Vi lægger ud med klassisk musik i form af Griegs ”Morning from ’Peer Gynt’” som fremføres ganske behageligt, om end med en lille smule forvrængning i de dybe toner. Umiddelbart lyder højttalerne rimeligt velafbalancerede. Vi fortsætter med den lidt mere krævende “Elsa’s Procession to the Cathedral” af Wagner. Her er der ikke helt så mange detaljer som på 73XX-serie-højttalerne, dog stadig en hel del mere end det var tilfældet på Cerwin Vega XD3. De dybe toner halter lidt her, og når orgelet og de store blæseinstrumenter kommer på kan man også høre at der mangler lidt i bunden.

I Frank Sinatras “Fly Me to the Moon” er der en fornuftig balance imellem instrumenterne, bassen er tydelig uden at dominere, high-hatten og trommer er præcise, og trompeterne er sprøde uden at være skingre. Dog mangler Sintras stemme en smule følelse for at lyde helt rigtigt. Med “Godot – The Fragrance of Dark Coffee” af Metamorphosis Jazz Band er bassen en lille smule dominerende selvom den mangler det sidste i bunden, men resten af musikken lyder ikke desto mindre behageligt, og saxofonen er meget tæt på at ramme den rigtige sprøde lyd, men desværre er klaveret presset en smule i baggrunden i forhold til resten.

I “Hotel California” går det bedre, da guitaren gengives med masser af dejlige detaljer, men den lyse del af trommerne har ikke helt så mange detaljer som det var tilfældet på bl.a. Scandynas Micropods. I det store hele lyder sangen dog ganske godt. Dire Straits’ “Brothers in Arms” har som bekendt lidt større krav til de dybe toner, men på imponerende vis klarer sættet faktisk introen uden de store problemer, bortset fra den irriterende summen der blev nævnt i indledningen. Mark Knopflers stemme bliver gengivet temmelig godt, og på nær af enkelte af de dybeste passager er det samme tilfældet for bassen. Elguitaren har masser af sjæl, og selvom high-hatten er på kanten til at være opmærksomhedskrævende går det aldrig hen og bliver et reelt problem.

Med Metallicas “For Whom the Bell Tolls” kommer højttalerne dog alligevel til kort, da diskanten med det samme tager fokus, og da højttalerne ikke går dybt nok til at give bassen og den dybe elguitar den fokus de fortjener ender det med at lyde som om at sangen primært består af trommer og sangeren. “10.000 Fists in the Air” med Disturbed går lidt bedre, da diskanten ikke bliver lige så dominerende, dog mangler de fleste af de dybe toner fortsat den magt de ellers burde have i sangen.

Vi hopper videre til de elektroniske genrer med Morten Breums “Moist” som første sang, og her genvinder højttalerne noget af deres ære ved at kunne følge nogenlunde med på de fleste lyde, selvom beatet mangler det ”punch” og den lidt dominerende position det normalt besidder i denne sang, så er det i det mindste tydeligt hørbart. Trentemøllers “Moan” klares flot med en god gengivelse af diskanten, og selvom bassen til tider er en lille smule dominerende, så er det overordnede indtryk godt. De helt dybe toner der kører under sangen er dog ikke rigtigt hørbare, selvom højttalerne har overraskende meget med af resten af de dybe toner.

I Tech N9nes ”Killing You” er beatet nogenlunde med, men de dybe toner skaber en del af den dunkle stemning bliver imidlertid ikke gengivet hørbart. Diskanten er fint afbalanceret i forhold til resten af sangen. I ”Riot Maker” af samme kunstner mangler beatet sit “oomph” men til gengæld bliver den tunge elguitar gengivet godt, og gør sit for den onde stemning i sangen.

Side « forrige 1 2 3 4 næste »