Seneste forumindlæg
Køb / Salg
 * Uofficiel Black/White liste V3
Login / opret bruger

Side 1 2 3 4 5 6 7 8 næste »

Gå til:

Netgear Nighthawk X4

Af Kaare H | 14-12-2014 | 59662 visninger | 0 kommentarer


Producent: Netgear
Sponsor: Netgear
Introduktion

Vi lever i dag i en verden, hvor kravet om hele tiden at kunne være online bliver større og større. Vores TV får eks. indbygget flere funktioner end bare at kunne modtage TV-signaler, og i dag er mange af de store streaming-tjenester som Netflix, Viaplay og HBO en integreret del af TV’et, og derfor kræves der også en internetforbindelse her, ligesom det også anbefales at have internet til rådighed til ens spillekonsoller, da det giver mulighed for at spille multiplayer-spil online, hente opdateringer, DLC’s, demoer eller ligefrem købe og downloade nye spil, direkte fra konsollen. Samtidig så har tablets vundet stort ind i hjemmene rundt omkring, og sammen med smartphones, er behovet for at kunne være online 24/7/365 bare blevet endnu større, og dette ved teleoperatørerne også, så dengang smartphones begyndte at komme frem, fik man jo nærmest kastet data i nakken, for der var det stadig tale samt sms/mms der var kundernes primære forbrug, og derfor var det ”gratis” så at sige for teleselskaberne at give en masse data med til abonnementerne, kontra i dag hvor mange abonnementer kun kommer med 1 Gb data pr. måned, men til gengæld er der 6, 9 eller op mod 12 timers tale med hver måned ”gratis”. Når ens mobil-data på den måde er blevet så indskrænket, så vil man naturligvis også helst gerne spare på den, og i stedet være tilsluttet ens normale internet mens man er derhjemme, og her er det vigtigt at man har en god og stabil forbindelse, og gerne en der er i stand til at håndtere mange klienter på en gang.

Og de trådløse standarder i dag, er faktisk i stand til at kunne levere varen. Når man tænker på, hvordan WiFi er gået fra maksimalt at kunne tilbyde 11 Mbps (IEEE 802.11a/b) under de mest optimale forhold, til i dag at være i stand til at tilbyde hastigheder der hedder 1733 Mbps (IEEE 802.11ac) og hastighederne ser kun ud til at blive endnu hurtigere. Sammen med introduktionen af særligt IEEE 802.11n kom også muligheden for at benytte 5 GHz båndet, hvor man ellers indtil da havde benyttet 2,4 GHz båndet. Fordelen ved det ”nye” bånd har helt klart været at det er knap så trafikkeret, da næsten al anden trådløs kommunikation foregår på 2,4 GHz båndet, og her er der ikke kun tale om WiFi, men også radiokommunikation, fjernbetjeninger, telefoner (bluetooth), mikrobølgeovne osv., og dette er med til at indsnævre antallet af kanaler, som kan dedikeres til de forskellige apparater, og WiFi har derfor kun haft ca. 13 kanaler at skifte mellem på 2,4 GHz båndet. Dette var slet ikke et problem de mange første år, men efterhånden som WiFi er blevet standard i alle hjem har det stille og roligt givet problemer for folk, det mest hyppige er, at ens WiFi kan virke sløvt eller til tider som om det slet ikke er der. Og problemet er især stort i lejlighedsejendomme, hvor hvert enkelt lejemål har sit eget netværk. Og laver man en hurtig scanning over de synlige netværk, vil man typisk kunne se de første 10-12 stykker inden for den umiddelbare nærhed.

På den ovenstående illustration kan man se hvordan kanalerne ligger fordelt på 2,4 GHz båndet. Hver kanal er tildelt det man kalder en center-frekvens, og så ligger de ellers med et mellemrum på 5 MHz, men de spænder reelt set ± 11 MHz, og derfor vil hver kanal have en ”bredde” på 22 MHz. Det betyder reelt set. At der kun er 3 (4) kanaler på 2,4 GHz båndet, som ikke overlapper hinanden, og det er som illustrationen viser kanal 1, 6 og 11. Den fjerde kanal er 14, men denne bruges ikke i EU, og er derfor ikke interessant i dette tilfælde. Hvad der derimod er interessant i forhold til de tre kanaler som ikke overlapper hinanden, er at det reelt set kun giver mulighed for at oprette tre WiFi-netværk tæt på hinanden, hvis kravet er, at de ikke må støje/forstyrre hinanden.

Problemet bliver rigtig stort, når alle bruger det modem/router som er leveret med fra deres ISP, og som er standard-konfigureret, da 90 % af alle disse som default er sat til at bruge kanal 4 på 2,4 GHz båndet. Så er der pludselig mange der prøver at komme igennem med data på den samme kanal på en gang, og dette er en af hovedårsagerne til at man oplever performancedrops på WiFi. Ved at gå over til 5 GHz båndet har man pludselig fået langt flere kanaler at arbejde med, men der er heller ikke så meget anden radiokommunikation her. Altså vil man allerede her opleve en fordel, i forhold til signaludfald. Der er dog også en bagside af medaljen, og det er at 5 GHz radiobølgerne ikke har den samme gennemtrængningskraft og man kan derfor opleve, at man måske ikke har den samme signalrækkevidde som med 2,4 GHz, men til gengæld vil man opleve at have en gennemsnitlig større båndbredde, altså højere hastighed med færre signaludfald.

Med introduktionen af 802.11n kom også muligheden for MiMo, altså multiple input multiple output, hvor man udnytter flere antenner hos både sender og modtager og dermed er i stand til at optimere hastigheden hvorved man kan overføre data. Teknologien til MiMo giver mulighed for at multiplicere kapaciteten af radioforbindelsen ved at udnytte flervejsudbredelse, dette er bl.a. grunden til, at vi i dag kan opnå de høje hastigheder på WiFi. Bygget direkte videre på n-standarden er 802.11ac, som altså er den hurtigste standard pt., og dermed også den standard som routeren vi skal kigge på i dette review kører med. Med introduktionen af ac-standarden, er frekvensbåndet blevet udvidet yderligere i forhold til både g- og n-standarden (80 MHz modsat 40 Mhz for n), og der er mulighed for endnu flere simultane streams (8 modsat 4 ved n) samt beamforming. Sidstnævnte er særligt interessant, da vi her nærmer os noget som ligner ”intelligente” antenner. Routere, acces points og extendere undersøger konstant om der er nogle ”forbrugere” tilkoblet det trådløse net, og er det tilfældet, er de i stand til at lave en mere fokuseret ”stråle” direkte til den aftagende forbruger. Dette er med til at øge både hastigheden, men også link-stabiliteten bliver højere, da antennerne fokuserer signalet til den enkelte aftager, i stedet for at en masse af signalet bare ”forsvinder”, forstået på den måde, at de normale rundstråleantenner som man ellers benytter jo bare sender for fuld effekt til hele området de dækker, og dermed ikke målrettet til de aftagere der må være i nærheden.

Side 1 2 3 4 5 6 7 8 næste »


ANNONCE