Seneste forumindlæg
Køb / Salg
 * Uofficiel Black/White liste V3
Login / opret bruger


Gigabyte RTX 4090 Gaming Oc vs Gigabyte RTX 4080 Gaming Oc

Af Heini Nielsen | 01-09-2023 | 3850 visninger | 1 kommentarer


Producent: Gigabyte
Sponsor: Gigabyte
Gigabyte 4090 VS 4080 Gaming Oc


 

Introduktion

Mange har spurgt mig, om det ikke ville være muligt at lave en sammenlignende test mellem Gigabytes RTX 4080 Gaming OC og topmodellen RTX 4090, for at se hvor stor forskellen i ydeevne i 4K-opløsning reelt ville være mellem de to kort.

Da jeg ikke har et RTX 4090-kort hjemme, besluttede jeg mig for at kontakte Gigabyte for at høre, om det ikke ville være muligt at få deres RTX 4090 Gaming OC-kort til test. Det ville give god mening at lave en test af de to kort fra samme producent og samme serie (Gaming OC).

Én ting, jeg tænker på, er, at det sandsynligvis kun er få, der har råd til at købe et Gigabyte RTX 4090 Gaming OC, da prisen er hele 14.000 kr. Det er en betydelig sum penge, selv for RTX 4080-kortet, hvor prisen er 10.500 kr. For de fleste er begge kort kun relevant, hvis de virkelig ønsker et af markedets absolut hurtigste kort og har sigtet mod at spille i 4K-opløsning. Samtidig skal de være villige til at betale en premiumpris for at opnå det.

Spørgsmålet er så, hvor meget ekstra ydeevne får man ved at skifte fra RTX 4080 til et RTX 4090-kort? Er prisforskellen på 3.500 kr. berettiget? Lad os se nærmere på det.

Jeg vil også lige tilføje, at jeg har inkluderet Gigabytes RX 6950XT Gaming OC-kort i mine testresultater, hvis der skulle være nogen, der gerne vil se en sammenligning med dette kort.
 

Specifikationer og vært at vide


Her er en hurtig oversigt og specifikationer for 4090-kortet. Én af de ting, der hurtigt bemærkes ved 4090, er, at det leveres med 24 GB hukommelse, hvor et 4080-kort kun har 16 GB. Både RTX 4090-kortet og RTX 4080-kortet gør brug af den samme Ada Lovelace DNA, DLSS 3 og endda den samme type kølerløsning.





Selvfølgelig vil jeg også gerne nævne, at 4090-kortet stadig benytter den velkendte 12V strømadapter og de til tider omtalte nedsmeltningsproblemer. I min egen opfattelse bør man dog ikke være alt for bekymret på dette område. Der har været en del snak og skriverier om det, men i mange tilfælde skyldes problemet primært brugerfejl ved tilslutningen af strømstikket. (Sørg altid for at skubbe stikket helt ind!) Dette gælder naturligvis også for alle andre kort. Det er bedre at tjekke en ekstra gang for meget end for lidt, men husk også at undgå at bøje kablet alt for meget, da dette kan skabe en dårlig forbindelse.


Test

 
Som tidligere nævnt har jeg i denne omgang valgt ikke at bruge meget tid på at skrive om selv kortet eller at vise unboxing-billeder. I stedet går vi direkte til selve testdelen. Dette skulle forhåbentlig gøre det muligt at inkludere flere kort i vores testsystem på kortere tid og dermed opbygge en større database af resultater til vores sammenligninger.
Testsystemet forbliver uændret. Dov er planen på sigt at opgradere det, når jeg føler, at CPU'en begynder at udgøre en flaskehals i mine test af grafikkort. Dette begynder allerede at vise sig i visse tilfælde ved lavere opløsninger. Ikke desto mindre er systemet stadig det samme som hidtil.



 
Test Systemet består af
  • Intel I9 [email protected] Ghz
  • Asus ROG maximus z690 extreme
  • 16 GB Kingston Fury 5600 MHz RGB
  • Lian li O11 Dynamic EVO
  • 9 Lian Li Uni Fan AL120 RGB
  • Nzxt Kraken z73 Rgb
  • Asus ROG THOR 1000W PLATINUM II
  • Kingston FURY Renegade 2 TB M.2
  • Samsung 970 EVO PLUS 1 TB M.2
  • Gigabyte M32U Skærm
  • Windows 11 pro
  • Amd Drive version Adrenalin 23.7.1 er brugt
Testen er udført i et delvis åbent Lian Li O11 kabinet, for at etablere ensartethed for alle og kommende grafikkort.
Jeg har valgt, at fokusere på et gennemsnit (Average) FPS, da jeg mener, det er det mest rigtige at anvende i spil, og et resultat jeg kan få mest ud fra i den samlede helhed.
Jeg har valgt, at anvende en række udvalgte spil, som har indbygget Benchmark test. Dette igen for at opnå testresultater med mest mulig ensartethed hver gang de bliver kørt, sådan at der opnås de mest nøjagtige resultater.
Spil og software anvendt under test.
  • Shadow of the Tomb Raider
  • F1 2022
  • Forza Horizon 5
  • Assassins Creed Valhalla
  • 3d mark  
Jeg vil lige afrunde med, at give en stor tak til https://www.playgames.dk/ , for at have sponsoreret de fleste spil, som er anvendt under de forskellige test.

