Seneste forumindlæg
Køb / Salg
 * Uofficiel Black/White liste V3
Login / opret bruger


Så meget koster det at eje en Tesla i 3 år

Af Thomas Eriksen | 29-05-2023 | 14637 visninger | 0 kommentarer


Producent: Tesla
Sponsor: Ingen
Så dyrt er det et køre i Tesla Model 3

Hvis du gerne vil købe en ny Tesla så brug dette link, det giver lidt Tesla kreditter til dig og lidt til mig også https://ts.la/thomas27720

Som nogen af jer måske ved, købte jeg i foråret 2020 en Tesla Model 3. Jeg har tidligere skrevet et par artikler om den, men jeg har aldrig skrevet om økonomien ved en elbil og det vil jeg gerne råde bod på.

Min bil er en Tesla Model 3 LR fra marts 2020 med et 75 KWh batteri og frem til 30 April 2023 har vi køre 86.211 km i den. Når jeg vælger 30 april som slut datoen, så er det fordi det passer godt med de afregninger jeg får for strøm og derudover har jeg opsat mit tidligere lade abonnement pr den dag, så jeg kan derfor få en total omkostning på det med.

Men lad os hoppe direkte ned i tallene. Jeg har valgt at dele det ind i nogle afsnit med forskellige typer af udgifter, men jeg vil lægge et skema ind længere nede hvor i kan se alle udgifter lagt sammen.




Anskaffelse.
 
At Købe en Tesla Model 3 LR er ikke helt billigt. Jeg gav 467.000 kr for min bil. Da bilen blev leveret med sommerdæk, så har jeg efterfølgende anskaffet vinterdæk til de originale fælge og et sæt ekstra fælge og dæk med sommerdæk. Derudover har jeg anskaffet diverse tilbehør til min bil for lige under 2000 kr.
 
Bil Anskaffelse 467.500
Ladestander 7.895
Alufælge 16.750
Vinterdæk 4.496
Salg af originale dæk -1.000
Diverse småting 2.000
Samlet anskaffelsespris 497.641

Så samlet set har jeg brugt 497.641 kr på at anskaffe bilen og det udstyr jeg skulle bruge. Jeg vil gerne indrømme et det er en markant udskrivning og det er klart den dyreste bil jeg nogensinde har købt. Til sammenligning brugte jeg omkring 335.000 kr på min forrige bil for at købe de samme ting.


Opladning.

opladning er den helt store post i det daglige. Det er også her det store regnestykke kan være svært. For lad os bare sige det mildt, så er det lidt det vilde vesten når vi taler om opladning. Jeg er dog heldig at jeg kan lade hjemme det meste af tiden og fra starten til 30 april 2023 havde jeg et lade abonnement hos E.ON og der betalte jeg et fast beløb på 729 kr om måneden og så kunne jeg lade 750 KWh strøm enten ude eller hjemme. Hvis jeg ladede hjemme så kunne jeg få 2,29 kr refunderet pr KWh. Denne ordning fortsatte til udgangen af November 2022 hvorefter prisen steg og det er også grunden til at jeg har opsagt mit lade abonnement.

Lad mig komme med et eksempel på hvordan det virker. Tallene er fra Maj måned 2022 Dengang havde jeg et fastpris abonnement til 2,64 kr pr KWh. Jeg ladede 576 KWh hjemme og 31 KWh under en tur til Århus. Derudover ladede jeg 26 KWh på en Supercharger i forbindelse med Århus turen.

 
Abonnement E.ON 729
Tilbagebetaling 576 KWh -1.336
Køb af strøm hjemme 576 KWh 1.521
Tesla Supercharger 26 KWh 0
Samlet pris 914
 
Det er med vilje Tesla Supercharger koster 0 kr, jeg havde henvist en person til at købe en Tesla og jeg havde der for fået nogle supercharger km jeg brugte på denne tur (hvis du vil købe en tesla så køb på dette link så får vi begge lidt kreditter) . Jeg vil gætte på at uden disse gratis km havde det kostet omkring 5 kr pr KWh og det havde derfor kostet 130 kr.

