Seneste forumindlæg
Køb / Salg
 * Uofficiel Black/White liste V3
Login / opret bruger

Side « forrige 1 2 3 4 5 6 7 8 næste »

Gå til:

Phantek Enthoo Primo

Af Kaare H | 23-02-2014 | 45214 visninger | 1 kommentarer

Installation af hardware

Vi har nu været rundt om kabinettet, både ind- og udvendigt, så det er på tide at vi kigger på at få installeret noget hardware i kabinettet. Der vil sammen med hardwaren blive installeret vandkøling på både CPU, GPU og RAM da kabinettet jo netop er designet med henblik på at det skal være nemt at montere vandkøling, og jeg er derfor meget spændt på om dette holder stik.

Noget af det første jeg gør før jeg rigtig starter på installationen af al hardwaren, er at mere eller mindre splitte kabinettet ad, så jeg har så meget plads som muligt at arbejde på, og lige netop det med at splitte kabinettet ad, er noget som Phanteks har sørget for er nemt. Næsten alt i kabinettet er skruet sammen med tommelfingerskruer, og det eneste hvor man er nødt til at bruge en skruetrækker til, er fjernelsen af 140 mm monteringsrammen i bunden, samt hvis man skal fjerne hele 3,5”/5,25” afdækningen, hvilket også er muligt.

Jeg nøjes dog med at fjerne det øverste blæsergitter, siderne, de to harddiskrammer samt holdebeslaget til reservoir, da dette dækker lidt over hvor bundkortet skal monteres. Så for at gøre det nemmere at montere bundkortet og trække kabler til det, må dette beslag altså afmonteres. Jeg måtte også fjerne den 140 mm ramme i bunden for at montere den 140 mm blæser som ellers sad i toppen af kabinettet, hvor min radiator skal sidde, men dette var jeg ikke opmærksom på var nødvendigt til at starte med.

Som det ovenstående billede viser, så er bundkortet kommet på plads, det samme er grafikkortet, og der tale om at jeg bruger et Asus GTX 670 Direct CU II kort som er ombygget med full-cover kølehoved samt bagplade, begge dele fra EK WaterBlocks. Jeg er også så småt begyndt at trække kabler på dette billede, og det er fordi strømforsyningen også allerede er monteret på sin plads bag bundkortet. Hardwaren på denne side af kabinettet installeres jo som i et hvilket som helst andet tower. Det er bag bundkortspladen at det mere interessante foregår.

Her er vi rykket om på bagsiden, og der er blevet monteret to SSD-diske i hver deres beslag. Jeg ville have haft dem til at sidde i det ene beslag alene, men alle mine SATA-kabler er med hhv. et lige stik og et 90° vinklet stik, så derfor har jeg valgt at placere dem på denne måde i stedet for. Man kan også se hvordan kablerne er ved at blive monteret så småt fra PSU, samt hvordan alle de andre kabler fra kabinettet også bliver trukket på ny.

Der skal naturligvis også monteres nogle almindelige harddiske i kabinettet, da et par SSD’ere ikke helt er nok lagerplads. 3,5” harddiske monteres ganske enkelt helt uden værktøj i de drevslæder der sidder i de to rammer, og ud over at monteringen sker uden værktøj, så er slæderne endda lavet på en sådan måde at de fungerer vibrationsdæmpende.

Sådan ser slæderne ud, og Phanteks har monteret et klistermærke i slæden som endda viser hvordan 3,5” diske monteres. På slæden kan man endda se hullerne som skal bruges hvis man vælger at montere 2,5” diske her også.

Sådan ser slæden ud når man installerer harddiske. Man vipper simpelthen de to arme ud til hver side, lægger harddisken ned på plads, den kan stort set kun ligge et sted, og så lukkes armene i igen. På det nederste billede jeg har sat ind, der kan man se de O-ringe som er med til at forhindre uønskede vibrationer i at forplante sig videre ud i kabinettet. Selve monteringssystemet med de to arme virker meget solidt, og armene sidder godt låst fast, når de er slået ind, så der er absolut ikke fare for at ens diske pludselig rasler løs. Slæderne i sig selv sidder også rigtig godt fast i rammerne, og heller ikke her er der grund til at være nervøs for at de måske skulle løsne sig under transport mellem LAN. Som det også kan ses på det nederste af de to ovenstående billeder, så er der altså mulighed for at sætte en skrue på hver side af harddisken i de forreste huller hvis man er af den paranoide type, som helst gerne går med både livrem og seler.

