Hejsa, Det lyder til at din familie regner med at du har styr på det. Det er vel nok derfra de trækker sig? Har du overvejet at konfrontere dem med det du skriver? Måske ikke lade din had gå udover dem med det samme, men lige få luftet dine frustrationer over deres manglende evne til at sætte sig i dit sted.. blot et forslag. Håber det flasker sig for dig.
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

Jeg tror ikke helt nogen kan hjælpe med de problemer du har. Du bliver nok nødt til at gå til en professionel med din vrede. Det er ikke sundt. At skode sin familie, er der næppe mange der ikke kommer til at fortryde på et tidspunkt.
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

Snak med din læge, tænker f.eks. Fluanxol vil kunne hjælpe meget
--

Du lyder lidt som en jeg kender.. *kigger i spejlet* Min kæreste har lært mig (.. en mand på 45) at det der med at gå til psykolog ikke er hverken farligt, eller pinligt - men faktisk super nice. Lidt som at gå til tandlægen. Hvis man gør det jævnligt, får man ikke pludselig en regning på 50.000 fordi alle ens tænder er rådne. Hun er skuespiller (og har mistet begge sine forældre) - og for hende, og mange af hendes kolleger, er det sådan en helt normalt ting lige at gå til "check-up" en gang i mellem, og vende hvad der sker, og få et helt neutralt perspektiv på tingene. Vi har været til parterapi nogle gange, ikke fordi alting var bål og brand, men fordi vores livssituation ændrede sig ret markant. Jeg er *slet* ikke bange for hverken a tale om ting, eller åbne op, så jeg var mest sådan "Hva' faen skal det hjælpe, vi taler jo fint om tingene selv?" - sådan lidt skeptisk i om ikke det var penge ud a' vinduet, når jeg nu selv er så pisse kommunikerende og supermayn til at løse alle situationer HELT selv. Så tog vi afsted. Og .. ta-daah. Det hjalp. Også på ting vi ikke vidste var "i vejen", eller som måske bare var under opsejling. Fra en halvgammel skægget viking-og-bedstefar: Tal med nogen om det. Og "nogen" er ikke dine homies, eller din søster, eller ... nogen. Det er en professionel. Your mileage may vary, men det viser sig at der er ER en grund til at de er så pissedyre. De er faktisk ret dygtige. De kan noget.
--
"ORK SATME!"
--

Sidst redigeret 07-12-2021 11:34

#3 Jeg har aldrig forstået dem som straks anbefaler medicin. Bevares, måske vil det hjælpe, men det er for mig ikke en mulighed. #0 Forstår din vrede. I sådan en situation vil man ikke stå alene og slet ikke så lang tid som du har gjort. Har I talt om det i familien? Det vil jeg klart råde jer til. I samtalen skal du ikke lægge skjul på dine følelser, men måske dæmpe dit had og prøve at få dem forklaret det. Ting kan, som du sikkert ved, du lyder som en relativ og opmærksom person, ofte tales til en løsning og give dig en bedre fremtid. Held og lykke med det hele skal du sgu have! <3 *edit: I anbefaler psykolog. Har i ikke læst hans post? :-O
--

Sidst redigeret 07-12-2021 11:35

#5 - også fuldkommen modbydeligt i mine ører. "Start med at få noget medicin der fucker med din hjerne og din krop". FUCK nej!
--
"ORK SATME!"

#6 Dejligt ikke at være den eneste med den holdning. "Hey du ser lidt deprimeret ud. Prøv de her piller 3x dagligt i 14 måneder."
--

Jeg har noget familie hvor jeg har oplevet stort set det samme som dét du beskriver.. Et familiemedlem med 4 børn døde. Men kun én person tog sig af alt, de tre andre holdte sig væk. Mit indtryk af situationen er dog, at den person der tog sig af alt, selv "var skyld i det", i og med hun var meget ivrig efter at tage sig af alt. Og at de tre andre for det meste holdte sig tilbage for at give den ivrige person plads. Jeg hørte også efterfølgende brok fra den ivrige person, der følte hun havde måtte tage sig af alt. Men når hun farer sådan frem, så vil jeg mene hun selv er skyld i det. Husk på, at alle står i en følelsesmæssig belastende situation, og man har ikke lyst til at træde hinanden over tæerne. Som "tak" fik hun lov at arve den afdødes bil alene, mens resten af boet blev delt lige. En bil der ikke udgjorde en helt uvæsentlig formue. Folk tackler belastende situationer som fx et døende familiemedlem forskelligt, og man kan ikke forvente at alle andre skal reagere som én selv. Selv ville jeg nok også have en tendens til at krybe i flyverskjul i sådanne situationer. Men det skyldes absolut ikke at jeg ikke vil hjælpe. Jeg tror mere det skyldes at jeg har en rationel tankegang hvor jeg ved at vi alle skal den vej en dag, og derfor ikke bliver så følelsesmæssigt berørt. Så hvis jeg kan se at en anden har et stort behov for at engagere sig, så ville jeg lade vedkommende komme til. Hvis du følte du havde brug for hjælp, hvorfor spurgte du så ikke? De andre kan ikke gætte sig til dine tanker eller hvordan du i virkeligheden har det med situationen, hvis du på overfladen udtrykker noget andet.
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

Find ud af om det betyder noget for dig at få kontakt til din familie. At begynde at se dem igen. Ud fra dit svar, må du gøre op med dig selv hvor mange kræfter du vil ligge i det. Vil du se dem igen, men synes de "skylder dig noget/en forklaring", så kan du eventuelt sige til dem: Hør, jeg er faktisk skuffet over den måde du håndterede min mors død..." og så tage den derfra. Måske har de selv deres at tumle med. Tænker du trods dit raseri lyder velovervejet, så det med medicin lyder helt galt. Man behøver ikke være syg for at gå til psykolog.
--