I denne måned kørte jeg 2766 km (et tal jeg har fundet gennem Teslafi) Brugte 633 KWh og 914 kr. Det betyder at isoleret set var min omkostning pr km følgende

pris/km 33 øre
Elforbrug pr km 229 Wh/km (4,37 km pr KWh)

Jeg har så lavet det regnestykke på alle 37 måneder jeg har haft bilen og det giver nedenstående regnestykke

 
Abonnement 37 måneder 32.071
Tilbagebetaling 18.207 KWh -41.332
Køb af strøm hjemme 18.207 KWh 32.473
Ladet ude hos E.ON 1.108 KWh 0
Øvrig Hurtigladning 2.023 KWh 668
Samlet pris 23.879

I denne tabel har jeg slået Tesla Supercharger sammen med øvrige lade udbydere og kommet frem til at jeg har betalt 668 kr for 2023 KWh. Denne pris er ganske givet super urealistisk for hvad det ville koste at lade 2.000 KWh ude i dag. Men med en del gratis supercharger km, både ved køb og et par senere henvisninger så er det lykkes at holde prisen nede. Der har også været nogle muligheder for at lade billigt på feks Aral stationer i Tyskland som jeg har benyttet

Skulle jeg lade de km på en supercharger så ville det have kostet 6-10.000 kr afhængigt af hvornår jeg lader.

Samlet set har jeg altså brugt 21.338 KWh på at køre de 86.211 km Det har også kostet mig 23.879 kr.

pris/km 28 øre
Elforbrug pr km 248 Wh/km (4,04 km pr KWh)

Hvis du sammenligner min opgørelse med det bilen er angivet til at køre, så er mit forbrug ikke imponerende. Officielt skulle min bil have et forbrug på omkring 150 Wh/km, jeg kan desværre ikke huske det officielle tal men mener det er deromkring. Bilen siger at jeg frem til dags dato har kørt 189 Wh/km men jeg er altså kommet frem til 248 WH/km.

forklaringen på forskellen mellem 150 og 189 er bla min køre stil som inkluderer en del hurtige accelerationer, men også det faktum at mange af min km er lagt på motorvejen hvor jeg følger fartgrænsen plus nogle procent (det kan man indstille i bilen). Derudover så er det officielle tal opnået med noget der ligner danske sommer temperaturer, men jeg kører jo også i bilen om vinteren.

Forskellen mellem 189 og 248 skyldes strømforbrug der ikke tælles med i bilen. Det er feks Sentry mode som godt kan bruge et par KWh mens jeg er på arbejde (den er slået fra hjemme). Men det er også når vi sidder i bilen med aircondition eller varme og endeligt er der lade tab som typisk ligget mellem 10 og 15%.

Mit tal viser altså den totale omkostning hvor bilen kun viser kørslen.



Finansiering, forsikring, abonnementer og andet løbende

Når man som mig ikke har haft penge til at købe sin bil kontant, så er finansieringen, en af de tunge udgifter. Heldigvis var renten god da jeg købte og der var fine tilbud at finde når man ville låne til elbiler. Jeg har tegnet mit lån med en fast rente på 1,75% og det har jo vist sig at være en god beslutning. Den variable rente er i hvert fald over dobbelt så høj i dag som det jeg betaler. Derudover har jeg naturligvis også betalt nogle oprettelsesomkostninger. Begge dele er regnet med i finansieringen.    
Den næste post vejer også tungt, det er forsikringen. På trods af at jeg er elitebilist og bor i eget hus er en Tesla ikke billig at forsikre. Jeg har betalt i snit 10.000 kr om året, men har lige fået et godt tilbud der reducerer min fremtidige udgift. Det ændrer dog ikke på historikken.

Derudover abonnerer jeg på 2 services til min bil. Premium Connectivity fra Tesla og Teslafi som logger kørsler og opladninger mv. Da jeg købte min bil, var der 12 måneders gratis Premium Connectivity og da jeg ikke har gidet at rode med telefoner der skal tænde WIFI betaler jeg for det. Teslafi er koblet op til min bil og logger mine kørsler og meget af den data jeg har skulle bruge til denne artikel, stammer fra Teslafi.

Endeligt har jeg frikøbt min lade stander da jeg opsagde mit abonnement det kostede 1500 kr og så er det min. Skulle jeg have taget den ned og leveret tilbage til E.ON så havde det kostet mig 2500 kr. som det stod i kontrakten. Så det var en ret logisk beslutning.
Finansiering billån 31.772
Forsikring 30.008
Premium Connectivity 2.475
Teslafi 1.203
Frikøb ladestander 1.500
Samlet pris 66.957
 
Vedligehold og service
Når man køber en ny bil er der ikke forventning om at der kommer mange vedligeholdelses udgifter, men typisk skal bilen alligevel serviceres hver 20.000 km, hvilket betyder at min bil ville have været til service 4 gange nu. Men Tesla har intet krav om service, så min bil har faktisk kun været til service en gang hvor den fik efterset bremserne. Jeg har desværre ikke fået regningen på mail så jeg kan ikke finde den, men mindes at det var omkring 1250 kr det kostede. For god ordens skyld, skal det siges at den trænger til at få et eftersyn mere, så det lægger jeg oven i udgiften i beregningen. Derudover har jeg skiftet kabinefiltret selv, da det anbefales at gøre det hver andet år.

