Razer BlackShark

Headsettet i brug

Jeg har haft fornøjelsen af at teste headsettet over en længere periode, og har altså både brugt det til computeren når jeg har spillet, hørt musik eller afspillet film/videoklip, men jeg har også haft benyttet det på farten under min daglige transport til og fra arbejde.

Ørekopperne er meget lydtætte, og følelsen når man tager dem på, er lidt som at tage et høreværn på, så meget bliver lyden udefra dæmpet. Det betyder til gengæld også at man ikke har brug for at skrue så højt op for at overdøve evt. udefrakommende støj. Dette er noget jeg personligt er meget stor fan af, for det betyder for det første at jeg ikke forstyrrer mine omgivelser med min musik eller lyd fra spil, og for det andet, at jeg ikke risikerer at give mig selv høreskade, for at overdøve støjen udefra.

Musik

Sædvanen tro, har jeg benyttet mig af en spilleliste med lidt blandet musik på Spotify, som er sat sammen netop til lydtest for HardwareOnline.dk, hvor der er en blanding af klassisk musik, jazz, rock og elektronisk musik. Altså kommer man vidt omkring inden for musikgenren og dermed også instrumentgrupperne og deres karakteristiske frekvensområder.

Klassisk

Jeg lægger ud med den klassiske musik, og her har jeg lyttet til Morning af Peer Gynt, og fløjtespillet lige fra den første strofe gengives utrolig klart og tydeligt, og lige så snart strygerne kommer med, opnår lyden er virkelig stor fylde og en kraft, som virkelig understreger strygernes tilstedeværelse. Lige så fin og sart som fløjtespillet er, lige så potent og kraftfuldt gengives de dybere toner fra strygerne. Næste nummer er ”In the hall of the Mountain King”, også fra Peer Gynt, og her er det strygerne og de store pauker der er nummerets bærende element, altså de meget dybe toner, og endnu en gang leverer BlackShark virkelig varen. Et lille ekstra nummer jeg ynder at afspille, er igen ”Hall of the Mountain King”, men fremført af Apocalyptica, et finsk band der spiller både deres egne samt covernumre på celloer. De kombinerer klassisk musik med rock og metal på en måde, som kun få andre bands har gjort, men de har absolut deres egen lyd og deres egen fortolkning af numrene. Årsagen til at jeg bruger netop Apocalypticas nummer, er fordi det starter ud lige på og hårdt med celloerne i både rene og forvrængede udgaver, så lyden går fra de lavere mellemtoner og op til omkring midt i diskant-området. Altså ca. samme frekvensområde som hvor stemmer normalt befinder sig, og det giver altså en meget klar ide, om nogle af frekvenserne er mere fremhævede end andre, men BlackShark headsettet er meget balanceret lydmæssigt her. Der er ikke nogen dele, som hverken lyder begrænsede, indelukkede eller overspillet. Altså et stort plus i bogen her. Når man kommer lidt længere ind i nummeret kommer de dybere bas-stykker af nummeret, som er med til at gøre det meget dystert i gang, og her er der igen meget kraft i bassen i headsettet, og måske lige en tand mere bas end nummeret egentlig er indspillet med, altså kan man fornemme at headsettet er lavet til spil, og derfor har det lidt mere power og punch til bas-frekvenserne, da det er med til at give en større lydmæssig oplevelse ved eksplosioner.

Jazz

Næste genre på lydprogammet er jazz, og her lægger jeg ud med Frank Sinatras ”Fly me to the moon”. Et nummer der i sig selv er helt fantastisk, men det egner sig også til brug ved lydtests, da nummeret indvies med et par whiskers på en tam-tam, altså med et par trommestikker der mest af alt ligner piske, på en af de lidt større trommer. Ud over at være i stand til at høre den sarte lyd af en whisker, så kan man også tydeligt høre hvordan trommeskindet kommer med den dumpe ”thud”-lyd fra selve slaget fra trommestikken. Kontrabassen kommer hurtigt igennem, igen lidt mere gennemtrængende end tilsigtet med nummeret, mens Franks stemme kombineret med resten af orkesteret endnu en gang fremstår helt afbalanceret i forhold til hinanden, og lydmæssigt repræsenteres lige meget.

Næste nummer er endnu en Sinatra-klassiker, nemlig ”Love and Marriage” og sidder der nogen og er lidt i tvivl om hvorvidt de har hørt nummeret eller ej, så er det temasangen fra komedieserien ”Vore værste år” med Katey Sagal og Ed O’Neill i hovedrollerne. Mellemtoner og diskanter er meget fint afbalanceret til hinanden, men dybbassen overspiller desværre en lille smule, så nummeret kommer til at lyde en smule mudret. Det er ærgeligt, men headsettet er igen ikke designet til gengivelse af musik, men til spil og film.