Tal med en professionel
--

#0 Den tror jeg du er nødt til at tage med psykologen. Medmindre man har prøvet det selv og fået "løst" problemet er det meget svært at komme med gode råd. Vi kender ikke din familie og hvad de har tænkt dengang, #8 kommer med et godt bud på, at de måske har troet du VILLE stå for det hele og derfor har holdt sig væk. - selvom det undrer mig hvis ingen har sagt "hvis du har brug for at "jeg" gør noget så sig til". Måske blev det sagt og du havde måske ikke overskudet til at "sige til. Mit bedste bud udover at tale med psykologen igen vil være Boksetræning = Kom af med dine agressioner. Det løser dog IKKE problemet, her vil jeg tro du stadig har behov for at tale med familien om det - og få noget afklaring på hvorfor du endte med at stå med ALT. Ps. jeg ville også holde mig væk fra medicinen - den løser ligesom boksetræningen ikke selve problemet.
--
Tag altid BACKUP!!
--

Sidst redigeret 07-12-2021 11:52

Jah, hvad kan man gøre. Jeg har også en masse vrede indeni, men jeg bider det i mig. Det har jeg gjort i årevis. Det er ikke rart, men det er min måde at behandle det på, for det må aldrig gå ud over andre. Jeg er altid den der har en masse overskud og så må jeg ventilere når ingen ser det. Det gør jeg blandt andet gennem musik. Det har hjulpet mig gennem rigtig meget lort. Så hører man et nummer hvor man har et helt band der bare er pissed på hele verden, så føler jeg at jeg falder lidt ned til jorden igen, ved at lade min vrede glide ud med musikken og teksterne. Hatebreed er et godt eksempel. Det er også det bedste musik for mig, når jeg lige skal have de sidste reps ud til træning. Deres musik sparker mig i gang når jeg ikke gider. Samler mig op når jeg ikke selv orker det. Snak med en professionel. Find ud af hvad det er, der trigger din vrede. Det er næppe nylige hændelser der er skyld i alt den vrede. Det er bygget op over tid, men et eller andet sted har det jo sin begyndelse. Et eller andet sted, er der en vredes-magnet der bare bliver mere og mere kraftig med tiden, fordi du ikke ved hvor du skal tage fat. Du skal ind til problemets kerne, og det kommer du aldrig alene. Der er folk der lever af at hjælpe folk med at finde og kontrollere deres vredes-magnet. Det bliver dyrt, kommer til at tage lang tid, men du kommer til at ønske du havde taget dig sammen noget før. For det er en lille investering, i forhold til resten af dit liv.
--
Samme bruger gennem 18 år. B/W liste score: +31/-0
--

Sidst redigeret 07-12-2021 12:05

#0 Altså som mange herinde påpeger kan vi umuligt udrede dig - gå til professionel. Men af ren nysgerrighed omkring din historie... hvem er "familien"? Det er lidt diffust hvem dem du mener har svigtet her? Er det din mors søskende? Er det dine søskende? Er det din kone? Er det din mors fætre/kusiner?
--
Main: i7-9700K, Z390i Strix, RTX3090 Strix, 16GB@3ghz, Xproto ITX, 1TB 970EVO, SF750, 34" AW3418DW@120Hz Mobile: 16" M1 Max, 64GB DDR5, 32c GPU, 2TB

Folk omkring en, bliver bare underlige når død er på tapetet. Måske kan psykologen komme med nogle forslag til hvordan du kan få styr på din vrede. Gå til boksning eller tennis. Måske amerikansk fodbold, så du kan jorde nogen fysisk :)
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

Tak for jeres svar - I er gode (og virkeligt hurtige, tak for det). Jeg kan godt se, at der er nogle ting, jeg skal have gjort klart, så det eliminerer misforståelser. 1) jeg skal ikke på medicin. Som ung røg jeg ind i en lettere depression og den hurtige løsning var piller, som ikke gjorde noget godt. Det gjorde de efterfølgende samtaletimer imidlertid. De var FANTASTISKE! 2) Jeg HAR faktisk sat ord på, hvad mine behov var i sin tid. Problem er, at de få gange, jeg tog hjem for at gå med mine hunde, skulle hente børn i institution eller i et bad, efterlod de min mor på stuen og sad og kiggede på en computer eller andet. Jeg er HELT med på, at folk reagerer forskelligt i en krisesituation og det er svært for alle. Det var det også for mig. Det er okay, at det er svært, men det er fandme ikke okay at "gå fra" den døende. Altså... What the fuck! Jeg er immervæk den yngste i familien og det er... Ja, smagløst. Og tro mig, jeg bad IKKE om at være "dén". 3) Jeg har gået til psykolog i tiden efter døden. Jeg gik også ved kræftens bekæmpelse. Begge dele var virkelig godt. Jeg var glad for at gå der, men jeg er faktisk bange for, at et nyt forløb ikke hjælper på det her. Ja, hvad ved jeg? Måske det gør... Jeg føler bare, at der er noget underlæggende i det, som er svært at reparere. 4) Jeg er faktisk ligeglad med, om jeg skal have noget med de her familiemedlemmer at gøre igen. De har vist sit sande ansigt og det finder jeg ikke særligt... flatterende. Her er der imidlertid ikke kun tale om deres rolle ifm. dødsfaldet, men også tiden efter. De har virkelig været usympatiske og gjort nogle ting, som ikke kan tilgives. Tyveri, bagtalelse og bare... Ja, jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte, men ting der ikke er ok. Ting som man ikke vil finde sig i, hvis det var en fremmed på gaden, så hvorfor skal man finde sig i det, bare fordi det er familie?
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

@13 mine søskende, min mors kæreste. Hendes søskendes kan jeg ikke klandre for tiden omkring dødsfaldet - De gjorde sgu deres del!
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

#OP Du kan jo starte med at få alt det du brænder inde med ud. Skrev evt. et brev til hver af de familie medlemmer du er skuffet over, fortæl hvad de har gjort som du er vred og arrig over. Du behøver ikke sende nogen af brevene hvis du ikke har lyst, men overvej om din kone eller en god kammerat/terapeut skal have lov til at læse dem, og i så kan tage snakken derfra. Hvad angår din familiemedlemmer så behøver du ikke at have noget at gøre med de familie medlemmer du er sure på nogensinde igen. Du behøver ikke engang retfærdiggøre det overfor dem eller andre "vi to har intet at snakke om." er en fuldstændig sætning.
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

