Det blev da noget værre rod, prøver igen ?Hej alle. Har valgt at være anonym, da føler ikke jeg har nogen i mit netværk jeg kan vende dette emne med bliver det altså HOL. Meningen er ikke at jeg vil hænge nogen ud, bare have andres syn på sagen. Jeg er lidt i et dilemma. Mig søster og jeg, har begge to børn, som begge er jævnaldrene, på hhv. 3,5, og 2. Hun har dog lige født, og har derfor endnu et barn, på fem måneder. Vi er ofte til begivenheder i vores familie, og hendes ældste søn er meget opmærksomhedssøgende, til alle voksne, og den mellemste er meget stille og indadvendt. Vi har været på restaurant, hele familien, hvor hendes ældste går rundt og snakker med alle ansatte. Ofte, hvis en af børnene kommer og “pylrer” til hende, får det råbt at det gider hun fandeme ikke at høre på. Som regel ender det med at det er min kæreste og jeg, der passer fire børn til familiesammenkomster, og det er jo ofte nogle oplevelser, som børnene fortjener at have med deres forældre, og ikke onkel/tante/bedsteforældre e.l. Hun kommunikere generelt meget hårdt og ufølsomt, til det jeg jo mener er nogle uskyldige, skrøbelige små poder. I anledning af et andet familiekomsammen for ikke så længe siden, tisse hendes ældste i bukserne, og blev derefter råbt ad, hvorfor fanden han ikke kunne sige til, og hvad fanden det er for noget svineri. Deres hjem er generelt meget beskidt og ulækkert, og jeg tager aldrig mine sko af, når jeg besøger dem, fordi jeg synes det er mega klamt at være i. Jeg tænker her, at det kan hverken være sundt for børnenes helbred, og ej heller de sociale relationer, som de skal til at opbygge, nu hvor de er startet i børnehave. For et par måneder siden, passe min kæreste og jeg deres børn, og mine forældre var nede at hjælpe dem med at få gjort rent til bunds, men da vi for 14 dage siden var at besøge dem, var det igen lige så beskidt. Som en sidenote til dette, har både min søster og jeg haft en meget turbulent opvækst, og hun har helt sikkert haft nogle problemer, som jeg ikke kender til. Hun er næsten et årti ældre end jeg. Jeg føler at hun elsker sine børn højt, men jeg synes samtidig hun er rigtig dårlig til at, dels at opdrage dem, dels at give dem den omsorg, man egentlig behøver de første år af sit liv. Jeg har på et tidspunkt nævnt for vores forældre, at jeg overvejer at lave en indberetning til kommunen. Der var ikke just nogen holdning til dette, og jeg føler det er ganske uansvarligt, da alle er klar over det, og både min mor og søster er i stillinger der giver dem skærpet indberetningspligt. Det er dog her jeg har utrolig svært ved det. Dels har min søster og jeg ikke et særligt godt forhold, og dels lukker hun totalt af, hvis man påpeger ting, som hun ikke vil høre. Jeg er heller ikke interesseret i, at skulle give børnene endnu flere problemer, men jeg har heller ikke lyst blot at lade stå til, da jeg faktisk synes at taberne i alle disse sager, altid er børnene. Omvendt synes jeg det er forræderisk over for min egen familie. Så Doktor HOL. Hvad fanden skal jeg gøre?
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

