http://www.google.dk[...]
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

ja det kan det er du maniodepressiv da eller siden du spørger
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

ja, det kan det sagtens, der er faktisk stor chance for at man arver det. Maniodepretiv er ikke det samme som depretion. Depretion generalt er ikke arveligt, men kommer grundet langvarig nedtur, eller pshykisk dårlig oplevelse. Hver 10'ende dansker for på et tidspunkt i deres liv en depretion. Begge sygdomme kan behandles med medecin hvilket har stor effekt. Dog bør man også modtage behandling fra teraput samtidig. Følger man op på behandlingen, er der go chance for at komme sygdomme til livs. Eller, i tilfældet med maniodepretiv, man lære at leve med det.
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

# 3: depressioner er i allerhøjeste grad arvelige og ligeså med maniodepression.
--

#4 Du kan som sådan godt havde ret, men ikke i alderhøjeste grad. http://community.netdoktor.com[...] Her er symptomerne beskrevet: http://www.depnet.dk[...]
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

# 5: nej der er jo altid undtagelser for reglerne, men i mit daglige arbejde med depressive (og andre psykisk syge) spotter vi et tydeligt mønster som ligeledes bakkes op af psykiatere og læger.
--

#6 Mig bevist, et er ikke bevist at det er arveligt ud fra generne. Det kan virke arveligt pga social arv. Har din mor depretion, er der chance for at barnet for en depretion pga det liv han har haft med moren. Ikke fordi det ligger i hans gener, men fordi han har udviklet sit reaktions mønster ud fra den behandling/opvækst han er vandt til og få hjemmefra. Altså, jeg vil sige det sådan, at det både og...er rigtit at det er arveligt. Min opfattelse af sygdommen bygger på et 4 åriget forløb hvor jeg selv har haft depretion, samt jeg har været sygehjælper i 7 år.
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

#3 Depretion generalt er ikke arveligt, men kommer grundet langvarig nedtur, eller psykisk dårlig oplevelse. eller efter stress eller somme tider tilsyneladende blot ud af det blå! eller bestemte oplevelser i barndommen. Begge sygdomme kan behandles med medecin hvilket har stor effekt. der findes depressioner der ikke lader sig påvirke af medicin. somregl er de så heller ikke så dybe. derudover behandler medicin ingenting når vi snakker psykiske sygdomme. de fjerner bare symptomerne(forskellige angstformer, depressioner, spiseforstyrrelser ovs.). eventuelle undertrykte oplevelser bliver fks. ikke bebrejdet. samfundet har meget travlt med at stoppe os med piller når psyken driller. det er billigere end behandlinger og undersøgelser viser at folk kommer lidt hurtigere på arbejdsmarkedet igen. undersøgelser viser også, at folk der stopper med pillerne igen, oftere får tilbagefald, end folk der er blevet raske uden brug af piller. også selvom pillekuren har været opbakket af behandling.
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

#8 Hvis man oprigtigt har en depretion, så stopper din krop med at danne en special form for celler. Eks de celler man danner mange af når man motioner. Så i og med man får medecin, kan man ikke blot sige, at man fjerne symptomerne. Derimod vender man kroppen til selv at danne de celler, der er afgørende for dit humør. Man skal under forløbet selvfølgelig snakke med en pshykiater, så man kan finde ind til det som forsager depretionen. Men unden medecin vil jeg sige at den vej er meget lang/tung. Et menneske med depretion vil jo ofte havde svært ved blot at møde op hos sin pshykiater. Han/hun har svært ved at stå op om morgenden, og i det heletaget få kontrol over sit liv. Hvis ikke man har overskud til at møde op hos sin pshykiater, så kan man jo ikke få hjælp. Netop dette kan medecin hjælpe dig med. Man kan forstille sig at man inden i hoved har en masse tog skiner liggende. Hvis man har en depretion ligger de tog skinder hulter til bulder.... Tager man derimod sin medecin, så lægger skinerne sig rigtigt,,,,og viser vejen frem. Vil du komme dig over en rigti depretion, uden at tage medecin,,,svare det til at løbe et marton med brækket ben. Det kan lade sig gøre Ja.....
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

#9 - Det er sådan set rigtigt nok, vil bare påpege at det ikke er celler, men foskellige hormoner, signalstoffer etc. som kroppen stopper med at producere. :-) BANAN-ABE!
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

#10 Det ved man faktisk ikke endnu, men man har mange stærke og gode indicier/formodninger om at dette er tilfældet. Eller sagt på en anden måde, selvfølgelig er det kemiske stoffers konc. der ændres, man ved bare ikke med 100 % sikkerhed hvilke det er endnu. Bare tag diskussionen om serotonin f.eks.. Rigtig meget peger i retningen af at konc. af dette "glædesstof" i hjernen har at gøre med om man får/har depression, hvorfor noget medicin også er rettet herimod, men det viser sig så bare at det ikke hjælper på alle, og hvad gør man så? Det største problem hidtil har jo været at der ikke har været "rigtig" penge i at forske i sindssygdomme for f.eks. medicinvirksomheder, så der er ikke noget helt klarlagt og fastlagt på området endnu. Men man kan da håbe på at det ændre sig nu hvor der er kommet mere fokus på disse sygdomme de seneste par år. Nyere studier har vist at hvis det kan lade sig gøre, er terapi den bedste vej ud, især nu hvor man inde for de seneste år har fået øjnene op får kognitiv terapi og udviklet den til de sindslidendes bedste. I hvert fald har det kunne nedbringe brugen af medicin betragteligt, hvilket også kun er glædeligt, da en masse af de medikamenter der bruges i dag har nogle uheldige bivirkninger (i værste fald dødelige, og dette er ved de anbefalede doser!). Men jo, det er som sagt ikke celler man stopper med at producere men kemiske stoffer.
--
Anja: 3800+ A64 X2|2x1GB PC4000 G.Skill|DFI LANPARTY nF3|Gainward 6800GT GS|Creative Audigy 2 & Megaworks THX 6.1 650D|Samsung Syncmaster 959NF http://www.pekka.dk[...]

# 7: jeg siger heller ikke at det er direkte genetisk betinget og jeg er enig med dig i at det også skyldes det miljø man er vokset op i/de handlemønstre man har lært som barn. Efter min mening er det en blanding af arv og miljø. Det kan være svært at sige hvor det ene starter og det andet stopper!
--

Mener f.eks. hvis en af ens bedste forældre har haft det, og miljøet ikke har påvirket en.
--