Side
« forrige 1 2 3 4 5 næste »
Gå til:
NZXT S340
Af Kaare H | 24-03-2015 | 55808 visninger | 6 kommentarer
Design og konstruktion - indvendigt
Det er på tide at se på den indvendige del af kabinettet, og hvordan det er opbygget her. NZXT S340 adskiller sig lidt fra normale kabinetter, da det slet ikke har pladser til 5,25” drev nogen steder, og sammen med kabinettets to-kammer opbygning er det altså også blevet muligt at fjerne 3,5” pladserne fra området omkring bundkortet, og det har i stedet givet en masse plads foran bundkortet, ud mod fronten af kabinettet. NZXT har valgt at lave plads til 2*140 eller 2*120 mm blæsere i fronten, men de har samtidig kigget meget på tendenserne for køling hos kabinettets målgruppe, og derfor er pladsen hvor der ville have været plads til hhv. 5,25” og 3,5” drev blevet optimeret til placering af en 240/280 mm vandkølingsradiator. Der er hverken stivere, huller eller andet som kan forhindre airflowet til en evt. radiator, og med fronten placeret 20-25 mm længere fremme er der altså masser af mulighed for at blæserne i fronten kan trække en masse frisk luft ind både oppe fra men også nedefra. Der er naturligvis også tænkt over støv her, og derfor er der monteret et vaskbart støvfilter foran pladserne her, og det er så smart lavet, at filteret holdes på plads nederst af en slids, mens det i toppen holdes på plads af et par magneter. Man skal derfor ikke trække frontpanelet af kabinettet for at komme til at vaske filteret, men simpelthen bare trække det op gennem toppen.
Nederst i hovedkammeret er der placeret to 2,5” drevrammer på bunden, som reelt set udgør kassen til det sekundære kammer. Der er lavet udskæringer i bagpladen bag hver holder, så hhv. SATA og SATA strøm kan trækkes op til de to diske der kan sidde her.
Ud mod fronten har NZXT valgt at placere en hvid, lodret bøjle med deres logo præget ind i metallet. Denne brede bøjle er tiltænkt kabeltræk, så i stedet for at have ekstra meget plads mellem bagplade og kabinettets yderpanel, som vi bl.a. kender fra Corsair Obsidian 800D og Phanteks Enthoo Primo, så er det i stedet meningen at alle kabler skal trækkes i denne bøjle, så især store kabler som ATX power men ogsp PCI-E kabler kan komme ud lige bag denne bøjle og ned til deres respektive stik. Phanteks har lavet samme, lignende løsning i Enthoo Primo kabinettet, her dækker bøjlen dog over gummigennemføringerne på bagpladen, men fungerer samtidig også som holdeplade til cylinderformede vandkølingsreservoirer.
Monteringsbøjlen i S340 kabinettet gør det dog desværre umuligt at montere bundkort som ikke helt overholder ATX normen pga. dens udformning. Dette er virkelig synd, for der er så meget plads at give af i hovedkammeret, at her sagtens kan monteres E-ATX bundkort ellers, det er udelukkende bøjlen der forhindrer dette. Heldigvis kan bøjlen afmonteres så man kan snyde lidt, men det udelukker desværre muligheden for et flot kabeltræk.
Vender vi kabinettet om og ser ind på bagsiden af motherboardpladen, så er der naturligvis plads til strømforsyningen hernede, præcis som det er standard i stort set alle kabinetter i dag. Ud mod fronten er der lavet plads til tre 3,5” harddiske, så der er god mulighed for at få masser af lagerplads. Desværre skal harddiskene skrues fast i rammen, og de skrues fast direkte i kabinettet. Dette er rigtig synd, da et par monteringsskinner ville lette monteringen og samtidig være med til at give en passiv lyddæmpning i form af vibrationsdæmpning. Næste udfordring ved at harddiskene skal skrues fast direkte i kabinettet er, at som det ses på billedet, så sidder diskene på tværs, og derfor skal man ligge med en skruetrækker og fumle rundt efter skruehullerne inde i det sekundære kammer. Så et lille råd til ejere af dette kabinet, er at de skal montere harddiske før strømforsyningen (lavede netop selv den fejl).
Bagpladen er fint forberedt med løkker til at spænde strips fast i, så man kan trække alle kabler på heromme, frem for at de skal løbe rundt i det primære kammer. Der er god mulighed for at trække kabler ud de nødvendige steder, og da der ikke er huller som vi ellers normalt kender det, men i stedet en lang åbning, så er det endnu nemmere at trække ens kabler så pænt som muligt.
Der er også et cut-out i bagpladen, så det er til at monteret/skifte bagplade til de større modeller af kølere og vandkøling. Til et ATX eller mindre bundkort sidder CPU-soklen så den er til at komme til bagfra, men vælger man at bruge et E-ATX kort, til trods for at kabinettet officielt ikke understøtter det, så kan man lige præcis ikke komme til at montere bagpladen på bundkortet, da kabinettet er lavet med en skrå udskæring, og naturligvis fordi det ikke oprindeligt er tiltænkt at skulle bruges med E-ATX kort.