Side
« forrige 1 2 3 4
Gå til:
Argon 6340A
Af Alexander | 06-08-2012 | 26455 visninger | 5 kommentarer
Opsummering og konklussion
Opsummering
På trods af den (relativt) lave pris er 6340A faktisk en ganske hæderlig allround-højttaler, og udmærker sig især ved ikke rigtig at gøre noget forkert. Det skal ikke forstås som at højttaleren er perfekt, men som at de ting den ikke er i stand til (f.eks. at spille dybe frekvenser) lader den bare være med, i stedet for at forsøge at kompensere for dem ved at øge volumen lige før den formåen, således at man (hvis man er utilfreds med begrænsningerne) blot kan tilslutte en subwoofer der så kan tage vare på de lave frekvenser som højttalerne ikke selv kan ramme.
Derudover lyder højttalerne faktisk en smule større end de er, ligesom at bassen forvrænger overraskende sent, set i forhold til mellemtone/bas-enhedens ringe størrelse og hvor dybt højttaleren alligevel går i bassen. Designmæssigt er der ikke rigtig noget at udsætte på dem, da de er diskrete nok med fronterne monteret til at have en høj WAF (Wife Appreciation Factor), men stadig ser rå nok ud med fronterne pillet af, til at passe ind på de fleste teenageværelser.
Konklussion
Lyd:
Sættet har en varmere lyd end sine større søskende fra 73XX-serien, og gør et fornuftigt væsen af sig i næsten alle genrer af musik, uden at udmærke sig særligt indenfor noget specielt. De lyder større end de er, og giver virkelig meget lyd til prisen. I modsætning til Cerwin Vega XD3 er der stadig en hel del detaljer med i lyden, men til gengæld går de ikke helt lige så dybt, og har ikke den samme ”kaPOW”-faktor i spil som det er tilfældet med XD3. De vil være anvendelige til de fleste formål, og hvis man kommer fra almindelige computerhøjttalere vil man sandsynligvis blive glædeligt overrasket over hvor god lyd der er i de ”små” æsker.
Design:
Designet er pænt og diskret, og i modsætning til mange andre har Argon med denne model ikke ladet sig friste af alt det skinnende plastic der er så populært i tiden, hvilket har den praktiske fordel at fedtede fingre ikke er et stort problem. I modsætning til 73XX’erne kan on/off-lampen også vise at højttalerne er på standby, så man ikke behøver at tjekke på bagsiden om de rent faktisk er tændt, ligesom at lampen ikke er lige så skarp, og desuden er gemt bag frontstoffet når det er monteret, så den ikke skæmmer designet. Prisen for det rene frontdesign er at man skal om på bagsiden af den højre højttaler hver gang man vil ændre på volumen. Den eneste anke ved designet er at strømkablet der følger med er latterligt kort, og knap kan nå gulvet, hvis jeg stiller højttaleren på kanten af mit skrivebord!
Samlekvalitet/holdbarhed:
Samlekvaliteten er ganske fin på højttalerne, der er ingen grimme samlinger, og ifølge min kæreste er de da ganske pæne, selvom de ”ligner rigtige højttalere”. Højttalerterminalerne er af en tilforladelig kvalitet, selvom man godt kan mærke at der er sparet lidt i forhold til 73XX-serien, så er der stadig ingen tvivl om at de nok skal holde i hele sættets levetid. Højttalerkablet har jeg til gengæld ikke den store tiltro til, og jeg har en mistanke om at hvis man stramme terminalerne for meget knækker kablet. Hvis fejlen med summen er en generel fejl vil det kunne være en dealbreaker, da det kan være ret så forstyrrende at høre på i stille sange, og ikke mindst i FPS-spil hvor man sidder og lytter intenst efter fodtrin og lignende!