Derudover har jeg skiftet vinduesviskere et par gange og så har jeg været meget uheldig med mine sommerdæk. 2 gange har jeg kørt en skrue op i et hjul og dem har jeg derfor fået lappet. Men det er ikke det hele, jeg har faktisk også kørt en nøgle! op i et af de lappede hjul så derfor endte jeg med at købe 4 let brugte dæk som erstatning.
Bremseservice x2 2.500
Kabinefilter 335
Vinduesviskere 400
Lapning af 2 dæk 600
4 let brugte dæk 2.000
Samlet service pris 5.835
 
Til sammenligning gav jeg sjældent under 3000 kr for service af min forrige bil og jeg havde sikkert kørt på autoriseret værksted de første år. Så tænker nemt omkostningen i en Benzin bil var løbet op i 15-20.000 kr.




Afskrivninger  
Den sidste omkostning før vi kan gøre regnestykket op er afskrivninger. Det er også den tungeste post i ethvert bil regnskab (i det mindste når vi taler nye biler). For næsten uanset hvilken bil man køber, vil den over tid tabe nærmest hele sin værdi. Men de hårdeste år på enhver bil er nok de første 3-5 år, for det er her afskrivningerne virkeligt gør ondt. Men med en Tesla gør det lidt ekstra ondt, for der har været en række prisnedsættelser, så en bil tilsvarende min koster nu 399.490 kr, så det slår jo lidt ekstra hårdt hvis jeg skulle sælge bilen nu.

Efter at have kigget lidt rundt omkring vurderer jeg at jeg ville kunne få et sted mellem 270.000 og 300.000 kr. for den ved privat salg og da jeg har solgt mine forrige biler privat, er det det jeg regner med. Jeg har også prøvet FDM’s beregner og den siger at en elbil der koster det jeg gav for den, vil være ca 295.000 værd efter 3 år. Så jeg er ret sikker på at hvis jeg tager værdien midt imellem mine 2 tal, så er det nok retvisende.

 
Anskaffelse 467.500
Salgsværdi pr 1. maj 2023 285.000
Samlede afskrivninger 182.500
 
Det er mange penge og tabe, det er der ingen tvivl om. Men det er også derfor jeg altid beholder mine biler i længere tid. Jeg har haft bil uafbrudt siden 1999 og jeg er faktisk kun på min 4 bil (hvis vi ikke regner bil nr 2 med). Så jeg er fuldt overbevist om at de næste 3 år bliver meget billigere.

Samlede omkostninger

Nu er det spændende øjeblik hvor jeg regner alle omkostninger sammen kommet. Som jeg skriver teksten her, har jeg faktisk ikke regnet det sammen endnu. Jeg har en forventning at beløbet er omkring 7.000 kr om måneden med mit daværende kørselsbehov på små 50.000 km om året for det var det jeg havde beregnet før jeg købte bilen. Men da afskrivningerne har været lidt højere end forventet er det stadig interessant at se.

 
Afskrivninger 182.500
Finansering mv 69.117
Anskaffelse udstyr 30.141
Strøm 23.879
Service 5.835
Samlet pris 311.473
   
Pris pr måned 8.418
 
 
Kort sagt jeg har brugt 311.473 kr på at eje en bil i 3 år 1 måned, det er noget af en udgift det skal jeg gerne indrømme og det er også noget højere end jeg havde forventet. Men som jeg skrev ovenfor havde jeg beregnet en udgift på 7000 om måneden så reelt har det kostet mig 1.418 kr. mere end jeg havde beregnet. Men det er der en god forklaring på og det er at jeg ikke har planer om at sælge min bil lige nu. Hvis man køber nye biler og forventer at sælge dem efter 3 år, så skal man forvente at især afskrivningerne slår hårdere end hvis man forventer at beholde den i 8 år som er mit oprindelige oplæg. Jeg får derfor ikke gælde af at afskrivningerne er lavere pr år i årene fremover og en række omkostninger som feks låneomkostninger, anskaffelse af ekstraudstyr, lade stander mv belaster over en kortere periode end jeg har regnet med. 

Jeg har lavet en udregning med de nye tal over mine oprindelige 8 år og der holder de 7000 stadig rimeligt godt. Den ubekendte er at min elregning vil nok stige lidt i forhold til det beregnede, nu hvor jeg ikke har et abonnement med refusion. Til gengæld har jeg lige fået en meget billigere bilforsikring som reducerer mine omkostninger lidt der.

konklusion

Jeg har brugt lidt flere penge på bilen end jeg havde forventet, men jeg har en forventning om at det udligner sig lidt over tid. Udviklingen på brugt markedet har bare fremskudt noget af den afskrivning jeg alligevel har med i min beregning. Så at tallet er lidt højere gør mig faktisk slet ikke noget.