Øv, sikke en træls situation. Kan du ikke melde hende til kommunen anonymt?
--

Nu er jeg ikke ekspert på de områder her... men ville det ikke være en idé at kontakte fx. sådan nogen som dem her http://www.psykiatrifonden.dk[...] eller kommunens børn og unge afdeling. ikke for at "lave ballade", men for at høre hvad du kan gøre, for at hjælpe børnen bedst på vej, eller hvordan du kan snakke med din søster om problemerne. Så ved jeg jo heller ikke hvad der kan være af diverse issues med din søster, som du nævner har haft en svær opvækst, men det kan jo godt være en årsag til at hun... ja undskyld sproget, er lidt af en kælling. Men det kan da godt være noget som fx. psyokologhjælp eller lign kan assistere med. Du nævner dog ikke rigtigt noget om din søster udover det. Har hun fx et arbejde eller fritidsinteresser? drikker hun alkohol osv? anyways, var det mig ville jeg kontakte dem jeg har nævnt og få lidt mere "professionel" assistance. og næsten gang.. så lav lige nogen linjeskift. edit: husk, du skal jo ikke tænke så meget på familieforholdet i den her situation. det handler jo om at børnene skal ha det godt. og det er du bekymret for. du handler i god tro. hvis folk får ondt i røven og synes at familie-sammenhold er vigtigere end børns opvækst så skal de lige komme ind i det nye årtusinde
--

Sidst redigeret 24-06-2017 21:27

#2 Sagtens. Men jeg føler som sagt det er lidt forræderisk. Jeg har bare heller ikke værktøjerne til at kunne hjælpe deres lille familie. #3 Det kan godt være jeg skal den vej. Jeg synes bare at kontakte kommunen, det er en rigtig træls situation for hende at komme i. Hun er nemlig selv uddannet som socialrådgiver, og jeg er ikke interesseret i at ødelægge hendes karriere, det er også en hage ved hele denne triste sag. Hun har ingen misbrug e.l. Hun er på barsel et halvt års tid endnu.
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

Det er mit indtryk, at det er et kæmpe tabu i Danmark, at det ikke kun er "underklassen" der har sociale problemer. Læger bliver også alkoholikere. Socialrådgivere kan også behandle egne børn dårligt. Jeg har tidligere hørt historier om, at lærere og pædagoger har mistanker om dårlige situationer i hjemmet, men så kommer der en mor eller en far som er akademiker eller noget lignende og ser ordentlig og dannet ud, og så stopper mistanken. Derfor er det nok også netop vigtigt, at familie og venner holder øje i de situationer, hvor systemet måske ikke er lige så stærkt. Det er svært at sige, hvad jeg selv ville gøre i situationen, men jeg synes du skal kontakte nogen om det. Jeg ved ikke om det faktisk vil gå ud over hendes karriere, men selv hvis det så er, så synes jeg at det er bedre, end hvis det går ud over hendes børn. Hvis nu der til en start kom nogen med en løftet pegefinger, så kunne det måske rykke nogle ting. Eller børnene kunne måske komme i noget ugentlig aflastning eller sådan noget. Det behøver jo ikke gå fra nul til hundrede og ende med smadrede karrierer og fjernede børn.
--

Jeg ville skrive en bekymringsskrivelse til kommunen. Det er ikke så voldsomt som en indberetning og noget man kan gøre som ganske alm medborger. Alternativt kunne du få en ven til at skrive den hvis du føler det kunne skabe uro i famillien du skrev den. jeg tænker det er præcis det du er...bekymret for børnenes trivsel, og det vil kommunen så undersøge om der er grund til du er.
--

Har valgt at gå anonym, da følgende er lidt personligt. Er selv vokset op i en ikke så velfungerende familie, med en far der var alkoholiker og en mor der mere eller mindre lod stå til og ligesom din søster heller ikke kunne forholde sig til kritik. Jeg kom ind i systemet ret sent, men det har helt klart hjulpet mig rigtig meget at have en tredjepart der støttede mig. Når det så er sagt, ville jeg klart ønske at nogen fra min familie eller det offentlige havde taget fat i mig før, så jeg synes i det mindste du skal prøve at tage kontakt til det offentlige og om ikke andet høre om hvordan det fungerer.
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

Jeg synes du skal snakke med dine forældre om det. Ikke så meget det at du tænker på at anmelde hende. Men sig at du er bekymret for hende og børnene. Jeg tænker at din søster måske har en psykisk sygdom der gør at ting som for andre mennesker er lette er meget svære for hende.
--
A clean house is a sign of a broken computer