#15 Tyveri? Er vi ude i at du er blevet snydt for noget arv, og at det er dér skoen klemmer?
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

@18 nej. Jeg var selv ansvarlig for bodelingen og det har intet med sagen at gøre. Der er tale om tyveri af kontanter.
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

#15 Du mangler helt klart nogen af sparke bolden af dine tanker op imod og en psykolog vil klart være en god person her. Jeg synes det er helt klart at et sådan forløb vil være godt for dig, og at starte med at bede dem læse det du har skrevet her tror jeg vil være godt.
--

#15 Som du selv siger reagerer folk forskelligt - især søskende kan have meget forskellige relationer til deres fælles forældre... og håndtere krisen forskelligt (og mere eller mindre konstruktivt.) Ældre søskende kan have oplevet nogle helt andre forhold og have helt andre ting med i baggagen fra deres barndom end du. Det retfærdiggør ikke nødvendigvis hvad der er foregået - og vi kender jo intet til foreholdene. Det kan også meget vel være din vrede er fuldt ud berettiget, og så må du vel drage konsekvensen og skære dem fra indtil du måske en dag kan tilgive dem svigtet. Vredesfølelsen bør du dog nok i alle fald tale med nogen om som jo også er gentaget mange gange efterhånden.
--
Main: i7-9700K, Z390i Strix, RTX3090 Strix, 16GB@3ghz, Xproto ITX, 1TB 970EVO, SF750, 34" AW3418DW@120Hz Mobile: 16" M1 Max, 64GB DDR5, 32c GPU, 2TB

Man kan ikke gøre så meget,har igen forbindelse,men min familie mere,og det er et selv valg. Noget er bare ikke værd at bruge krudt på,det kan ikke svare sig,bare se at komme videre. tænk på din egen lille kerne famillie i hjemmet,og lad de andre løbe. man er født ind i en famillie,men man har ikke selv valgt dem.
--
MSI MAG Z490 TOMAHAWKIntel Core i5-10600K Processor @ 5GHZ 2x8 G.Skill F4000 TRIDENTz RGB 17-17-17-39 1000W Sinlet Pro ROG STRIX-GTX1070-O8G-GAMING

Nu har jeg kun lige skimmet let, hvad andre siger, så tilgiv mig, hvis jeg gentager andres råd... Til at starte med, så må jeg erkende, at jeg tidligere har haft det på samme måde som dig med vrede... Og for at være ærlig, så har det bragt mig lige præcist INTET, når det kommer til positive ting. Jeg kan godt forstå, at du føler dig svigtet i de forskellige situationer. Men som en tidligere god ven sagde: "Den ulv du fordrer, vokser sig stor og stærk". Dvs. at ukonstruktiv vrede kommer til at farve dit sind. jeg har været soldat i ca 10 år, og i den tid har jeg mistet kollegaer og gode venner. Nogle pga. tilfældigheder, andre i forbindelse med ufatteligt dumme beslutninger, hvor nogen skulle have været klogere. MEN at blive sur på dem, bringer ikke mine kollegaer og venner tilbage. Ej heller ikke din mor. Og nu kommer det svære og hårde: Hånden på hjertet - Hvad ville din mor sige til dig lige nu, i denne stund af lidelse? Ville hun sige "Tak min skat, tak fordi DU var der i den sidste og svære tid - Det varmer mit hjerte at se, at du er blevet et smukt og dejligt menneske. Men nu er det på tide at give slip på din vrede, da det forgifter dit sind." - I stedet for at være sur over, at du er blevet svigtet, så GLÆD dig over, at du ikke er som dem, der svigtede. GLÆD dig over, at du er blevet et godt menneske, og var der for din mor i hendes sidste tid. Eller ville hun sige: "Det er godt, at du er så sur på dem, at det gør ondt i din sjæl"? Jeg ved godt, at det er ufatteligt svært, men spørg dig selv om dette: "Hvad får du ud af, at være VRED?" og "Hvad ville der ske, hvis du holder op med at være vred på dem?" Det er uhyggeligt svært at ændrer andre, for ikke at sige, at det er umuligt - MEN du kan ændrer dig selv, og HVAD DU BRUGER din energi på. Jeg kunne også være sur på min eks, der gav mig sparket. Det gjorde satme ONDT. Men jeg har valgt, mentalt, at takke hende hver dag, da hun har åbnet mine øjne og givet mig mulighed for, at jeg har kunne tage nogle kæmpe skridt i min personlige udvikling. Lige meget, hvor ondt det gjorde, at hun gav mig sparket, så har det været virkeligt godt for mig. Lad mig spørge dig: "Hvad gør DIG glad?", "Hvad giver dig positiv energi", "Hvad gør vreden ved dig?" og "Hvem straffer du ved at være vred?" Jeg vil anbefale noget Mindfullness via app'en Calm - De har nogle super gode små temaer. De har en om følelser, hvor de arbejder med tingene, på den måde, at man ligesom smager på følelsen/tanken. Sætter et ord på den, så man ligesom får puttet den i en kasse. At følelsen ikke er farlig. At den er ok. På den måde, så bliver følelserne lettere og lettere at være i. Sidst men ikke mindst, så er had ikke det modsatte af kærlighed, det er ligegyldighed. Hvis du ikke længere elsker din familie, så vær ligeglad med dem. Hvis du savner din familie, så sig det til dem. Men had er en farlig og negativ følelser, der vist aldrig har ført noget godt med sig... Du er meget velkommen til at smide en privat besked, hvis du har lyst :)
--
http://www.NoteBookWorld.dk[...] - RIP, 22/3-2007... Useriøse sælgere: se profil

#23 Stærkt indlæg :-) #0 Et par ydmyge råd fra min side: Du må endelig ikke begynde på medicin, som der bliver nævnt tidligere i tråden. Jeg mistede min mor i en meget ung alder, og min bror tog det noget værre end jeg. Det endte med, at han kom på lykkepiller, og de gjorde bare, at han blev ligeglad med alt, og han har fortalt, at han røg ned i en endnu værre nedtur, da han skulle droppe pillerne igen. De gør ikke noget godt. Tal med en psykolog. Jeg har selv gjort det, og det hjælper bare. Alene det at få talt ud. At komme ud med dit raseri. At der bare sidder én og lytter til dig. Giv det et skud. Løb en tur. Der er ikke meget, der er bedre til at få renset hovedet ud. Og så kan du få afreageret gennem den fysiske udfoldelse. Her tænker jeg også, at boksning kunne være godt, men det har jeg aldrig selv prøvet. Og læs så #23 grundigt. Det er sgu et godt indlæg.
--

