Seneste forumindlæg
Køb / Salg
 * Uofficiel Black/White liste V3
Login / opret bruger

Side 1 2 3 næste »

Gå til:

Seasonic Platinum

Af Simon Fruergaard | 28-07-2012 | 11740 visninger | 4 kommentarer


Producent: Seasonic
Sponsor: Seasonic
Kassen og kort om produktet

Seasonic har sendt os deres bud på en Platinum PSU på hele 1000W. Seasonics X-series var og er stadig meget populær grundet flere af dens features, som SeaSonic har valgt at tage med videre i deres nye Platium Serie. Seasonic var blandt de første til at lancere en Platinum PSU, så lad os se på sagerne:

Fronten og de fleste af siderne på papkassen, som PSU’en kommer i, viser billeder af produktet. Bagtil vises en del grafer og billeder, samt en del tekst omkring PSU’ens features, som vi kigger lidt nærmere på.

Her viser Seasonic den internationale 80 plus tabel over hvilket 80 plus mærke, som ens PSU kan have. Hvilket mærke/kategori, som ens PSU ligger i, afhænger af hvor effektiv PSU’en er under visse forhold. Det forholder sig således, at alle PSU’er trækker mere Watt ud af stikkontakten end hvad ens komponenter tilsammen bruger. Det skyldes, at der er et vist tab fra når strømmen kommer fra stikkontakten til den løber igennem computerens komponenter. Det tab kan udregnes og er forskellig fra PSU til PSU. Alt afhængigt hvor stort tabet er, kan PSU’en klassificeres under en af de følgende 80 Plus kategorier. Platinum er på nuværende tidspunkt det højeste, som en PSU kan opnå. Og som navnet antyder, er Seasonics nye Platinum serie under 80 plus Platinum kategorien. Dvs. at den ved 20%, 50% og 100% belastning (hvor mange Watt PSU’en skal sende ud i forhold til dens estimerede wattoutput) har henholdsvis en effektivitet på 90%, 92% og 89%, hvilket må siges at være yderst effektivt i forhold til mindre effektive strømforsyninger, hvor bl.a. 80 plus bronze typisk kun har en effektivitet på henholdsvis 82%, 85% og 82%. Oftest afhænger prisen af hvilken placering i kategorierne, som PSU’en ligger i, dvs. 80 plus Platinum => høj pris og 80 plus => lav pris.

Men hvad skal man egentlig bruge dette til? Jo mere effektiv din PSU er, jo mindre watt skal den trække ud af stikkontakten for at holde dit system kørende. Dvs. at der månedligt spares penge på elregningen ved at vælge en PSU, som ligger højere oppe i kategori. Men til gengæld koster PSU’en næsten det dobbelte fra starten af. Lad os kigge på, hvornår de penge er tjent ind igen.

860w Platinum fås til 1500 kr.

En 850W 80 plus Bronze PSU kan fås til omkring det halve; 750 kr.

Hvis det groft antages at det gennemsnitlige strømforbrug for ens system ligger omkring 50% af ens PSU ratede output ca. 475W, så vil funktionerne komme til at se således ud hvor f(x) er lig penge i kr. og x er lig antal tid i timer:

80+ Bronze PSU: f(x) = (475W/0.85)/(1000W)*2.30 kr./kWh*x+750 kr

Platinum PSU: f(x) = (475W/0.92)/(1000W)*2.30 kr./kWh*x+1500 kr

Hvis de to ligninger sættes lig hinanden og x isoleres, fås det antal timer hvor netop begge PSU’er koster det samme. Hvilket med en lommeregner giver x = 7669 timer svarende til 319.5 døgn.

Dvs. at systemet skal køre med gennemsnitlig 475 watt i 7669 timer eller 319.5 dage i streg før det, ud fra pengepungens synspunkt, kan betale sig at købe Platinum over Bronze.

Så at sige at almindelige forbrugere sparer penge i det lange løb, er måske en overdrivelse, da det skal være i det VIRKELIG lange løb. Men hvor computeren konstant står og sluger en større mængde watt (fx; folding@home), kan det dog betale sig efter et lille år, alt afhængigt af mængden af strømforbruget af ens system.

Dertil kommer Platinum-serien også med den smarte og dejlige ”Hybrid Silent Fan Control” feature, der gør at ved under 30 % belastning eller under 25 grader køles PSU’en passivt, dvs. blæseren står stille. Mellem 30 og 50 % belastning kører blæseren ved laveste antal omdrejninger i det såkaldte ”Silent mode”, og over 50 % i belastning går blæseren i ”Cooling mode”, med varierende blæser RPM. Hvis blæseren ønskes tændt ved belastning mellem 0 og 30 %, så har Platinum fået en knap der kan regulere dette.

Blæseren, der lige som Seasonic X-series, kommer fra Sanyo Denki og hedder San Ace Silent, er ifølge dem selv skabt til at give ”ultra low noise performance”.

På den ene side er der en liste med PSU’ens specifikationer og hvilke connectors der følger med, samt deres længde.

Side 1 2 3 næste »