Næste nummer i rækken er Fred Astaires ”cheek to cheek” og udgaven jeg har fundet lyder som om den spilles fra en gammel pladespiller. Der er masser af knas og hvid støj bag nummeret så man har en meget klar fornemmelse af, at pickupnålen kører henover LP’en, og personligt syntes jeg det er en fantastisk lyd, da den minder mig om barndom med mine forældres LP’ere, og dem som kender mig, ved at jeg er meget fascineret af 1930-1970’ernes USA, og derfor giver denne indspilning af nummeret mig også associationer til en svunden tid. Som altid med et så gammelt nummer, særligt fra en LP, så er der en del af lyden fra selve indspilningen af den oprindelige plade, som ikke findes, da den simpelthen ikke har været mulig at optage. Dette er også tilfældet her, og derfor lyder nummeret som om nogen har rodet med equalizeren og har dæmpet frekvenserne i området 1000 Hz og op til omkring 5000 Hz, mens de dybere og højere frekvenser er bedre tilpasset hinanden. Lydmæssigt for headsettet betyder det ikke det helt store, da nummeret gengives meget flot, men som jeg også har nævnt før, så er dybbassen lidt kraftig, og det kommer altså også til udtryk her, og på en måde hvor bassen virke ren smule malplaceret i forhold til resten af lyden. Detaljegraden af lyden er dog stadig i top, og man kan tydeligt høre hvert eneste ”pop” og ”knas” over musikken, altså den her klassiske LP-støj.

Rock

Jeg starter i den bløde ende af rocken, nemlig med en live og akustisk udgave af ”Hotel California” af The Eagles. Lige netop denne version har en rigtig lækker intro på trommerne og guitarerne. Allerede nu danner der sig et klart billede af, at det her headset er rigtig godt til rockmusik, da den lidt dominerende basgengivelse her er med til at sørge for en lidt dybere bund, og det skader ikke i denne musikgenre. Stortrommen i starten af nummeret har præcis det ”uhmpf” som jeg vil forvente af den, og publikumslydene bliver fremhævet på præcis sådan en måde, at man faktisk får en fornemmelse af at være tilstede til koncerten.

Næste nummer i rækken er stadig rock, og endnu en gang en live-optagelse, nemlig Nothing Else Matters med Metallica og San Fransisco Symphony fra S&M albummet. Igen viser headsettet sig at være som skabt til rock og metal, og nummeret lyder igen som om man er til stede til koncerten. Bassen er tilpas kontant og med nok punch, til at stortrommerne giver den der lettere bombastiske følelse, mens brølet fra publikum også opnår præcis den rette mængde kraft over hele frekvensområdet, til at det virker overbevisende om ens tilstedeværelse under koncerten. Samtidig kommer også både el-guitarer og symfoniorkester til deres fulde ret under hele nummeret, og, som jeg også har skrevet før, er det tydeligt at høre, at headsettet er designet til spil, da disse typisk lægger vægt på de samme frekvensområder, som ved rock-musik.

Elektronisk musik

Sidste genre jeg hiver fat i, er den elektroniske musik. Her har jeg traditionen tro valgt at lytte til Punkbuster’s ”What?” samt Roberto Molinaro’s ”Superman”, begge lidte ældre hardstyle-numre, men de giver et meget godt fingerpeg om, hvorledes headsettet klarer elektronisk musik. Igen er det en kæmpe fordel for headsettet, at det har den kraftige bas, da denne er med til at lægge en solid bund til musikken. Jeg har også lyttet til en masse andet elektronisk musik, samt hybrid-genrer, bl.a. Korn-albummet ”The Path of Totality”, hvor Korns legendariske metal-stil bliver kombineret med Skrillex, Noisia, Excesion og andre dub-step kunstnere, og her er den meget kraftige bas en kæmpe fordel for headsettet, da lyden virkelig er sublim, selv ved lavere lydtryk. Man kan virkelig fornemme de helt dybe bas-frekvenser, og man får et godt indtryk af, at de to enheder virkelig får skubbet noget luft, for at gengive de her meget dybe frekvenser. Pga. det generelle lydbillede i headsettet, så et det helt klart at rock og elektronisk musik, samt generelt pop og r’n’b/rap/hip-hop/trip-hop er de musikgenrer der passer absolut bedst til BlackShark headsettet.