Vi går videre med byggeprocessen, og mens de forskellige kabler stille og roligt kommer på plads efterhånden som de installeres og flere komponenter kommer i, så er det på tide at få sat det sidste hardware i maskinen og få gjort så meget klar til at montere vandkøling som muligt.

Derfor skal der nogle RAM-moduler i bundkortet, som det kan ses på ovenstående billede har jeg fire moduler i. Jeg bruger nogle Corsair Dominator GT ram, og de er kendetegnet ved at benytte Corsairs egne køleprofiler på modulerne med de røde køleribber. Til lige netop denne serie RAM-moduler har EK WaterBlocks udviklet et helt særligt kølehoved, hvor det er minimalt hvad man skal lave om for at montere det. Kigger man på køleribberne på modulerne, så er de boltet fast med tre unbrako-bolte. Disse løsnes og de røde profiler kan rent nemt herefter afmonteres. Der sidder nogle thermal pads mellem profilerne og selve modulet, og disse skal selvfølgelig fjernes og overfladen lige renses for de sidste rester og fedt. Herefter kommer man en stribe kølepasta på hvert modul, dog ikke ned i bolthullerne, kølehovedet lines op med bolthullerne i top og bund af modulerne og boltes herefter fast. Boltene er ikke standardmål-unbrako, hverken i den indvendige sekskant eller i gevind-størrelse/længde så man skal altså passe rigtig godt på dem når man sidder med det. EK har dog vedlagt en unbrakonøgle som passer, som en del af kølehovedet monteringssæt, da det trods alt er lavet til denne serie moduler.

Så kom kølehovedet på plads, det samme er monteringssættet til CPU’ens kølehoved. Her mangler jeg lige at rense CPU for gammel kølepasta, men jeg kunne se, da jeg skilte det hele ad før overflytning, at mit kølehoved ikke havde særligt god kontakt til CPU’ens heatspreader, og jeg har derfor valgt at ”lappe” heatspreaderen. For dem som ikke ved det, så vil det at lappe en CPU, eller køler for den sags skyld, sige at man sliber overfladen helt plan og samtidig polerer den op, ved at bruge gradvist finere og finere smergellærred. Nu er det ikke sådan at man lige tager noget sandpapir i korn 100 og bare sliber løs, dette er ganske enkelt alt for groft. Der er lavet kits specifikt til formålet, og her starter man med at bruge korn 400 for at komme lidt ned i metallet, og allerede efter ganske kort tid vil man begynde at kunne danne sig et indtryk af om heatspreaderen er enten konkav (buer nedad) eller konveks (buer opad) eller om bunden på ens køler er plan. I mit tilfælde var heatspreaderen konkav, og dette er generelt normalt for mange CPU’er, dog er nogle værre end andre. I det kit jeg har til at lappe med, der er det groveste smergellærred altså i korn 400 og derfra bliver det bare finere, og det fineste ark, som også er det sidste man bruger er med partikler på kun 10µ (mikron) og dette er altså med til at overfladen bliver helt poleret at se på.

Kittet jeg bruger til dette har jeg købt hos CoolerKit, og det koster normalt 109,95,- eks. fragt.

Her har jeg været i gang med at bearbejde CPU’en i et stykke tid, og som det tydeligt kan ses, er den konkav henover midten, da jeg ellers er nede i det rå kobber på resten af overfladen.

Og her er det færdige resultat. Som det kan ses, er der stadig et enkelt sted eller to hvor jeg ikke er kommet helt i bund, men jeg turde ganske enkelt ikke at slibe mere, da jeg alligevel har fjernet en del materiale. Man kan godt fornemme på billedet at overfladen er blevet meget blank, men man kan også stadig se ridser i overfladen. Dette er ikke til at undgå, men havde jeg valgt at polere længere og evt. anskaffet mig noget finishing gel, havde jeg kunne opnå en helt spejlblank overflade.