Du skal helt klart forsvare de børn. Dvs. du skal indberette til kommunen. Og har du overskuddet til det, skal du gøre det med åbenhed og være en del af løsningen. Ville ønske jeg havde fået hjælp i min svære barndom. Dårlig far, meget dårlig stedfar. mor som lærte os at please. Jeg er slidt i stykker pga. pleasing. og gik total kold for år tilbage. Så måtte lære hvordan livet reelt er. Men for sent, bliver aldrig uden dybe dybe ar. og et helt liv i stress har ødelagt mig. Men jeg klager ikke, håber bare ikke andre unødigt behøver at gå igennem noget evt. lignende
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

#4 du kontakter jo kommunen fordi du er bekymret, og i første omgang vil du jo gerne have noget assistance i form af værktøjer til konflikhåndtering eller lign, så du kan snakke med din søster om det. hvis hun selv er socialrådgiver, er det jo ikke ensbetydende med at hun er en "god forældre"... det er ikke ligefrem en del af uddannelsen. kommunen skal jo ikke blande sig i sagen, i første omgang. du behøver nok ikke engang fortælle dem hvem du er når du ringer, men bare om din situation generelt og hvordan du kan håndtere det for at se om det måske kan afhjælpe problemerne. alternativt er der jo den ande side jeg linkede til. og der er helt sikkert noget anonymt støtte til folk som dig (Nu når børnene er så små at de ikke selv kan bede om hjælp?) børnene er nok også så små, at for dem er det helt normalt, at blive råbt af, og derfor vil de nok aldrig komme til at bede om hjælp fra hverken dig eller deres mormor eller lign. De skal hjælpes, uden de er klar over det.
--

Det er en ærgerlig situation. Hvis din søster er så lukket som hun er overfor kritik/hjælp, så må du tage udgangspunkt i at du ikke kan ændre på hende, som du sikkert også gør. Og det er rigtigt at det er børnene der taber. Hvor tæt bor I på hinanden? Jeg spørger fordi jeg selv ved hvor rart det var som barn at jeg kunne gå over til naboen når min far var "sur". Jeg begyndte at stikke af indimellem som 6 årig, når det kneb med trygheden, da han dengang var helt utilregnelig. Og som ung voksen at kunne blive mødt med forståelse fra min gamle nabo var guld værd. Det er svært at svare på hvad du teknisk set skal gøre med myndighederne, men i det daglige, brug din barmhjertighed og indsigt til at bære det. Lad børnene mærke at de er velkomne hos dig, og vis et bedre eksempel end din søster uden at være "bedre end". Det vil med sikkerhed gavne dem nu. Når de bliver ældre så bliv ved at møde dem på deres eget niveau.
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

https://bornsvilkar.dk[...]
--

Meld hende omgående. Jeg har selv haft en hård mor og far, som gør at jeg ikke rigtig kan finde mig selv, sætte mig i respekt for andre og er meget indadvendt. Jeg føler aldrig rigtig glæde, stolthed eller lykke. Jeg går idag til psykologhjælp pga dem. Og jeg har fået at vide at jeg aldrig helt vil slippe af med den måde de har programmeret mig på. Og der har været andre voksne og mine venner der har taget mig i forsvar. Men mine forældre. Var ligeglade. Så hvis der var nogen i min barndom der ville mælde dem til kommunen, ville jeg være yderst taknemlig. Men det skete bare ikke, og nu sidder jeg med det her liv de har skænket mig - inkl til agree nedbremsning depressioner pga omsorgssvigt i barndommen. Jeg er ret sikker på, at børnene vil takke jer senere i livet, hvis i melder forældrene nu. Børnene er allerede mærket af det, men de kan stadig reddes. Vende venligst ikke børnene ryggen. Jeg ved hvad jeg taler om her.
--

Sidst redigeret 25-06-2017 05:41