Seneste forumindlæg
Køb / Salg
 * Uofficiel Black/White liste V3
Login / opret bruger

Side 1 2 3 4 næste »

Gå til:

Battlefield 4™ Razer BlackWidow Ultimate

Af Kaare H | 12-10-2014 | 33015 visninger | 1 kommentarer


Producent: Razer
Sponsor: Razer
Introduktion

Der kan ikke være mange tilbage med tilknytning til gaming, som ikke har hørt om Razer længere. På det seneste har de udvidet deres produktsortiment og er kommet med opdateringer/videreudviklinger til nogle af deres eksisterende produkter. Derudover er der et kæmpe marked for brandede produkter, eller såkaldt ”official gear”. Vi så et eksempel på det, da vi kiggede nærmere på Razer Spectre og Marauder mus og tastatur, som var udviklet specifikt som StarCraft II grej.

Tastaturet jeg kigger på i dette review, er en Battlefield 4™ branded udgave af det allerede eksisterende, og meget populære, BlackWidow Ultimate tastatur. Der er tale om et fuldt mekanisk tastatur med fuld baggrundsbelysning, fem makro-taster med mulighed for on-the-fly makro-optagelse samt USB og lyd pass-through. Det er desuden også det sidste mekaniske tastatur fra Razer, som bruger Cherry-switches, da Razer er gået over til at producere deres egne mekaniske taster.

For dem som ikke er helt inde i det med de mekaniske kontra non-mekaniske tastaturer, så er der tale om to vidt forskellige teknologier. I et ikke-mekanisk tastatur bruges der i 90 % af alle tilfælde det princip som hedder ”rubber dome”. Det står af en printplade nederst, hvor kontaktpunkterne for hver enkelt tast er blotlagt. Oven på dette lag ligger en fleksibel gummimåtte hvor tasterne skal placeres, men på undersiden af denne ”måtte” sidder der kontaktpunkter, så når man trykker for at aktivere tasten, sluttes kredsløbet og signalet kan så sendes videre.

Med mekaniske tastaturer sidder der en fysisk kontakt under hver tast, som er loddet fast i et printkort. Kontakten fungerer efter samme princip som eks. lyskontakten ovre ved dørkarmen, altså to metalstykker trykkes sammen af tastetrykket for at slutte det elektriske kredsløb. Kontakterne er fjederpåvirkede, således at de bryder forbindelsen igen idet man fjerner fingeren fra tasten. Nu nævnte jeg, at det tastatur vi kigger på i dag bruger Cherry MX Blue switches, men der findes tre andre typer switches som er meget udbredte inden for de mekaniske tastaturer, og det er Cherry MX Red, Black og Brown. De har nogle forskellige egenskaber alle sammen, og dem vil jeg lige komme ind på, inden jeg går videre med at kigge på BlackWidow tastaturet.

MX Black:

Introduceret i 1984 og er derfor en af de ældste typer fra Cherry. Det er en lineær kontakt, hvilket vil sige at den bare bevæger sig op og ned uden nogle former for ekstra lyde eller en taktil feedback til brugeren. MX Black er samtidig en af de ”tungeste” taster at have med at gøre, da den har en aktiveringskraft på 60 gram, hvilket gør at man ikke så let kommer til at aktivere den ved et uheld, en ting der er meget passende hvis man spiller mange RTS spil. Fordi den har så stærk en fjeder som den nu har, så er den også langt hurtigere til at vende tilbage til udgangsstillingen så man igen kan aktivere den hurtigt, men man er nødt til at indregne at man hurtigere kan blive træt i fingrene af at bruge de sorte switches, simpelthen fordi de er tungere at aktivere.

MX Red:

Introduceret i 2008 og er dermed den nyeste type fra Cherry. Der er stadig tale om en lineær switch ligesom MX Black, men MX Red har lynhurtigt vundet indpas som en af de mest anvendte type switches, da de er lynhurtige og ikke larmer, og de bliver da også markedsført som værende direkte gamer-orienterede. De kræver kun 45 gram for at aktiveres, og er dermed på niveau med Brown switches.

MX Brown:

Brown switches er en smule mere komplicerede end Black og Red, da de er hvad man kalder for taktile switches, altså giver de et følbart klik gennem tasten for at gøre brugeren opmærksom på at tasten er blevet aktiveret. Som tidligere skrevet, så kræver de kun 45 grams aktiveringskraft og er derfor meget hurtige og meget lette at bruge. Brown switches blev introduceret i 1994 som værende en særlig ergonomisk switch, og den blev ret hurtigt til en af de mest populære switches. Stort set alle Filco-tastaturer er produceret med MX Brown switches. Det er en rigtig god blanding af en gaming-orienteret switch pga. dens lave aktiveringskraft, men den er også meget behagelig at bruge når man skal sidde og skrive, og netop fordi den ikke har så voldsomt hørbare klik, er den også god at bruge i eks. kontormiljøer.

MX Blue:

Den mest komplicerede switch af dem alle. De har både det taktile feedback til brugeren, men har samtidig også et meget højt ”klik” når de bruges. Lyden frembringes af en lille ”hammer” der sidder rundt om den normale stamme af kontakten. Når kontakten rammer dens aktiveringspunkt, sendes den lille hammer afsted mod bunden af kontakten, hvorved klik-lyden dannes. De foretrækkes typisk af folk der skriver meget, da de netop har både det hørbare og det følelsesmæssige feedback, men de har en lidt højere aktiveringskraft på 50 gram, hvilket gør at de igen er lidt tungere end Brown og Red switches. Samtidig kan de være svære at dobbeltklikke med, da deres frigørelsespunkt ligger højere end deres aktiveringspunkt, altså er der længere tastevandring end på nogle af alle de andre switches.

Side 1 2 3 4 næste »