Seneste forumindlæg
Køb / Salg
 * Uofficiel Black/White liste V3
Login / opret bruger

Side « forrige 1 2 3 4 5 6 7 8 næste »

Gå til:

Phantek Enthoo Primo

Af Kaare H | 23-02-2014 | 45208 visninger | 1 kommentarer

Design og konstruktion - fortsat

Vi har nu fået kigget en del på det udvendige design og hvilke features det har, og vi skal nu til at kigge lidt nærmere på det indvendige design i kabinettet, da dette nemlig også adskiller sig en del fra det mere traditionelle kabinetdesign. Som tidligere nævnt, så sidder strømforsyningen ikke synligt fremme i kabinettet, men er i stedet skjult på bag bundkortet. Dette har været muligt for Phanteks ved dels at lave hele 30 mm plads mellem bundkortpladen og det højre kabinetpanel, og dels ved at vende strømforsyningen, så den står op i stedet for at ligge ned, og da kabinettet nu har den størrelse det engang har, så han de altså valgt at lave to ombuk på pladen der holder bundkortet, og på den måde lavet en kasse, hvor strømforsyningen kan stå inde bag.

Som det kan ses på ovenstående billede, så er der et stort cut-out i bundkortpladen, en feature der efterhånden er ved at være meget standard, og den giver selvfølgelig mulighed for at man let kan skifte CPU-køleren, og altså ikke først skal afmontere bundkortet. Næsten alle performance-kølere i dag sidder jo med bagplader for at distribuere vægten af køleren bedre, og bruger man vandkøling, uanset om det er som en lukket køler eller det er custom-køling, så skal man have en bagplade på. Som det også kan ses, så er der monteret gummigennemføringer langs der hvor bundkortet skal sidde, så man på en nem og pæn måde kan trække kabler fra den ene til den anden side af bundkortpladen, samt det er med til at lave lidt afskærmning som hvis der var lavet klimazoner i kabinettet, ligesom vi også har set Corsair gjorde med netop 800D eller som Antec startede med, med deres P180 kabinet.

Den store 140 mm blæser i bunden sidder heller ikke monteret direkte i bunden, men sidder på en ramme, som så er skruet fast i kabinettet. Rammen passer til to 140 mm blæsere, og rammen fungerer også som monteringsbeslag til brug med en 140 eller 280 mm radiator til vandkøling. Vil man hellere bruge en radiator der kun er 120 mm i bredden, skal denne ramme altså afmonteres, og blæserne samt radiatoren vil blive monteret direkte i bunden i stedet for, og bruger man 120 mm blæsere og radiatorer, er der plads til at montere helt op til en 480 mm radiator i bunden. Ligesom ved den 140 mm blæser der sidder bagest i kabinettet, så er hullerne til montering af blæsere, både til 120 mm i bunden samt på 280 mm rammen, også lavet aflange så man kan vælge at have lidt afstand mellem blæserne, men ellers er det meningen at man bruger de aflange huller for at kabinettet understøtter alle mærker af radiatorer. Det forholder sig nemlig sådan, at ikke alle radiatorer kører med samme afstand mellem blæserne, men dette er som nævnt ikke et problem med de aflange huller.

En ting man hurtigt lægger mærke til med dette kabinet, er at der sidder en bøjle hen over pladsen til bundkortet, lige ved 5,25” drevpladserne. For det første virker den som en ”skærm” for det fleste af bundkortets tilslutninger såsom SATA stik og ATX-strømtilslutningen, og det er egentlig ret smart tænkt, da dette rent visuelt altid er noget af et rod at se på, men den har faktisk også en anden funktion. På billedet herunder sidder dækpladen nemlig på, det ligner den er fremstilet i børstet alu, men det dog bare plastik.

Fjerner man dækpladen kommer der en række skruehuller frem. Hullerne her bruges til at montere holdebeslagene til et cylindrisk reservoir, altså igen noget der har med custom vandkøling at gøre. EK Waterblocks bruger meget de cylindriske reservoirs, og det samme gør BitsPower, og Phanteks har bare gjort det endnu nemmere at montere dette i kabinettet. Der er endda lavet de samme muligheder på bagsiden af kabinettet, hvor der er lavet to rækker af tre aflange monteringshuller til et reservoir, og det er så meningen det skal sidde lige ved siden af PCI-E udvidelseskortene.

Som det også kan ses på det ovenstående billede, så er samtlige PCI-E brackets perforerede, og dette er en del af den passive køling i kabinettet, da de tillader varm luft at blive presset ud, eller kølig luft at blive suget ind. Dette kommer jo an på om man har et lille over- eller undertryk i kabinettet i forbindelse med antallet af blæsere og airflow.

Ud over at man kan se bundkortet og evt. radiator i bunden, så er den venstre side af kabinettet meget lukket af. I modsætning til mange andre kabinetter jeg har set eller arbejdet med, så er både 5,25” og 3,5” drevpladserne fuldstændig afskærmet i form af en lukket plade. Ud for 5,25” pladserne sidder der tool-less låse til hvert enkelt drev, og i bunden af denne plade er der fastboltet en plade med Phanteks logoet på.

