ADATA producerer stort set alt inden for hukommelse, såsom SSD'ere, RAM og USB-drev. Deres seneste skud på stammen, er en ekstern harddisk på 500 GB, ikke videre en stor størrelse, men drevet fungerer over WiFi, kan oprette et hotspot og oplade ens mobiltelefon, mens man er på farten. Desuden understøtter den også trådløs streaming direkte til ens iOS eller Android enheder.
For at få adgang til drevet, samt dets streaming-muligheder, skal man hente den gratis DashDrive Elite App, fra enten Apple App Store eller Google Play.
Drevet fungerer selvfølgelig også med ens normale laptops og stationære computere, som også kan hente og skrive data trådløst til disken, altså er man fri for at have en masse kabler liggende og rode, mens man tager backup.
Disken har mulighed for at streame 1080p video-indhold trådløst til tre brugere samtidig, eller 720p video til fem brugere samtidig. Som tidligere nævnt fungerer disken altså også som et trådløst hotspot, og dette giver mulighed for at dele en eksisterende internetforbindelse med op til otte enheder.
Den sidste funktion er den indbyggede batteripakke. Denne gør det muligt at oplade sin mobiltelefon mens man er på farten, så man ikke løber tør for strøm midt på dagen. Batteriet i harddisken er på 5200 mAh, og det giver altså mulighed for op til otte timers drift af harddisken, samtidig med at det som sagt også kan bruges til at oplade ens mobiltelefon med, og harddiskens batteri oplades gennem en helt normal USB 2.0 eller 3.0 port.
Disken måler 13,4 x 8 x 2,15 centimeter og vejer 215 gram.
Kilde: Pressemeddelelse fra ADATA modtaget på mail