Side
1 2 3 4 5 6 næste »
Gå til:
Razer Ouroboros
Af Kaare H | 19-09-2013 | 24783 visninger | 2 kommentarer
Introduktion
Normalt så hører de to ord ”trådløs” og ”gaming” ikke sammen, og de der har forsøgt sig med det, har tit måttet erfare at der er for stor forsinkelse på ens kommandoer og særligt på musens bevægelser. Det næste problem er strømmen til en trådløs mus. Der er måske ikke altid man lige husker at enten skifte dens batteri i tide, eller hvis den er genopladelig, at man får den ladt op, og derfor kan man risikere at sidde midt under en gaming-session uden strøm på musen og så er man sat ud af spillet i mindst 10 minutter og i værste fald i lidt over en time med mindre man så har en back-up mus. Mine egne erfaringer med at spille med trådløst desktop sæt eller bare mus har absolut ikke været de bedste, da jeg netop har haft store problemer med alt for langsom responstid i spil og derfor var jeg en smule betænkelig ved det hele, da Razer tilbød mig at teste deres topmodel inden for trådløse gamingmus, nemlig Ouroboros.
Jeg har selv brugt en Cyborg R.A.T. 7 de sidste par år, primært fordi jeg er vild med dens muligheder for at blive tilpasset min hånd eller den måde jeg holder på, således at det er ”min” mus, og ikke bare en eller anden mus der er mere eller mindre ”of the shelf”. Den anden grund til jeg også har været ret glad for min Cyborg mus er dens meget høje vægt og dens grundkonstruktion i metal, samt dens meget rå udseende. Jeg kan godt lide det lidt industrielle design på den, og den får mig til at tænke på en blanding mellem steampunk og cyberpunk, begge genrer jeg syntes rigtig godt om.
Her kommer Ouroboros så ind i billedet for mig, for dens design er meget inspireret af hvordan Lamborghini designer deres nyere modeller, samtidig med at den også tilbyder brugertilpasning i form af længden, hældning på palmrest og udskiftelige tommel- og lillefingergreb. Den tilbyder noget af det samme rå look, som R.A.T. har, muligheder for at tilpasse den til ens personlige præferencer, men dog ikke med lige så mange muligheder som Cyborg musene tilbyder.