Med CPU’en lappet kan jeg montere den i bundkortet igen, komme kølepasta på og montere kølehovedet til CPU’en. Herefter skal beslaget til reservoiret monteres igen, radiatoren og dens blæsere skal på plads i toppen og pumpen monteres. Så mangler der de sidste ledningstræk og så er det ellers i gang med at kigge på hvilke muligheder jeg har for at trække slanger til vandkølingen.

Det er en meget langsommelig proces at få lavet et slangetræk så optimalt som muligt, samt at få placeret alle komponenter, ud over kølehovederne, på en måde så man udnytter vandet bedst muligt, og med når kølehovederne pludselig også har specifik flowretning skal man til at tænke sig ekstra godt om når man trækker slanger. Også for at man ikke kommer til at have alt for meget rod rent visuelt at se på. Jeg kører med 12,7 mm YD ClearFlex slanger, og det er ikke de største slanger, men de fylder stadig godt i kabinettet, så jo mere optimalt jeg kan trække dem, jo mindre slange skal jeg bruge. Jeg valgte at montere pumpen på kabinettets indbyggede beslag bag bundkortet, og det passer præcis med, at der ud for hhv. ind- og udgang til pumpen er en gummitylle som slangerne kan komme igennem. Dernæst skulle jeg beslutte mig for, hvordan mit flow skulle se ud, for jeg har pludselig to store varmekilder i systemet, nemlig CPU’en og grafikkortet, og af de to er grafikkortet helt sikkert det mest varme, så derfor vil jeg også gerne have så koldt vand som muligt til dette. Dette betyder naturligvis at grafikkortet skal være det første led efter radiatoren, men mit næste problem opstod så med hensyn til hvordan vandet skulle gå herfra, altså om det skulle til CPU, RAM eller reservoiret herfra, da de to andre kølehoveder har specifik flowretning. Kølehovedet til RAM-modulerne skal nemlig fyldes nedefra for at virke bedst, og på CPU’en skal vandet ledes ind på den venstre side af kølehovedet, grundet hovedets opbygning med jet-plade og strømningskanalerne. Skulle jeg retur til reservoiret var jeg ikke sikker på at jeg kunne opnå nok flow til de andre kølehoveder, så denne mulighed var næsten udelukket fra start af. Jeg endte med at føre en slange fra grafikkortet over til RAM-modulerne, herfra videre til CPU’en og fra denne retur til reservoiret hvorefter pumpen ville suge her og trykke vandet gennem radiatoren.

Sådan kom det færdige resultat altså til at se ud. Slangerne er helt klare, til gengæld kører jeg med en farvet kølervæske fra EK WaterBlocks kaldet EKoolant i farven Blood Red, og jeg syntes den passer godt til resten af farvetemaet med de sorte og røde farver fra Asus ROG bundkortet.

Her kan det ses hvordan pumpen og strømforsyningen står på bagsiden af bundkortpladen og billedet giver også en meget god ide om, hvor mange kabler der er trukket, og hvordan de er trukket. Som jeg skrev tidligere i reviewet, så sidder der velcro-strips overalt i kabinettet, og de sidder på en sådan måde så det er nemt at lave en god og praktisk kabelføring hele vejen på bagsiden, og med de 30 mm luft mellem bagpladen og sidepanelet er der altså også plads nok til de store kabelbundter det er blevet til.

Her kan man bedre se hvordan pumpen står lige ved siden af strømforsyningen. Det er godt nok lidt svært at se, men pumpen er altså sat på det dertil indrettede beslag, men da jeg har den store fod på sammen med dens egen vibrationsdæmpende måtte klistret fast, så er den bare sat ind løst. Jeg går også med planer om at pumpen skal skiftes inden for den nærmeste fremtid, så har jeg ikke set nogen grund til at fastmontere den yderligere.



ANNONCE