#25 Og sådan blev du lige rapporteret. Godt klaret.
--

Der er mange her i tråden der er imod medicin. Jeg er enig i at man ikke bare skal gå til sin praktiserende læge, og så få nogle lykkepiller. Men, i nogle situationer kan de være en god ide, så mit råd er: gå til en psykolog, hvis du ikke kan være i det, så tag en snak med en psykiater. Vær kritisk mht. medicin, men luk ikke den dør 100% i.
--
---misc for life---

#23 Fantastisk svar. #26 Og du var ikke den eneste.
--

OK, det her kan jeg kende. .Her er mine erfaringer: Din vrede er et produkt af dine dårlige strategier du benytter til at reagere på dine følelser. Har læst at du har sagt noget til familien .Men vrede er tit en følelse vi bruger til at dække over en anden følelse eller nedenstående Tag et ekstra kig på om du har givet dig selv nok plads og kæmpet nok for at blive mødt med rimelighed. Selvfølgelig kan det være at hele problemet er "de andre" det efterlader dig bare i en situation hvor du er uden kontrol eller muligheder. Du er den søde fyr/ Vender ting 25.000 i dit hovede. Det fortæller mig at du ikke får sat grænser, ikke fortalt at du er vred når du er det. At du vender ting 25k gange, er det samme som sige at du udveksler med dig selv istedet for med andre, hvilket er usundt. Hver gang du undlader at reagere overfor andre der overskrider dine grænser, fortæller du dig selv at du er ligeglad med dit velfærd. Derfor er du vred. Har kun lige skimmet #23 men jeg er ikke enig i at du skal spørge dig selv hvad du får ud af at være vred. Det er det modsatte af hvad du skal. Dit problem er ikke at du er vred, men at du ikke håndterer det som en voksen person (Du sagde selv at du ville have det råt for usødet) At være voksen betyder at man kan tage vare på sig selv, og det du gør er at blive svigtet og bide det i dig og bagefter være vred men uden at tage fat om problemet og få det løst. Løsningen er at du når til et punkt hvor du reagerer når du føler at dine grænser bliver testet. Jeg lærte det først i midten a 30erne, og det var sgu hårdt at kigge på mig selv og være ærlig, men bagefter føles det godt.
--

Sidst redigeret 07-12-2021 15:25

#24/28 Tak for anerkendelsen :) @Medicin Psykofarmia er en "spøjs" størrelse. Jeg har haft en depression, hvor min læge spurgte, hvordan jeg havde den med PF - Sagde, at jeg helst ville være fri for det - Hvortil han svarede, at han kun bruger det i små doser, for kun lige at tage toppen, således at man er mere modtagelig for samtaleterapi. Efter en måned uden, med et par forfærdelige dyk i humøret, måtte jeg erkende, at det nok var en god ide med en smule medicin. Dykkene i humøret bestod i, at jeg bare kunne mærke, at min verden krakelede, og lige meget, hvad jeg prøvede på (plejer at være god til at trække mig selv op), så gik humøret kun EN vej, for at ende med at tude i et par timer - Bare mindet om, hvor ubehageligt det var at mærke den afmagt, giver mig lidt våde øjne, mens jeg skriver dette. Det var bare ufatteligt hårdt... Og skal lige siges, at jeg vel at mærke af været udsendt til Afghanistan nogle gange, og har haft min del af ildkampe og tab af kollegaer, men intet står i mål med den afmagt jeg følte, når humøret dykkede, og jeg INTET kunne gøre. Jeg fik noget Sertralin Hexal (sikker stavet forkert), og det tog nedturene, men lagde også et lag på glæderne - Jeg kom lidt i en boble-tilstand, hvor alt bare var det samme. Fik dem i tre måneders tid mens jeg talte med en psykolog, og gjorde at det var til at være til. En anden ting med PF er, at det virker forskellige for mennesker. For nogle virker produkt a super godt, for andre gør produkt b forskellen. Og så er der SUPER mange bivirkninger - Jeg havde INGEN seksualitet den første måned, mine søvnrytmer blev helt fucked, og så fes jeg en masse - Det var til at lave med - Man af andre bivirkninger er der spontan diare (diabolsk bivirkning sammen med forøget tarmluftsafgang) og selvmordstanker. Så det er SÅ vigtigt, at man tager PF i samråd med læge, og er forberedt på bivirkninger. Og trapper ned i samråd med læge.
--
http://www.NoteBookWorld.dk[...] - RIP, 22/3-2007... Useriøse sælgere: se profil

#30 ja, folk der er imod medicin - HAr ikke tænkt det godt nok igennem. Det er virker intuitivt korrekt at sige at "piller er ikke en løsning" men hvis man forstrækker en muskel og lægen siger "heling kan tage 3 uger med de her piller og 6 måneder uden" er det så ikke bedre at tage noget der giver kroppen en mulighed for at hele hurtigere? En enkelt depression man render ind i, der kan piller være en god ide. Men hvis man har gentagne kan man prøve at finde en løsning igennem terapi - Men det er hit or miss og koster tid og penge i langt større grad end medicin... HAr selv erfaring med begge veje, og vil sige at det forskelligt ift situationen
--

Du har tabt.. https://www.youtube.com[...] Du er en vinder... https://www.youtube.com[...]
--

