Hej,
Vi har købt en 1-plans 70'er villa med kælder og vi har fundet ud af at lyden vandrer meget let imellem stuen og kælderen, og vi vil derfor gerne lydisolere etageadskillelsen der hvor vi bruger kælderens værelser til gæsteværelser, så gæsterne ikke kan høre alt hvad der foregår på værelset og toilettet over dem. I rummet under badeværelset er der 3 faldstammer der også skal isoleres.
Vi har heldigvis en ret høj kælder, der er 230 cm fra gulv til loft - etagedækket er 20 cm siporex dækelementer, og jeg ved ikke hvad der ligger ovenpå dette. Tegningerne viser at der i køkkenet er 2x2" strøer under, men køkkenet har ikke kælder under sig. Badeværelset har gulvvarme med klinker så antager der er støbt ovenpå dækket her, og i værelset tror jeg der er 2x2" strøer med spånplader og gulvtæppe ovenpå.
Det ene værelse er ca. 3,5x3,5 m og det andet er 3x2,5 m.
Jeg har søgt meget og set andre tråde om tilsvarende emner herinde, og vil høre om løsning jeg har fået foreslået og har søgt mig frem til vil være god nok.
Ideen er at lave et hulrum på ca. 60 mm, og isolere dette med 45 mm rockwool, således der kommer et ca. 15 mm hul med luft over isoleringen. Under dette kommer der 2x12,5 mm Fermacell fibergipsplader som er noget tungere end alm gipsplader (15 kg/m2 imod 7,5 kg/m2). Pladerne monteres med forskudte samlinger med 5 mm afstand til vægge som fuges med akryl.
Selve montering af pladerne forestiller jeg mig sker ved at jeg monterer reglar rundt langs væggene i kælderen - det er 75 mm siporex elementer så de burde kunne bære loftet let. Jeg vil med 60 cm mellemrum lave understøtning op i siporex-loftet for at kunne montere forskalning fra væg til væg, understøttet af reglarne i væggene og understøtningen på midten af loftet. Grunden til at jeg ikke fører reglar på tværs er for at prøve at koble det gamle loft mest muligt fra det nye.
Jeg har et par spørgsmål:
* Er der noget vundet ved at putte mere isolering i loftet? Et link fra Rockwool (
https://www.rockwool.dk[...] - se Konstruktionseksempel 4 og 5) indikerer nej, der er kun 1 dB til forskel på 45 og 95 mm isolering.
* Det er bedre med 2 lag end 1 antager jeg. Men er Fermacell bedre end 15 mm gips (Knauf Ultra) som koster og vejer det samme men er lidt tykkere? Hvis det er vægt der afgør det, så er det vel det samme? Hvad med brandgips, er det bedre?
* Jeg vil meget gerne slippe for at rode med et nedstroppet loft, men er der andre ting man kan gøre for at undgå koblingen til det gamle loft end at lave understøtning? Pladerne er for tunge til ikke at have understøtning. Hvis det ikke lyder helt fjollet, så kan jeg på blot 9 cm opnå en ret god lydisolering er håbet.
Tak for input og ideer!
--
--
Sidst redigeret 16-10-2019 00:07