NVIDIA har i alliancen med VIA gjort det klart, at de ser Intel som primære trussel for den uafhængige grafikkort producent, og ifølge en ny test ser VIA's kommende C7 processor opdatering ved navn Isaiah lovende ud, og formår at slå Intel's Atom platform - tidligere kendt som Silverthorne.
En tysk side ved navn Eee PC News skulle angiveligt have testet VIA's kommende Isaiah processor samt Intel's Atom, og ved samme frekvens på 1.6 GHz har VIA processoren et ALU (Arithmetic Logic Unit) ydelsesforspring på ca. 40%. I rå floating point ydelse er ydelsen derimod stort set ens, men med en marginal sejr til VIA processoren.
En Celeron-M ved samme frekvens slår dog begge i floating point ydelsen, men for de to strømvenlige platforme, som begge er rettet imod UMPC og andre mobile enheder med internetadgang, er integer ydelsen vigtigere for størstedelen af opgaverne, hvor VIA altså ser overraskende stærk ud.
Historien melder dog intet om strømforbruget, og overser en af de mere interessante aspekter af Intel's Atom, da den i bedste SMP stil har indbygget HT, som vi også så i Pentium 4. Det bevirker, at processoren kan jonglere med to tråde ad gangen, hvilket kan betyde en hurtigere respons tid.