#0 Jeg synes det er forståeligt og ok du er vred, da det er din virkelighed og sådan du oplever tingene. Jeg har selv været i en lignende situation og har også været vred. Ved mig var de ulykkelige omstændigheder bare den udløsende faktor. Vreden var der allerede men den blev udløst af situationen. Jeg ved ikke om det er sådan hos dig men det er måske værd at tænke på, da vi som mennesker sjældent opbygger så meget vrede på kort tid. I mit tilfælde har jeg valgt ikke at have noget med personen at gøre efterfølgende. Det er valg jeg har truffet og taget konsekvensen af. Jeg hader ikke personen men jeg elsker heller ikke personen. Det er nødvendigvis ikke det rigtige for alle men det kan være det rigtige for nogen, hvis du vælger at gå den vej. Som andre siger kan mindfulness, samtale og især motion være godt til at få balance i systemet igen. Jeg er sikker på du nok skal få bragt balance i tingene igen, det kræver bare tid og vilje til at se ind i sig selv, hvilket jeg helt klart fornemmer du har :)
--

Til dem der automatisk og køligt siger "tal med en professionel... spis noget medicin.." Gab. Hva med at snakke lidt om emnet som et medmenneske? Give et godt råd? Dele en erfaring? Jaja en psykolog KAN være godt. Men det er mindst ligeså vigtigt at snakke med almindelige mennesker om almindelige problemer, så det ikke bliver sygeliggjort Jeg kan genkende en del af det #0 skriver om. Og jeg vil mene at mange har et eller andet med familien.. tingene kan komme lidt på spidsen på godt og ondt. Og så ses man til en højtid og så er fokus at "vi skal have en hyggelig aften". Så er der ikke plads til noget "negativt". heller ikke en god sund åben samtale om tingene. Det kan gøre det hele værre hvis man sidder og brænder inde med følelser der ikke får udtryk. Jeg tror det handler om.. at få sig udtrykt LIDT, men uden at angribe nogen personligt. Bare give lidt udtryk for hvordan man har det på en sober måde. Så får folk måske endda lidt sympati/forståelse, i stedet for at gå i forsvarsposition. "Holding on to a grudge is like drinking poison and waiting for the other person to die" Indebrændt vrede osv. er meget usundt at rende rundt med.
--

Sidst redigeret 07-12-2021 15:57

Men nej man kan ikke ændre særlig meget på andre med tvang.. Og man skal holde op med at have for meget fokus på dét. Andres forkerte handlinger, dårlige sider osv. Du har med garanti også dårlige sider som du ikke arbejder på. Ingen er perfekte. Husk også, at for nogle er døden en naturlig del af livet, og de går måske ikke så meget op i det som DU gør. Mens andre kan blive hårdt pressede når nogen dør og kan miste al overskud til at hjælpe eller være der. Så må de stærkeste jo bære mest. Men alligevel kan man godt kræve lidt af folk..
--

Sidst redigeret 07-12-2021 16:16

åben op snak, hvis du ikke kan så psykolog
--
jep jep

#23 du har nogle gode pointer. Frembringer en tåre på kinden.
--

"Jeg er kommet til en erkendelse af, at jeg decideret HADER dem." -Anger leads to hate. Hate leads to suffering." - som den sagelige Yoda engang sagde. Kom videre, vær størrer end dem, hvis du er "the good guy", så ved du at du er det! Jeg kender det du skriver med at "vende og dreje ting 25.000 gange i minuttet", der er bare ikke andet for end at stoppe med at overtænke ting! Ellers får man en brain-overload! :D
--

# OP Din egen læge (eller evt. med henvisning til psykiater) kan vurdere om medicin kan gavne dig. Du må endelig ikke tage andres erfaringer som "du skal ALDRIG starte på medicin" etc for noget som helst andet end deres egne personlige erfaringer. I forhold til for 20 år siden er der mange andre forksellige typer medicin i dag for affektive lidelser (SSRI, SNRI mm.). Nogen gør medicinen ikke noget for - andre virker det perfekt. Langt de fleste birvirkninger - specielt når man stopper med at tage det - kommer fordi man tager det forket. Mindfulness og de afledede behandlingsstrategier inden for psykologien - eksempelvis metekognitiv terapi kan sandsynligvis hjælpe da det lyder til du grubler("tygger") meget over ting du ikke kan ændre men også måske savner konkrete redskaber til at kommunikere med dem.
--

#0 Snak med nogen gutter/mandevenner. Aldrig til din kone eller dine børn for de ser op til dig. Læger kan ikke gøre en pind. Psykopiller hjælper ikke og psykologer gør sandsynligvis heller ikke.
--

#0 Flot indlæg, velformuleret og reflekteret. Håber, at du finder fred med dig selv og de relationer du vælger. Bare fordi man er familie, behøves man ikke at være tætte. Boksetræning: #11 Fin pointe: Boksetræning har også hjulpet mig af med noget af min vrede/had. Ikke så meget sparring (der må man ikke give helt los til træning), men mere sandsækarbejde. Forestille sig at se ansigterne og blive ved med at lange tunge slag ind - til jeg var udmattet! Forestille sig, at dem, jeg var vred på krøb, var bange og skreg af smerte, mens jeg tævede dem - primalt? Ja, men vi er basalt set dyr, der har kæmp, flygt eller frys som instinkter. Fokuser på glæden: #23 Stærkt indlæg: Fokuser på hvad, der gør dig glad. Du må godt fravælge de relationer, der har svigtet, men hvis du ikke fokuserer på glæden, ædes du op indefra. Kan det være at putte dine børn? At løbe en tur? At game? Dejlige private stunder med konen? Medicin/terapi: Personligt har jeg intet mod medicin - det kan i nogle tilfælde være nøglen til at få det så godt, at man kan tage imod terapi. Det var det i mit tilfælde, hvor vi taler tidlige traumer og alvorlig sygdom. MEN korrekt som andre skriver: Man starter normalt med samtaleterapi og tager den så herfra. Så hvis du ikke har kontaktet en professionel, så gør det. Meditation: En anden ting der har hjulpet mig enormt er meditation. Jeg kan være vildt presset/stresset/vred stadigvæk efter så mange år, men når jeg kommer så langt ned i kroppen at jeg kan græde, får jeg det bedre. Det var bare mine erfaringer, jeg håber, at du får det bedre og fokuserer på det dejlige i livet. Jeg er selv kommet derhen at vreden måske kun fylder et par timer om ugen og kan fokusere på nogle få nære og dejlige relationer - og det er jeg glad for.
--