Rykker vi til gengæld om på den højre side af kabinettet, så er det et helt andet syn der møder os her. Mod fronten er monteret to harddiskrammer med plads til tre 2,5” eller 3,5” diske i hver ramme. Da kabinettet som sagt er meget fleksibelt, så betyder det også at rammerne kan sidde enten helt op mod fronten, det giver mulighed for at have nogle lidt længere grafikkort i maskinen, men vælger man at lade rammerne sidde så langt bagude som muligt er det i stedet muligt at fjerne de to 140 mm blæsere fra fronten, og i stedet montere en 240 mm radiator i fronten. Man kan selvfølgelig også vælge kun at bruge den ene ramme, hvis det passer med at man kun har et par harddiske i, og omvendt bruger pladsen i bunden af kabinettet til at montere en større radiator. Hvis ikke man bruger pladsen fra den nederste harddisk-ramme til en radiator, så er der også lavet huller i bunden til pumpebeslaget. Igen, kabinettet er bygget med henblik på vandkøling, og derfor er der også et par muligheder for montering af vandpumpen, og Enthoo Primo er som standard udstyret med et pumpebeslag med vibrationsdæmpende gummi på, og dette kan monteres tre forskellige steder som standard.

På denne side af 5,25” pladserne ligner det lidt mere et kabinet som man kender det, men der er alligevel lidt forskel, da der sidder to holdere til to 2,5” diske på siden af 5,25” pladserne, og disse holdere er bare klemt ned over fire skruer med nogle opslidsede gummiskiver på. Dette giver dermed understøttelse for helt op til fem 5,25” drev, seks 3,5” drev og fire 2,5” drev, men de seks 3,5” skuffer understøtter altså også 2,5” drev, og dermed er der mulighed for at have op til ti 2,5” diske i kabinettet som standard. Der står i specifikationsarket, at der er support for helt op til tolv 2,5” drev, men dette kræver at man køber en løs 2,5” drevholder magen til de to der allerede er med til kabinettet. Der er nemlig en ekstra plads bag bundkortet til en af disse holdere. Under de to holdere der sidder i kabinettet nu er lavet et ret stort hul til gennemføring af enten ledninger eller slanger. Det er altså muligt at trække et par kraftige slanger gennem her, hvis man eks. har et bay reservoir/pumpeløsning monteret.

Der er også her på bagsiden af bundkortet at samtlige ledninger til alt i hele kabinettet er samlet, og her er mange! Jeg har aldrig før haft fat i et kabinet, som har haft så mange ledninger trukket på forhånd fra fabrikkens side, men jeg har omvendt heller aldrig haft et kabinet hvor der er gjort så meget ud af netop at kunne trække kabler pænt og skjult. Hele vejen rundt langs bundkortpladen er der fastskruet velcro-strips til at holde alle kabler på plads, og der er endda en håndfuld ekstra strips med i tilbehørskassen.

 

Det ovenstående billede er sådan der ser ud på bagsiden, når man får kabinettet leveret og man piller sidepanelet af. Som jeg skrev lige før, så er der mange ledninger her på bagsiden allerede fra fabrikken af. Der er selvfølgelig tilslutningerne til frontpanelet, altså power, reset, pwr_led osv. samt både USB 2.0, 3.0 og front panel audio kablerne, alle sammen med interne tilslutninger. Så er der et par ledninger fra de blæsere som er installeret fra Phanteks side af, og her er det det begynder at blive lidt specielt.

Dette print sidder nemlig bagved bundkortet. Det er en PWM fan-hub der gør det muligt at trække helt op til elleve blæsere ud fra en enkelt PWM-tilslutning. Det fungerer ved at man forbinder et PWM-kabel mellem en fan-header på bundkortet og til indgangen på fan-hubben. Udgang 1 kan kun trække en blæser, men ellers kan udgangene 2-6 splittes op. Hvis man får problemer med at trække blæserne ud fra den ene PWM-indgang, så sidder der altså også et helt normalt 4-pin Molexstik til hubben, men ved tilslutning af denne vil blæserne bare få fuld spænding og dermed ingen PWM-styring.

Jeg skrev tidligere at der sidder en knap på kabinettets I/O-panel til LED lys on/off, og denne bruges som skrevet til hvis man har nogle blæsere med LED-lys installeret, hvor lyset kan styres separat. Strømmen til disse kommer fra et lille print der sidder gemt godt væk af vejen under topcoveret, og der er altså mulighed for at styre lyset på helt op til seks blæsere, men fra det samme print er der også en udgang der ender i et molex-stik, og dette er til hvis man har nogle ekstra LED-lys installeret, som eks. de sæt der fås fra NZXT, hvor man kan købe enten en eller to meter kit med LEDs i sort sleeve. Det lille printkort leverer også strøm til kabinettets eget LED-lys. Det er nemlig sådan, at hele vejen langs topcoveret og fronten løber en LED-strip med blåt lys, og denne tændes og slukkes altså samme sted som lyset til blæserne.



ANNONCE