set i forhold til hvad man normalt ser. Det kan være et problem i forbindelse med opsætning, da indstillingerne for volumen, diskant og bas sidder på siden af subwooferen, hvilket forhindrer at den kan stilles under skrivebordet. På skrivebordet fylder den nemlig godt op i kraft af sin dybde på hele 30 cm, hvortil der skal lægges 4-5 cm til kablerne, der stikker vandret ud fra bagenden af subwooferen.

Samlekvaliteten er ikke imponerende for klassen i kraft af frontgitre af plastic med kanter der giver sig ganske let, og desuden nærmere retter fokus mod enhederne, end beskytter dem mod skader udefra: Dette sæt skal afgjort ikke stå for langt fremme når der holdes fest!

Musik:

Her ses subwooferen fra højre side. bemærk placeringen af kontrollerne.

Xplosion viser sig ikke fra sin bedste side med akustisk musik, og Frank Sinatras stemme i ”Fly Me To The Moon” lyder meget kedelig og uengageret set i forhold til Divoom 2.2 som er i samme prisklasse (3-500.-). Trompeterne i sangen lyder let skingre, og mellemtonen mangler meget. Til gengæld er bassen temmelig præcis, og hvert eneste anslag på gulvbassen i nummeret går klart igennem i modsætning til Divoom 2.2 hvor den knapt kan høres. Det samme billede viser sig med klassisk rock, og lignende genrer med fokus på akustiske instrumenter, ligesom at elguitaren i Dire Straits’ ”Brothers In Arms” ikke lyder overbevisende sammenlignet med Divoom.

Herefter kommer vi til noget tungere musik, først i den elektroniske genre i form af Morten Breums ”Moist” hvor X-plosion lyder noget bedre, med sin lidt dominerende bas, dog er diskanten lidt dåseagtig og mangler de øverste toner, og mellemtonen er fortsat bagefter. Til denne type musik er de alligevel et bedre alternativ da bassen har stor fokus. I ”Moan (Vocal Version w. Ane Trolle)” med Trentemøller træder X-Plosion for alvor i karakter, og selvom bassen skal skrues meget ned for at passe til resten af lyden så lyder det ganske udmærket med Anes let forvrængede stemme og den konstante tunge baggrundsrytme. Vi taler ikke ligefrem om en åbenbaring, men der er ingen tvivl om at sangen lyder bedre hér end på Divoom!

Når vi kommer til Heavy som f.eks. ”For Whom The Bell Tolls” med Metallica så overtager Divoom igen føringen med mere præcise stemmer, og langt bedre gengivelse af elguitarer der får høvl, den mangler den dybe ende af lyden fra trommerne, men i forhold til den mængde detaljer man mister i X-plosion er det en god byttehandel! El-guitaren er næsten ikke hørbar på X-plosion, og stemmer og hajhatte lyder meget spinkle, hvilket passer meget dårligt til stilen i sangen. Når vi kommer til tung hip-hop viser X-plosion sig fra sin hidtil bedste side med en solid bas, der dog mister præcisionen meget hurtigt når volumen kommer opad.

Diskant/bas-kontrollerne skal desværre også indstilles løbende for at holde det samme lydbillede når man ændrer på volumen, hvor at alle andre computerhøjttalere jeg har leget med indtil videre, har været i stand til at holde omtrent samme lydbillede så længe volumen var oppe på over punktet hvor enhederne spiller ordentligt (f.eks. kan man ikke forvente at en ”stor” basenhed kan styres ved meget lav volumen, da det meste af effekten vil gå tabt med at få enheden til overhovedet at bevæge sig.).

Side 1 2 3 næste »