Som altid Lige en hurtig opsummering om "FPS"
Når spil testes, så måles der i FPS, det vil sige, hvor mange rammer/Frames et grafikkort kan gengive pr. sekund, jo højere det er, jo mere flydende vil dit spil vise sig på din skærm.
Et spils frames per sekund (FPS) er målt pr. gennemsnit af gennem en række test, hvilket ofte er en tidsdemo, en optaget del af spillet, som er en 1: 1-gengivelse af det aktuelle spil og dets spiloplevelse efter at have tvunget de samme indstillinger for billedkvalitet; denne tidsdemo benyttes derefter til alle grafikkort, så den faktiske måling er så objektiv som muligt.
Billeder i sekundet Gameplay
<30 FPS Meget begrænset Gameplay
30-40 FPS Gennemsnitlig, men alligevel meget spilbar
40-60 FPS Godt Gameplay
> 60 FPS Bedst muligt Gameplay
  • Hvis et grafikkort kan håndtere mindre end 30 FPS, så er spillet ikke særlig spilbart, hvilket vi for enhver pris vil undgå.
  • Med 30 FPS op til ca. 40 FPS vil du være mere i stand til at spille spillet, dog ville det stadig ikke føles helt flydende.
  • Når et grafikkort udfører 60 FPS i gennemsnit eller højere, kan du næsten være sikker på, at spillet vil spille flydende på ethvert tidspunkt i spillet.
  • Over 100 FPS indikerer, at du enten har et kraftfuldt grafikkort eller spiller et ældre spil. Alternativt kan det være, at du spiller professionelle e-sportsspil, hvor hvert eneste sekund tæller, og hvor der ikke er plads til nogen form for afbrydelse. 

    Alle de anvendte spil er blevet testet i tre forskellige opløsninger: 1920x1080, 2560x1440 (2K) og til sidst 3840x2160 (4K). Spillene er blevet testet ved de maksimale indstillinger, der er tilgængelige, hvilket er den højeste opløsning,
Alle de anvendte spil er blevet testet i tre forskellige opløsninger: 1920x1080, 2560x1440 (2K) og til sidst 3840x2160 (4K). Spillene er blevet testet ved de maksimale indstillinger, der er tilgængelige, hvilket er den højeste opløsning,


 
Jeg begyndte med det meget velkendte spil Assassin's Creed Valhalla. Her er det tydeligt at se, at 4090-kortet trækker fra de to andre kort, da det opnår hele 36 FPS mere i 4K-opløsningen sammenlignet med 4080-kortet.
Både 4090-kortet og 4080-kortet når op over 100 FPS, hvilket betyder, at spillet klart kan spilles i 4K-opløsning.

Når jeg sammenligner med 6950 XT-kortet, er 4090-kortet tæt på at være dobbelt så hurtigt.





I F1 2022 uden aktiveret raytracing er der en betydelig forskel at bemærke. Her observerer jeg et markant spring fra 4090-kortet til 4080-kortet på hele 59 FPS. I sammenligning mellem 4080-kortet og 6950 XT-kortet er forskellen faktisk ikke så stor. Her ser jeg kun en forskel på 36 FPS, hvilket stadig udgør en væsentlig forskel, men det er vigtigt at huske, at 6950 XT-kortet er en ældre model.





Når jeg aktiverer raytracing i F1 2022, begynder der virkelig at ske ting og sager. Selv 4090-kortet kommer på prøve i 4K-opløsningen og når kun op på 76 FPS, og 4080-kortet lander på sølle 56 FPS



Det næste spil, jeg har testet, er Forza Horizon 5. Her bemærker jeg faktisk, at 4090-kortet kun er omkring 50% hurtigere end 6950 XT-kortet og cirka 25% hurtigere end 4080-kortet. Men igen, når vi når under 100 FPS, udgør en forskel på 25% faktisk en betydelig variation i den overordnede oplevelse, selvom 20 FPS måske ikke lyder som meget.







Det næstsidste spil, jeg har testet, er Shadow of the Tomb Raider. Her ser jeg tydeligt, at min 12900K CPU begynder at nå sine begrænsninger, især når vi taler om 1080p-opløsningen, især når DLSS er aktiveret. Hvis jeg kigger på resultaterne uden DLSS i 4K-opløsningen, er der et rimeligt stort spring mellem 4090-kortet og 4080-kortet på hele 48 FPS





 


Det sidste spil, som jeg har valgt at inkludere i testen, er Call of Duty: Modern Warfare 2. Dette er et spil, der normalt er meget gunstigt over for AMD-GPU'er, og det er tydeligt her også. Springet fra 6950XT op til 4090 er kun på 41 FPS, og 4080-kortet ligger tæt på 6950XT-kortet, hvor der kun er en forskel på 15 FPS mellem de to kort.

