Hej HOL, Gammel bruger herinde men tager lige denne anonymt. HOL plejer, at have svaret på stort set alt, så hvorfor ikke også parforhold og børn dertil :) Jeg har været sammen med min kæreste i 1 års tid; on and off 2 gange og her 3. gang vi fandt sammen, var det fordi, vi simpelthen ikke ville leve vores liv uden hinanden. Alt fungerer skide godt mellem os nu på nær 1 ting.. barn/opdragelse. Min kæreste er "ny skilt" på 1 år (fandt sammen med hende 9 måneder efter skillsmisse). Hun har en lille pige på 5år og jeg mødte hende for første gang for små 3 måneder siden. Datteren er vild med mig, vi hygger og har det rigtig godt sammen. Så det er rigtig dejligt, at datteren har været så hurtig til, at godkende mig og ser mig som 'accepteret'. Nu kommer mit problem.. Min kæreste er totalt høne og løvemor for vildt! Dette har resulteret til 2 store diskussioner, som jeg føler for hver gang, svækker vores forhold. Datteren er ekstremt pylret.. hvis tingene ikke går efter hendes hoved, så eksploderer hun. Gud forbyde, hvis datteren skulle blive "ked af det" eller kede sig.. straks er mor der. Jeg ser udefra, at min kæreste pakker hendes datter ind i vat. Selvfølgelig, så skal mor træde til, hvis datteren slår sig og virkelig er ked af det.. men at 2 voksne mennesker nærmest skal adlyde, hvad med 5 årig siger kan jeg ikke.. Det som trigger mig for hårdt er de små "øøøøøhhhhjjjj" og "ææææææiiiihhh" lyde pige kommer med når hun bliver mobset.. Jeg kan det ikke... For 3 uger siden, aftalte vi, at alt opdragelse, det skulle jeg lade min kæreste om og så ville jeg senere kunne blive en del af det. Så her går jeg.. som en tikkende bombe inden i.. Jeg er af gammel opdragelse som med kæft, trit og retning. Jeg har følt på egen hånd og set, hvordan mine forældre og søskende har opdraget og deraf, falder det mig helt naturligt, at være "hård", lade barnet forstå, at når der bliver sagt med bestemt tone, så er det alvor og ikke til debat. Handling og konsekvens. Min kæreste er derimod i den helt anden grøft.. hun vil gerne tage konflikten der måtte opstå med ro og la-la-la .. ikke være bestemt som jeg ville gøre tingene. Jeg har ekstremt svært ved dette. At blot stå der og se på, hvordan barnet skaber sig og så kæresten som forsøger; på hendes måde, at berolige barnet. Stod det til mig, hvis barnet skabte sig, så var det ind på værelset og så måtte datteren hyle alt det hun ville til hun var faldet til ro og så kunne man snakke med datteren. Men er du gal, det kommer ALDRIG til at ske siger min kæreste... Jeg er føle menneske og har brug for at, at snakke og komme ud med tingene. Jeg har i dag, haft en lang snak/diskussion om dette, da jeg føler, at hvis der ikke bliver gjort noget som, i stil med, hvordan jeg ser tingene skal/kan gøres, så brænder jeg sammen.. går psykisk ned og så ryger forholdet. Min kæreste mener, at det tager tid og at, jeg ikke skal kunne forvente, at efter 3 måneder, så begynder jeg at opdrage på hendes barn; og slet ikke på en måde som hun ikke vil. Jeg har spurgt til. hvad vi så skal gøre, for at jeg ikke ender med at bryde helt sammen og til det er svaret: "Det ved jeg ikke. Det er også ukendt for mig det her." Jeg føler, det er lidt som ying og yang det her.. vi er så forskellige mht. opdragelse. Jeg er begyndt, at føle og tænke, at det blot ville være lettere, at sige farvel og tak og "lad mig komme ud af det her!". Hvad siger i? Hvad gør jeg lige, for ikke at brænde helt sammen oven i hatten? Ville være fantastisk med råd og vejledning med en uden børn som måske, kan genkende de følelser, tanker og ikke mindst fustrationer jeg sidder med. What to do??
--

Gæstebruger, opret dit eget login og få din egen signatur.