Jeg er også stadig meget glad for min bil, det er nok den bil jeg har været gladest for, men også den jeg har brokket mig mest over. Eller dvs ikke bilen som helhed, den er som jeg forventede, en amerikansk Premium bil med alle de mangler som sådan en har. Ja panel gaps er måske ikke som på en Audi, lædersæderne er ikke ægte læder og så rasler interiøret måske lidt mere end man kunne forvente af en europæisk eller japansk bil i samme prisklasse. Men det var jo det jeg forventede. Men bilen kører super godt, på trods af den høje vægt ligger den super stabilt i sving og man kan føle lige præsis hvad den gør, om det er let hjulspin på høje baghjul eller om det er understyring, alt sammen super forudsigeligt og nemt at reagere på. Jeg nyder også stadig alle kræfterne og jeg er ikke blevet træt af at fyre den af i et lyskryds eller bruge dem til at lave en hurtig overhaling.

på software siden er jeg mere forbeholden, rigtigt mange siger at Tesla er bedst til at lave software og der er jeg faktisk dybt uenig. Jo de har et fantastisk infotainment system og opdatering over nettet fungerer fuldstændigt smertefrit. Problemet er alt det de introducerer og aldrig gør færdig eller funktioner som har virket og som efter en opdatering ikke virker længere. Feks bruger min bil ikke længere den radar den er monteret med, nu kører det hele på kameras hvilket betyder at man ikke længere kan bruge autopilot i tåge. Mine parkerings sensorer her indtil for en måned siden vist nøjagtigt ned til 1 cm hvor meget afstand jeg havde, det gør den ikke mere og det er ret trættende når jeg har en garage der kun er 30 cm længere end bilen.

Men når det er sagt så elsker jeg stadig min bil. Jeg er stadig glad for den og vi kører gerne en tur i weekenden bare for sjov.  Bliver min næste bil en Tesla? Det ved jeg ikke, det kommer an på markedet og mit behov på det tidspunkt. Men jeg vil bestemt ikke afvise det.



Alternativet

Men inden vi slutter helt så kunne det være sjovt at regne på om det så er meget dyrere for mig at have elbil end det var med diesel bil. Havde jeg ikke købt en elbil, så havde jeg næsten sikkert endt med en Skoda Octavia 2,0 TDCI. Jeg havde kørt den og den var klar favorit blandt brændstofbilerne.
Til brug for denne udregning har jeg benyttet følgende forudsætninger

Afskrivninger: Mit tilbud minus hvad man ca kan få for den, jeg har vurderet 190.000 kr om realistisk.

Finansiering: Man kan få elbil lån meget billigere end på diesel biler. Jeg giver selv 1,75% fast og jeg kan desværre ikke huske hvad det havde kostet på en diesel bil dengang. Men kan se at der i dag er 2,21 procentpoint forskel på de 2 hos AL finans. Jeg har derfor lagt 2 Procentpoint oven i min ydelse og regnet på 3,75%

forsikring: Jeg har regnet 460 kr om måneden, det svarer til det jeg dengang gav for min Ford Mondeo.

Brændstof: Jeg har regnet med den kan køre 17 km/l (det er det tal spritmonitor.de opgiver) og så har jeg regnet med 11,5 kr pr liter

Service mv: Jeg har regnet med 4000 kr pr service eftersyn og derudover har jeg regnet med de samme omk til dæk som Teslaen.

Så følgende et et bud på hvad det kunne have kostet
Afskrivninger 125.000
Finansering mv 66.818
Anskaffelse udstyr 20.246
Brændstof 58.319
Service 19.000
Samlet pris 289.383
   
Pris pr måned 7.821
 
Det havde været lidt billigere for mig at købe Skoda og eje den i 3 år, men omvendt så er jeg sikker på at jage havde kigget misundeligt på elbilerne og sikkert endt med at skifte den ud allerede nu. Det havde nemlig været et kompromis som jeg sikkert bagefter havde været ked af at træffe. For det var ikke det jeg ønskede mig. Jeg ville have en bil der var hurtigere end min gamle bil og også gerne sjovere at køre. De krav opfylder Skodaen bare ikke så selvom det lige nu har kostet mig omkring 600 kr ekstra pr måned, så har jeg ikke fortrudt en eneste gang. Min næste bil bliver også en elbil, det er helt sikkert.