Razer Raptor 27 165Hz
Af Thomas Jensen | 07-09-2021 | 6839 visninger | 3 kommentarer
Razer Raptor 27” 165Hz har rigtig mange af specifikationerne som mange efterspørger. Men måske mere på minimumsfronten? 144Hz har været normalen længe, hvor 165Hz er ved at blive den nye stedfortræder. Der er sket en kæmpe udvikling over de seneste år, hvor der sidenhen er lanceret skærme med både 240 og 360Hz. Vi skal ikke langt tilbage, hvor IPS-panelerne havde begrænsninger med opdateringshastigheden, hvilket man kan sige, at man næsten er brudt op med nu. Jeg har en masse positive oplevelser med Razer Raptor 27 165Hz, men jeg må erkende at prisen virkelig er en nøddeknækker! Det er muligt at få IPS gamerskærme op til 240Hz med sammenlignelige specifikationer til en billigere pris, som desværre gør det vanskeligt at argumentere imod! Razer har dog gjort et fremragende arbejde med det innovative og Premium design, som ingen kan tage fra dem! Design gør meget, men design gør intet hvis hardwaren ikke mærkes sammenlignelig med udseendet. Med prisen i betragtning, så burde skærmens hardware nok nærmere være på 240Hz, herunder eksempelvis have de nye Razer VESA Mount Adapter inkluderet i æsken. Beslaget koster cirka 100 dollars på Razers egen side, hvilket ville retfærdiggøre prisen yderligere. Men det ville kun have været et plaster på såret, eftersom sådan et tiltag kun vil have et virke for forbrugeren der ville gøre brug af VESA-beslaget. I korte træk har Razer vurderet, at 21Hz, THX-verificering og FreeSync Premium har en værdi på cirka 1500,- kr., hvilket er den cirka nuværende prisforskel mellem Raptor 144Hz og 165Hz. Jeg synes denne prisforskel har et alt for stort mellemrum, hvor begge modeller samtidig er overprissat.
Hvis man ser bort fra det et øjeblik, så skulle Raptor 27 165Hz have omkring 360 nits og 400 og op til 450 nits med HDR aktiveret. Den ros skal Razer have, da jeg bemærkede en betydelig forskel i lysstyrke med HDR sat til, hvor jeg førhen har oplevet at HDR ikke helt virker efter hensigten på andre skærme. Jeg er derudover stor tiltaler af designet, hvor Razer har anvendt high-end materiale, som er med til at give Premium følelsen. Jeg har ikke haft udstyret til at teste farvenøjagtigheden, men jeg oplevede farverne tilfredsstillende, som især gjorde sig gældende med THX-aktiveret. Andre har udtalt modsatrettede oplevelser, hvilket er et godt eksempel på, at skærmpaneler ikke er identiske og samtidig kan opleves anderledes afhængig af øjnene der ser.
Noget andet som jeg ikke har kommenteret meget på tidligere er, at Razer reklamere med ultra tynde kanter på Raptor 27, hvilket jeg ikke synes er helt falsk markedsføring som andre beskriver det som. Men det kan mistolkes af forbrugeren. En ting er den fysiske ramme af skærmen, dernæst er skærmpanelets sorte ramme. Det er derfor værd at have med i sine overvejelser, at det viste billede ikke går helt ud til skærmens fysiske ramme, men at panelet har en yderligere sort kant. Jeg kan dog godt forstå hvorfor spørgsmålet rejses, når man ser nærmere på Razers visuelle billedpræsentation, hvor det sagtens kan ligne, at de sorte kanter er ikke-eksisterende.
For at afrunde konklusionen, så er Razer Raptor 27” 165Hz på rigtig mange områder en fremragende skærm, som indeholder de helt rigtige minimumskriterier mange af os måske søger i en skærm her i år 2021. Jeg synes personligt selv, at designet på Raptor fortjener en mindre stigning i prisen til sammenligning med konkurrenterne. Men jeg synes prissætningen på Raptor 27 165Hz er ret absurd, hvor vi næsten er ude i en fordobling når specifikationerne sammenlignes. Spørgsmålet er om Razer forsøger at hoppe over i Apple-kategorien. Apple er sluppet afsted med det, men kan Razer med Raptor 27” 165Hz?
Se priserne hos PriceRunner.
Plusser