venner den vælger man, familie dem er man desværre tvunget ind i. Jeg er ikke fortaler for medicin, jeg var på 1 1/2 års Sertralin, pga. 11 år med konstant træthed ligegyldigt hvad jeg gjorde, og verden blev bare uden farve, og jeg kunne sove 8 timer, vågne op trættere end jeg gik i seng, trænede gjorde alt muligt for at forsøge at komme ud af det, men intet hjalp. det tog mig fra 90 kg hvilket var ok til mine 1.93, til 112kg på 1 år, og mit valg var så at "NEJ" jeg skal sgu ikke dø af fedme med børn og alt muligt andet, selvom jeg faktisk var væsentligt gladere og verden fungerede bare, men selv med aktiv træning og meget lille madindtag, så ville vægtkurven ikke stoppe, så droppede medicinen og er nu tilbage på 98 der er et stykke vej, men det er hvad det er. Jeg personligt har lært en ting, det er ikke at give energi slugere tid, min familie, ISÆR min mor er en energi sluger, på den negative måde, hun fylder EKSTREMT meget, og det har altid været "fordi det er familie" at vi har været sammen, og vi er sammen "meget" ish.. det der er lidt rart er at have min kone vi har været sammen i over 15 år, så hun har set hvad det er, og hun rent faktisk har 100% samme konklusion som mig, min mor var meget.. "det er sgu bare noget du bilder dig ind" "og det er løgn" og hun er SUPER god til den nærliggende familie. for det er korte sprint, men SUPER negativ imod de folk som er super tæt på. det var hendes mor også, og hun hadede det. Så jeg er simpelthen bare blevet brutal, vi kan køre 100km for at besøge dem, hvis de 4 første ting jeg hører når jeg kommer ind af døren er negative ting, så vender jeg snuden om, så sætter vi os ud i bilen igen, og kører hjem. Jeg har også reelt sagt nej flere gange til at de kunne have vores Søn boende, simpelthen fordi hun bruger ham som et skjold. hver gang de har lavet noget lort, så sidder hun og coacher ham til hvad hun skal fortælle, og så skal han facetime os, og fortælle det... så hun leger dukke fører.. Så det jeg har lært er, hvis du er sur på folk, så skær dem væk, du kan ikke ændre på folk, og selvom de måske "ændre" adfærd op imod dig, så tro mig, så har de ikke ændret sig.
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

Du skriver at du vender og drejer ting overdrevent meget. Koblet i sammen med dine oplevelser- har du overvejet at du måske har ubehandlet angst? Angst og vrede kan gå hånd i hånd. Kan du nikke genkendende til det, så prøv metakognitiv terapi. Hvis ikke så glem mig indlæg.
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

Jeg kan afkræfte mistanken om angst. Angst er en psykiatrisk lidelse og det har jeg ikke - heldigvis :) Jeg tror bare, at jeg er blevet trådt gevaldigt meget på og jeg så småt befinder mig i erkendelsesfasen af, at folk er nogle røvkebaber nogle gange :(
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

#0 Har ikke læst hele tråden, men har du sagt til de implicerede, hvad du synes om deres adfærd/det de har gjort? Min erfaring fra mig selv er, at det hjælper at “pisse sit territorium af” - også selv om det ikke ændrer noget som helst i realiteten. Det, det ændrer, er den måde, du har det overfor dig selv på med det. Man ranker lige ryggen, når man får sagt fra. Det kan sagtens gøres på en pæn måde generelt set, omend nok ikke i dit, når du er så vred på dem.
--

En kendt, nu afdød, læge/psykiater/sexolog sagde engang, at hvis man vil tage ansvaret for andre mennesker, forpligter man sig over evne. Jeg har oplevet lidt det samme også i forbindelse med et dødsfald, og jeg var også altid den gode og hjælpsomme. Det var min far, der døde, men jeg fik ikke rigtig nogen omsorg, selv om jeg selv har stået til rådighed. Det har hjulpet mig at lære at blive lidt mere "egoistisk" og prioritere mig selv. Nu er de samme personer blevet lidt ældre, og har måske brug for lidt gratis havearbejde - jeg kunne godt have tilbudt at hjælpe, men har valgt ikke at gøre det. Det har hjulpet mig rigtig meget, at jeg har lært ikke at tage ansvaret for andre, for man forventer automatisk også, at de gør det samme. Hvis man bliver vred, sur og bitter på andre, fordi de ikke gør som man forventer, giver man også folk en masse magt over en selv. Dit ansvar ligger jo først og fremmest over for din kone og børn. Naturligvis skal man ikke gå hen og blive et dårligt menneske og gå over i den anden grøft. Og når det kommer til dødsfald, reagerer pårørende meget forskelligt. Man kan af gode grunde ikke vide hvorfor, men nogle er bange og trækker sig. Andre er bare ufølsomme, men oplevelsen er den samme. Det kan godt være, du siger, at det ikke er dig at være sådan, men så forbliver du jo også i samme spor og det løser jo ikke noget. For 15 år siden ville jeg også have sagt det samme, men i dag er jeg en helt anden person. Jeg har mere styr over mine tanker og følelser og har det meget bedre. Det er rigtigt svært at ændre sit tankemønster. Det er noget, man skal arbejde med.
--

#45 Ja jeg har faktisk netop sagt det til dem i sommer og har spillet med 100 procent åbne kort, hvorfor jeg faktisk netop er glad for den del. Jeg har fået en kæmpe succes i, at jeg rent faktisk har fået sagt fra på en god, kontant og ordentlig måde. Men når det ikke bliver taget imod og man nærmest bare stadig står med p*kken i hånden, så bliver jeg satme gal! Og det er nok det, der er det sværeste pt. Jeg har konfronteret nogen med en dårlig adfærd og så er de bare skide ligeglade. Det viser jo netop mig, at de så faktisk også er ligeglade MED mig. #46 Det er en vanvittig god pointe og netop en årsag til min store frustration igennem mange år: Jeg har nok forpligtet mig for meget, fordi jeg har haft til hensigt at tage ansvaret for andre og deres adfærd. Kamelerne der er blevet slugt har været mange og jeg kommer sgu nok til at slås med ar på sjælen over det i mange år frem. #Alle - I skal alle have tak for jeres inputs. Jeg tror faktisk, at jeg vil forsøge et smut mere til psykologen. Jeg tror i virkeligheden bare, at jeg har brug for at få åbnet FULDSTÆNDIGT op og ikke lægge noget imellem. Jeg kan mærke, at der er nogle ting, der stikker virkelig dybt og noget siger mig, at denne kamp kun lige er begyndt.
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

