Side
1 2 3 4 5 6 7 næste »
Gå til:
NZXT Kraken X41
Af Kaare H | 01-07-2015 | 51479 visninger | 0 kommentarer
IntroduktionDagene hvor vandkøling virkelig var for de ekstreme overclockere, de dygtigste casemoddere eller bare generelt dem som virkelig gik meget op i deres computer er for længst ovre. De første frø blev sået af danske Asetek helt tilbage i 2003, da de med WaterChill kittet sørgede for at gøre det nemmere for folk at komme i gang med vandkøling. Der var tale om et kit, hvor man fik en pumpe/reservoir kombi, fittings, slange og et eller flere kølehoveder, samt en yderst grundig manual. Dette gjorde det muligt for den brede masse, at komme ind i hvordan vandkøling fungerede, samt måske endda give dem mod på at prøve sig frem med noget mere ekstremt senere hen.
Der var dog stadig tale om en niche, da man stadig havde med et åbent anlæg at gøre, og der var meget arbejde som brugerne selv skulle lave i form af at tilpasse slangelængder, trække slanger og finde plads til alt og derfor forblev det stadig for kompliceret og som en for omfattende opgave at installere for den almindelige bruger. Vi skruer tiden frem til 2009 og Corsairs introduktion af deres Hydro H50, en af de første ”closed-loop” vandkølere til den brede masse, men allerede i 2006 begyndte Asetek at producere closed-loop kølere. Disse blev især solgt til Dell og Alienware og brugt som køleløsning i nogle af deres større modeller. Det kommer derfor heller ikke som den store overraskelse, at Hydro H50 derfor også var produceret af Asetek, men solgt under Corsair-brandet for at sikre salg til private.
Der er løbet meget vand under broen siden da, vi skriver nu 2015 og flere forskellige kølerproducenter er kommet med deres bud på closed-loop vandkøling, og denne gang kigger vi altså nærmere på en fra NZXT.
Kassen og dens indhold
Kassen som Kraken X41 ankommer i, er holdt i hhv. sort og hvid, og viser på forsiden et ganske stort billede af selve X41 køleren, samt en af de farvemuligheder der er i logoet på pumpen. Det fremhæves endda på forsiden af kassen, at der er 6 års garanti på køleren.
Bagsiden opstiller nogle af kølerens specifikationer samt hvilke funktioner man får ved brug af CAM softwaren.
På den ene side af kassen står hvilke CPU-sokler køleren passer på, samtidig med at radiatorens tykkelse fremhæves sammen med en graf, som viser hvordan X41 placerer sig, performancemæssigt, sammenlignet med andre vandkølere med 1” og 2” tykke radiatorer. På den anden side er kølerens tekniske specifikationer listet.
I kassen finder jeg naturligvis den samlede køler, en bagplade til brug med Intel-baserede bundkort, en retention bøjle til AMD-baserede bundkort, en af NZXTs egne 140 mm blæsere samt en installationsmanual.
Side
1 2 3 4 5 6 7 næste »