Den har været længe undervejs, men nu er OCZ endelig klar til at slippe tøjlerne løs for deres SSD topmodel OCZ Summit med en ny controller og hele 128MB buffer mod 64MB i deres hidtidige hastighedskonge Vertex.
Det er OCZ's hidtil hurtigste model, og entusiast firmaet nærmer sig dermed ydelsen for Intel alt dominerende SSD harddiske. 60GB modellen kan læse op til 230MB/sec og skrive op til 135MB/sec i burst, imod Vertex' 220MB/sec læsehastighed og 125MB/sec skrivehastighed. De siger dog reelt intet om ydelsen, og langt vigtigere er det, at den kontinuerligt kan skrive med op til 120MB/sec, hvor Vertex kan skrive med op til 80MB/sec. Den endelige test skal dog stå i tilfældige læse/skriv cyklusser, hvor vi endnu ikke har en standard at opgive ydelsesparametre.
Den vigtigste del er dog hverken den massive 128MB buffer eller de benyttede MLC chips, men derimod controlleren, hvor OCZ benytter Samsung's nye model. Den er også at finde i Corsair og Samsung's nye modeller, som de seneste uger har sat Vertex under pres og reduceret Intel's forspring i flere amerikanske tests.
OCZ Summit kommer ligesom Vertex i en 60GB, 120GB og 250GB variant, men der er ikke blevet plads til en 30GB model. OCZ Summit er indtil videre rettet imod desktopmarkedet, og kommer indtil videre kun i en 2,5" version.