#47 Det lyder som en god idé med psykolog. Måske er kernen reelt det, du skriver her: De er ligeglade med dig, men du er ikke ligeglad med dem. Og det gør ondt af H til inden i. Vrede dækker tit over ked-af-det-hed.
--

#47 Husk på at psykologi er pseudovidenskab og at det med vilje er sat op til at få så mange penge ud af dig.
--

Sidst redigeret 08-12-2021 20:55

#49 er du... er du tabt som barn? #OP: Du lyder virkelig til at være et fornuftigt og velreflekteret menneske, så jeg er sikker på, at du kommer ud af denne personlige "krise" på en god og sund måde. Jeg skimmede tråden igennem, og mener ikke, at jeg kan se (kamp)sport blive anbefalet. Sport - især kampsport - er en fantastisk måde at få vrede og frustration omdannet til positiv energi. Mange kampsportsgrene arbejder også rigtig meget med disciplin i vaskelige situationer, hvilket muligvis vil kunne gavne dig?
--

#49 der tager du ganske enkelt fejl. Psykologi er et videnskabeligt studie af følelses- og udviklingsmæssige processer i menneskets liv. Ydermere er jeg et levende bevis på, at både psykolog og psykoterapi er hjælpsomt i de situationer, hvor man har brug for redskaber til at tackle hverdagen.
--
Mvh. elalso

Tak skal I alle have. Det er nogle gode inputs jeg får fra jer. De af jer, der opfordrer til sport, så er jeg bange for, at der er lang vej til den del, da jeg er en overvægtig mand, der lige som lidt er nået "the point of no return". Jeg skal igang med noget kost og gode gåture, før jeg kaster mig ud i mere motion. Jeg har dog ønske om at få gang i mere cardio, når jeg er fit til det.
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

#52 Pas på ikke at være for hård ved dig selv :) Du skriver, at du er nået point of no return, men også, at du allerede er i gang med nogle livsændrende tiltag :) Så er du jo ikke noget point of no return, men du tager ansvar for dig selv :) Det er pisse stærkt :) Det første skridt er altid det sværeste, og det har du taget :) Giv den gas, og husk at selvom vægten nogle gange stabiliserer sig, så der stadig være en proces i gang, hvor du både taber dig, og opbygger muskler :)
--
http://www.NoteBookWorld.dk[...] - RIP, 22/3-2007... Useriøse sælgere: se profil

#51 "Psykologi er et videnskabeligt studie" Nej, psykologi er den værste "videnskab". 2/3 kan ikke reproduceres og bias i feltet er stort (cirka 95%). Det var centeret for p-værdi hacking i videnskab og den største synder i reproduktionskrisen og sikkert også i den nuværende modelkrise. Psykologi er enkelt bare en cargo cult af statistik og videnskabelig metode. Sjovt at et felt der beskæftiger sig med "følelses- og udviklingsmæssige processer" at det så er fyldt med snydere. Jeg tvivler på at der er nogen her på Hol der ved mere om metavidenskab end mig. Prøv og tænk hvis det krævede en speciel kandidatuddannelse at blive prostitueret. Det er jo absurd. En psykolog er det samme men i stedet for sex er det bare en fake ven for en time plus interessekonflikt. Virkelig klamt at man har kapitaliseret noget så basalt som at snakke åbent med et andet menneske. At sige "Tag psykofarmaka . Gå til psykolog" er bare den nye "I don't give a shit. Kill yourself."
--

#54 Det er da godt du er så klog - eller selv tror det...... https://da.wikipedia.org[...] #OP: Ignorer dette forsøg på at trolle tråden. Der er masser af evidens for at psykoterapi hjælper. Ved alvorlig psykisk sygdom er kombinationen med medicin og psykoeterapi tilsammen stærkere end summen af enkeltdelene. Og som flere skriver: Fedt at du reflekterer så godt. Erkendelse af et problem er efter mine erfaringer halvvejen mod at få det bedre. Har selv spildt alt for meget af mit liv på ikke at søge hjælp og jeg kom så helt ned at vende med et par år i helvede.
--

#52 - for omkring mange år siden var jeg 31. Der tabte jeg 53 kg på 10 måneder, (fra 136 kg) bare ved "fornuftig kost" og motionsboksning. Det "point of no return" er som oftest i ens hoved - ikke ens krop. Jeg begyndte også sidst i 30'erne til Tai Chi - og det gjorde mirakler for både min balance, mit velvære og ikke mindst min sindsro. Du kan mere end du tror - og med din viljestyrke og dit mod, så tror jeg ikke der er så langt til horisonten som det måske ser ud når man kigger helt nede fra gulvbrædderne. You go, girl! :)
--
"ORK SATME!"

#0 Kan genkende en del af det du skriver, er i samme båd med nogle af tingene. Har ikke læst tråden, så alene baseret på OT. Find noget du kan få afløb for dine tanker, frustrationer, gerne noget fysisk. Alt den energi er god hvis du kan channel den ind i noget, hvad det kunne være kan jeg ikke fortælle dig, men brug den, ellers bruger den dig. Det er del af hvem du er, med de erfaringer du har i livet, men du skal ikke lade vreden styre dig, styr den, få afløb på en eller anden måde - skrive post her er et udtryk for det. Det du har oplevet er desværre meget normalt, problemet opstår når vi som mænd ikke får en manual eller guide til at takle problemer vi ikke ved hvordan vi skal tackle i livet. Natively så er vi jo problemknusere. Du behøver ikke finde løsning der fixer det hele natten over, det er proces, nu er du begyndt, så bare fortsæt med at undersøge muligheder for at arbejde med det.
--

#55 Cope. Der er ikke nogen der tager et informeret valg omkring psykofarmaka før de læser https://viden.sl.dk[...] Regn ikke med at din læge ved noget som helst om bivirkningerne på det de skriver recept på.
--