4090-kortet leverer imponerende 127 FPS, hvorimod 4080-kortet lander på 96 FPS. Dette udgør en forskel på hele 31 FPS, hvilket faktisk er en betydelig ydelsesforskel, især når vi taler om 4K-opløsning. Med hele 31 FPS forskel ville du være i stand til at spille på en 4K 144Hz-skærm og komme meget tæt på at udnytte skærmens fulde potentiale med et RTX 4090.



Til sidst i min test er det blevet tid til, at I kan få et indblik i de syntetiske 3DMARK-tests. Denne gang har jeg valgt at tilføje et par nye tests i serien, nemlig Time Spy Extreme og Speed Way. Jeg vil lade selve testresultaterne tale for sig selv.


















Alle mine tests er udført ved en stuetemperatur på cirka 23 grader. Under testene lå 4090-kortet på en ideel temperatur på ca. 40 grader og en temperatur under spil på maksimalt 67 grader. Kortet opnåede en maksimal boostfrekvens på 2745 MHz.


 
På kortet observerede jeg et maksimalt effektforbrug på hele 441 watt. Dette er 116 watt mere end 4080-kortet og yderligere 152 watt mere end 6950XT-kortet. Men igen, når man investerer i sådan et kort, er strømforbruget sandsynligvis ikke den primære bekymring. Hvis jeg betragter den ekstra ydelse, man får fra 4090 til 4080-kortet med kun en forskel på 116 watt i forbrug, opnår man faktisk en betydelig mængde ekstra ydelse på denne konto.

Desuden har jeg også udvidet min test med en strømgraf for at give jer mulighed for at se de forskellige grafikkorts maksimale strømforbrug. Dette er noget, mange af jer har efterspurgt, da I ønsker at kunne sammenligne forskellen mellem de forskellige grafikkort på dette specifikke punkt.






konklusion




 
Så er det tid til en konklusion. Hvad skal man gøre? Hvis du vælger RTX 4090, bør du spille i 4K-opløsning eller i det mindste på en meget hurtig 1440p-skærm med høj opdateringshastighed som minimum. Hvis du vælger sidstnævnte, har du brug for en topklasse, ultrahurtig gaming CPU som f.eks. Intel 13900K eller Ryzen 7950X, samt Ryzen X3D-modeller, for at undgå potentielle ydeevnemæssige flaskehalse. Jeg oplever her i min test, at min 12900K når sin grænse i visse tilfælde. Selv med et GeForce RTX 4080-kort kan man stadig støde på CPU-problemer i visse tilfælde os ved 1440p med tidligere generationers high-end CPU'er, men dette ses i mindre grad med 4080-kortet.

I sidste ende er det meget vanskeligt at sige "Bare gå ud og køb et 14000 kr GPU!" eller "Spar lidt og gå efter den lillebror til
10500 kr," som det er tilfældet med 4090- og 4080-kortene, jeg diskuterer i dag. Men dette afspejler blot virkeligheden i dagens prisforhold. Hvis du har et stort GPU-budget, der kan dække prisen på Gigabytes GeForce RTX 4090, er ydeevnen simpelthen usammenlignelig. Det vil give dig helt nye spiloplevelser, som aldrig før har været mulige, især i 4K med 144Hz.

Når jeg ser på Gigabytes RTX 4080, bortset fra prisen, er det ikke en dårlig GPU. Den leverer fantastisk ydeevne og drager også fordel af de samme funktioner som 4090, f.eks. DLSS 3. Desuden kræver Gigabytes 4080-kort ikke særlig meget strøm. Men desværre kan jeg ikke blot "ignorere prisen," for 4080-kortet er simpelthen meget dyrt i forhold til det, du får ekstra ved at investere i et 4090-kort. I nogle tilfælde bemærker jeg, at kort som AMDs 6950 XT faktisk ikke ligger langt fra 4080-kortet og koster næsten det halve. Så 4080-kortet er i en vanskelig position. Man kan forstå og anerkende kvaliteterne ved kortet, men prisen er alt for høj, og det skulle have været i en prisregion på omkring 8000 kr efter min personlige vurdering. Sammenlignende med det, kommer Gigabytes 4090 kort til at lyde mere rimeligt.

I sidste ende er prisen på et Gigabytes RTX 4080-kort helt ude af proportioner, mens et Gigabytes RTX 4090-kort giver dig mulighed for en stor spiloplevelse i den fortryllende verden af 4K-spil. Så til jer, der har pengene til at investere i et Gigabyte RTX 4090-kort, ville jeg ikke være misundelig på jer! Gigabyte RTX 4090 vs. 4080, 4090 er vinderen på næsten alle punkter efter min mening. Så herfra får det en tommelfinger op!

Se priserne hos PriceRunner.
 
 
 
PLUSSER
  • Bedst ydeevne man kan købe pt
  • Meget lydløst kort
  • Idle Fan Stop
  • Dobbelt Bios
  • Lav temperatur
  • 24 Gb hukommelse
 
 
MINUSER
  
  • Prisen er skyhøj