Side
1 2 3 4 næste »
Gå til:
Argon 7350A v2
Af Alexander | 20-08-2012 | 31728 visninger | 4 kommentarer
Konstruktion og design
I dag skal vi kigge nærmere på den største model i 7300A-serien fra Argon, og omtrent i midten af Hifiklubbens sortiment af aktive computerhøjttalere rent prismæssigt. Da højttaleren på mange punkter er identisk med lillebroderen 7340Av2 er dele af artiklen kopieret fra artiklen om denne.
Indpakningen er mildest talt uinteressant, og består blot af en hvid papkasse med et par stregtegninger af højttalerne, samt modelnavn og farve på højttaleren. Tilbehøret er til gengæld interessant, selvom det måske nok er en smule bizart: Der medfølger et strømkabel, en instruktionsbog, opbevaringsposer til højttalerne og et sæt (temmelig små) hvide stofhandsker! Der er ikke et kabel til at slutte den passive højttaler til den hvor forstærkeren sidder i, og ej heller et signalkabel, så du kan slutte sættet til en kilde når du pakker det ud! Hvis du køber dette sæt er du altså nødt til at købe kabler ved siden af, før du kan bruge det.
Højttalerne er lavet i glossy plastic, med et (vil nogle mene) mindre heldigt designet frontcover af stof, som kan tages af efter forgodtbefindende. Volumenkontrollen sidder på fronten sammen med en lille lampe der viser om sættet er aktivt eller ej. Til forskel fra 6340A (hvor den lyser rødt i standby) slukker lampen blot når højttalere går i standby, hvilket betyder at man af og til er nødt til at kigge på bagsiden af højttaleren for at se om den rent faktisk er tændt, da højttalerne har en ”auto-on”-funktion, hvor de først tænder når der kommer lyd, desværre tager det et par sekunder før højttaleren er klar til at afspille lyde, så i f.eks. stille tidspunkter i spil risikerer man at miste et par værdifulde sekunders lyd. Et andet designmæssigt tilbageskridt i forhold til lillebroderen er at lampen ikke er skjult bag frontstoffet, men i stedet skæmmer den ellers stilrene front sammen med volumenknappen. Dette er især tydeligt på den hvide model, hvor min kæreste på en mindre diplomatisk måde påpegede at det ikke var en særligt gennemtænkt placering fra et designmæssigt synspunkt. På den sorte version er volumenkontrollen og lampen mindre synlige, og derfor tilsvarende mindre skæmmende. Bortset fra det er designet ganske gennemført uden synlige samlinger og skruer på fronten, siderne og top/bund, hvilket giver et ganske ”clean” indtryk af designet.
En underholdende feature der går igen på alle Argons aktive højttalere er at de er udstyret med et USB-stik, så du kan lade din telefon/MP3-afspiller op imens du afspiller musik fra den.