Hej. Skal være ærlig og sige jeg ikke har læst alle beskeder igennem. Læste dit indlæg og kan i høj grad relaterer til meget af det. Så det her er blot mine tanker, måske er det sagt, måske du ikke kan bruge det, men … Jeg mistede min mor for 4 år siden, hun var også familiens samlingspunktog hende der sørgede for alt. Vitterligt alt. Der har ikke været nogen som kunne fylde det hul, det skal der nok heller ikke, men jeg har kunne mærke at vi har haft rigtig svært ved at finde ud af, både hvordan vi skulle komme videre, men også hvordan vi skulle være sammen uden hende. Jeg har også gået til psykolog og fået øjnene op for mange uheldige sider ved min familie, men det løser ikke rigtig noget for mig. Det er fint at blive bevidst om nogle ting, klogere, få snakket om dem, men når alt kommer til alt, så får man jo ikke en opskrift på hvordan tingene så skal lykkes. Jeg har også ”pleaser” rolle i min familie, den der gør sådan andre er tilpas, er mellemmand i konflikter og den alle kan snakke med. Jeg vil ikke sige jeg hader dem(familien), men jeg synes mange af dem er decideret pattebørn i mange situationer. Modsat dig så ulmer jeg ikke blot, men springer decideret i luften nogle gange på min familie, når jeg har fået nok. Det er så det jeg skal arbejde med! Det er nemt at sige at man skal sige fra i tide, det er ofte virkelig nemmere sagt en gjort. Jeg sagde for et par år siden, at jeg kunne enten vælge mellemat være irriteret på min far resten af hans liv eller accepterer hvordan han er og at det nok ikke kommer til at ændre sig. Det ”klarsyn” gør dog ikke tingene nemmere. Alt i alt så vil jeg bare sige, at jeg stadig prøver at finde ud af hvordan det hele skal være. Hvornår eller om jeg kommer i mål, det ved jeg ikke. Jeg forsøger at lave små virkelig praktiske tiltag for at minimerer irritationsmomenter og konflikter. Men ja det er små skridt. Og vælger man at tage store skridt væk, bare væk. Så forstår jeg det også godt. Held og lykke til dig og jeg håber denne tråd har givet diget eller andet ??
--
Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.

Jeg tænker at du fik mulighed til at gøre en god gerning/handling for din mor, brugte tid på hende og trøstede hende i hendes sidste tid. Hvis din mors andre børn ikke gjorde noget, så er de gået glip for den mulighed for evigt. Jeg tror, at du må anderkende at vi alle er ikke de samme, og vores moral er forskelligt. Du kan ikke ændre en voksen person, hvis nogen er f.eks. egoistisk eller nærige anlagt, så kan de selv ændre sig i små ryk og bliver mindre egoistisk/nærige osv. Der findes mennesker, som tænker mere på dem selv og taler mest om fælleskab i de gode tider og trækker sig tilbage hvis der ikke er noget genvist for dem. Sådan nogle mennesker findes, jeg har ikke noget specielt behov for at bruge ekstra tid på dem, da de er upålidelige. Jeg troede familie betød at man skulle være ekstra kærlig, men åbenbart betyder familie ekstra udnyttelse for andre.
--

#0 Jeg kan relatere til meget af det du har været igennem og har selv til tider en vrede eller raseri/irritations førelse i kroppen. Gåture/løb og træning med musik i ørerne virker rigtig godt, og jeg har også overvejet kampsport som #50 nævner.
--
Z390 Gigabyte Aorus Pro | 9900k | 32GB 3200Mhz | RTX 3090 GameRock | VG27AQ

#47 - Først beklager jeg selvf. dit tab af din mor. Har selv været i bund efter 7 familiemedlemmers død på 2 år, og kort efter min far, jeg havde den absolut største base, tillid og kærlighed til. Efter min fars død, gik der alt for meget magtkamp, ondsindet sladder, konspirering og løgne i det, så jeg tog min søn, og kvittede alle de rådne forbindelser 100% - og det er nu godt 13 år siden, og jeg har ikke fortrudt det en eneste gang! Du lyder som et godt menneske, der så vidt du selv ved, har og gør det bedste du ved, så stort plus for dèt. I forbindelse med min historie, så husk dog, at der er stor forskel på, hvem/hvad man er, og kan - da langt fra alle kan klare så store brud - samt omstændighederne selvf. er forskellige. Der er kommet mange forslag frem her i tråden, hvor nogle er rigtig gode, og hvor andre desværre er lige til skraldespanden. Du har helt sikkert nu selv den indsigt, der skal til for at vide hvilke/hvor :) Jeg har læst fra starten, og kan se, at du mener, at du er ved vejs ende i forhold til SELV, at ku` komme videre, og derfor prøver herinde - hvilket er ok, da som sagt nogle af rådene er brugbare. Undervejs i trådlæsningen tænkte jeg flere gange på, om du måske har glemt den indfaldsvinkel, at du har glemt din egen betydning i forhold til netop de personer, du nu nærmest har afskrevet! Hermed mener jeg, at du der tilsyneladende mener/har været nærmest+følt mest overfor din mor, samtidig har været så "dømmende/anklagende - aggressiv?" overfor de øvrige, at de har trukket sig tilbage fremfor, at stå ret overfor dit - i deres øjne - fordømmende behov for retfærdighed, da de helt sikkert mener, at du ikke har monopol på sorgen omkring din mor? Som allerede nævnt, reagerer folk jo forskelligt, så hvis de oven i deres egen sorg (de har jo også i mange år følt/haft relationer til, været sammen med mor) samtidig skal ha` verbale ørefigner, vil de helt sikkert hellere vende dig ryggen frem for, at tage det helt store opgør du vist/ubevidst forventer i betragtning af den opstemte vrede du mener at ha` ophobet? Jeg kan selvf. tage helt fejl, men jeg ved, at der altid er mange aspekter/vinkler i samme situationer. Håber du får det bedre med både dig selv samt de øvrige.
--
Kun de dumme ser på fingeren, når den kloge peger mod stjernerne...